Noget I bør vide — med Anders Sørensen.

Sasha overlevede årelange seksuelle overgreb og blev ufrivilligt landskendt som ”Tønderpigen”. Langt færre ved, hvad hun derefter blev udsat for i det system, der skulle hjælpe hende.

Hun var to et halvt år gammel, da hendes far begyndte at udsætte hende for seksuelle overgreb. Han solgte også adgang til hende til andre mænd. Da politiet kom og anholdt ham, var hun 11 år.

Det burde have været begyndelsen på et liv, hvor voksne hjalp hende med at føle sig tryg og forstå sine reaktioner på det, hun havde været igennem. Men nej.

I stedet fulgte en skizofrenidiagnose, såkaldt “antipsykotisk” medicin og elektrochok, før hun måtte opgive den lægestyrede danske psykiatri og selv finde hjælp til de traumer, hun havde overlevet, et andet sted i systemet end psykiatrien.

Vores samtale blev to timer og 27 minutter lang. Jeg håber sådan, du vil lytte med, så vi sammen kan hjælpe Sasha med at bære traumerne – både de oprindelige og dem påført af psykiatrien.

Det er skrappe sager, og Sasha er uden tvivl det stærkeste, sejeste menneske, jeg kender. Sasha, min ven, min kompagnon, mit medmenneske – tak for at tale med os.

Som barn lærte hun at forsvinde ind i andre verdener, når virkeligheden var uudholdelig. Hun holdt op med at græde, fordi ingen kom. Senere blev selvskade og stoffer måder at holde smerten ud på. Når man hører Sasha fortælle, bliver sammenhængene så tydelige, at det er svært at begribe, hvordan hun kunne gå i årevis og føle, at der var noget grundlæggende galt med hende, og at systemets svar var diagnoser og medicin.

Jeg bliver vred over, at et menneske med så åbenlyse traumer alligevel skulle kæmpe så hårdt for at få relevant hjælp. Og over, at ’hjælpen’ påførte hende yderligere traumer.

Først i 2020 fjernede en psykiater endelig skizofrenidiagnosen og beskrev hendes lidelse som PTSD. Sasha fortæller, hvor dybt det berørte hende endelig at læse en faglig beskrivelse, der forbandt hendes lidelse med det, hun havde været udsat for. I dag er Sasha i gang med at skabe et liv med plads til mere end overlevelse.

Kan skizotypi være en traumereaktion?

Som barn øvede Trine sig i at smile foran spejlet, fordi enlærer havde sagt, at hun så for sur ud. Hun lærte at holde øje med de andre ogtilpasse sig. Når det blev for anstrengende, fandt hun ro og tryghed i sinindre verden, hvor hun kunne skabe farverige universer og leve sig ind i sineegne fortællinger.

Senere begyndte den verden at blive skræmmende. Trine såting, andre ikke så: skygger og væsener i sin lejlighed og slanger under dynen.Det, der begyndte som en hjælp, var blevet et helvede. Hun blev bange, begyndteat undgå flere og flere situationer og fik et meget lille liv. Efter flereforskellige diagnoser fik Trine diagnosen skizotypi. Senere opdagede hun, atoplevelserne især tog til, når hun var presset, og at de aftog, når hun lyttedetil, hvad hun havde brug for.

Hjælpen, selvfølgelig, for vi er jo i Danmark, var medicin.I løbet af omkring et halvt år prøvede Trine cirka 20 forskellige psykofarmaka.Som så mange andre i psykiatrien fik hun det værre af hjælpen og blev til sidstsendt hjem med beskeden om, at der ikke var mere at gøre.

Først senere fik hun hjælp til hverdagen i OPUS og opsøgteselv traumeterapi i det private (ja...). I dag er hun leder af OPUS-panelet,hvor hun bruger sin historie til at give andre håb. Hun er også stadig i gangmed at trappe ud af quetiapin, antipsykotika. Da hun bad om hjælp til det, fikhun at vide, at hun var for kompliceret til, at de kunne hjælpe hende. Nu harhun fundet en langsommere vej, som indtil videre går godt.

I denne uges afsnit af podcasten anlægger vi ettraumebaseret perspektiv på diagnosen skizotypi. Vi undersøger, hvordan Trinesoplevelser hænger sammen med hendes liv og traumer og hvad der ændrede sig, dahun selv begyndte at se de sammenhænge. Det bliver ved med at være en gåde formig, hvordan vi kan tro, at vi forstår et menneskes symptomer, hvis vi ikke ernysgerrige på det liv, de opstod i.

Trine er en ekstremt stærk fortæller. Jeg håber, I vil lyttemed, uanset hvilke diagnoser I selv har fået eller interesserer jer for.

Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud.

Nu skal vi tale antipsykotika.

Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske.

Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den, retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og hyperbolsk.

Men der er en vigtig forskel.

Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb, ekstrem belastning eller søvnmangel.

Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet, selvfølgelig vende tilbage.

Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling. Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte den.

Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv ved den langsomste udtrapning.

Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske rundkørsel:

Man trapper for hurtigt ud.

Man bliver psykotisk.

Psykosen kaldes tilbagefald.

Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle have trappet ud.

Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og var tæt på at søge førtidspension.

I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende sygdomserkendelse.

Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!

Når en traumereaktion bliver forstået som manipulation, dramatik eller splitting, reagerer personalet let med korrektion, afstand og kontrol.

Når den samme reaktion forstås som et forsøg på at beskytte sig mod noget, der engang var overvældende og farligt, åbner det for en helt anden måde at møde mennesket på.
En diagnose er et filter. Og borderline-diagnosen er nok en af de værste at få klæbet på sig.

Det har Sara oplevet. Sara fortæller i dagens podcast om sine år som fejldiagnosticeret på bosted. Om at søge hjælp og i stedet opleve, at hendes følelser, grænser og virkelighed igen og igen blev gjort til symptomer:

"Hvis du bliver vred, kan du ikke mentalisere. Hvis du protesterer, splitter du. Hvis du fortæller, at nogen har overskredet dine grænser, har du måske bare misforstået situationen. Og hvis du fortsat er ked af det, efter at personalet har forklaret, hvorfor du ikke burde være det, er det et tegn på at du er dum.”

Det er en voldsom samtale. Sara retter en hård kritik mod de bosteder og medarbejdere, hun har mødt, og fortæller om nedværdigende forhold, der kunne være taget direkte ud af et afsnit af Operation X:

”Toiletpapiret er låst inde. Jeg banker på kontordøren og beder om at få udleveret en rulle toiletpapir, mens jeg prøver at holde på min afføring. Hvad er det meningen, jeg skal lære af det? Efter en ansat klaskede mig i røven, indførte de regler imod at give mig kram. Når jeg græd, sagde de: ’Du har ikke krav på kram.’ De oplever min hjælpesøgende adfærd som mangel på respekt for deres ret til at bestemme. De prøvede at anmelde mig. Det kunne de ikke. Nu prøver de at anmelde min medbeboer. Vi har ikke gjort andet end at bede om hjælp. Personalet bruger polititrusler til at regulere deres følelser og opnå kontrol over os. De kan ikke andet.”

Mange af de mønstre, Sara beskriver, bunder i manglende viden om traumer. Simpelthen.

Og de kan forandres.

Men det kræver, at traumeforståelsen ikke alene bæres af enkelte ildsjæle. Hele organisationen – fra ledelsen til den enkelte medarbejder – må have en fælles forståelsesramme og et fælles sprog for, hvad traumer gør ved mennesker, deres relationer og nervesystemer. Og personalet skal have konkrete redskaber til at omsætte forståelsen til praksis, når en situation bliver svær.

Det er netop formålet med TraumeBevidst Tilgang, TBT, som heldigvis bliver implementeret i flere og flere organisationer i Danmark. Mere af det, tak!

For Saras oplevelser behøver ikke gentage sig.

Hvis du ikke får en ubændig lyst – næh, en trang – til at tage ud i naturen efter at have hørt dette afsnit af podcasten med Simon Høegmark, så ved jeg snart ikke.

Det gjorde jeg i hvert fald. Og netop forestillingen om, at naturen er noget, vi kan >tage ud i< for derefter at vende tilbage til vores egentlig liv i byerne og inden døre, blev et af samtalens emner.

For det er egentlig en fjollet tanke, at vi er adskilt fra naturen. Vi er natur, som en af Simons bøger også hedder. Vores kroppe og sind er stadig indrettet efter naturens rytmer, lys, lyde, former og årstider, selvom vi har bygget en tilværelse, hvor vi langt hen ad vejen kan ignorere dem.

Og det gør vi så. Ignorerer dem. Det koster, men ofte uden vi forstår hvordan. Det gør Simon, og i denne samtale indvier han os i det. Det er fascinerende, at naturens betydning for vores psykiske og fysiske helbred er et selvstændigt og bundseriøst forskningsfelt. For det er det.

Behøver man så den store vandretur til Sverige og blive ét med skoven? Nej. Det kan også være så enkelt som at sætte sig i en have eller park et kvarter om dagen. Uden telefon eller musik. Og uden at arbejde imens. (Desværre, Anders ). Uden engang at gøre det til et projekt, at man nu absolut skal slappe af.

For har man levet længe i højt tempo, kan stilheden faktisk være ubehagelig i begyndelsen. Kroppen – inklusive min egen – skal nogle gange lære pausen igen. Det er ikke altid rart. Faktisk kan det være ekstremt ubehageligt, når nervesystemet fortsætter i højt gear, mens man bare sidder dér. Men det virker.

Samtalen blev lige dele jordnær, videnskabelig, filosofisk og dejligt levende. Og ja: Jeg gik direkte ud i haven bagefter.

Da Laurits var 12 år, kunne han finde på at køre frem og tilbage over det samme hul i vejen igen og igen.

For hvis han gjorde det det rigtige antal gange, ville pigen, han var forelsket i, måske kunne lide ham.

Hvis hans mor var forsinket på vej hjem, kunne han holde hende i live ved at udføre bestemte ritualer.

Han vidste godt, at det ikke gav mening... Men hvad nu hvis?

Sådan begyndte det, der senere fik navnet OCD.

I dag er Laurits digter og forfatter, og i næste uge udkommer hans nye bog Hey Guys Hey Guys.

I dette afsnit af podcastet fortæller han usædvanligt åbent om, hvordan tvangstankerne og ritualerne langsomt kom til at fylde mere og mere, og om de år, hvor det hele til sidst væltede.

Vi kommer også omkring alkohol og selvmedicinering, selvmordstanker og to voldsomme møder med psykiatrien. Om at blive udskrevet til ingenting, uden sikkerhedsnet. Og om den vrede mod systemet, som i dag driver en del af hans arbejde.

Når man hører Laurits fortælle, bliver det tydeligt, at OCD'en ikke opstod ud af det blå. Den voksede frem af noget, der gav mening: usikkerhed, et behov for kontrol, et ønske om at høre til og et forsøg på at forhindre noget smertefuldt i at ske.

Det, der senere blev et enormt problem, begyndte som et forsøg på at løse et problem. Og sådan er det ofte, hvis ikke altid, med psykisk lidelse

I dag siger Laurits, at han stadig kan have dage, hvor hovedet spiraler, og alting bliver sort. Forskellen er, at han ikke længere går alene med det.

Han taler om det. Han skriver om det.

Og i dette afsnit fortæller han historien.

Vi taler så meget om diagnoser. Jeg vil hellere tale med mennesker, der har dem.
Derfor er jeg så taknemmelig for alle dem, der tager turen forbi mit studie på Christianshavn og deler deres erfaringer med mig. Jeg lærer noget af hver eneste samtale i podcasten. Det håber jeg også, du gør.
Forleden var det Nicoline Qvortrup. Emnet var ADHD og den både lettelse og forvirring, de fire bogstaver kan give.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var Nicolines beskrivelse af at have brugt et helt liv på at forsøge at blive "normal". For så en dag, langt om længe, at opgive det projekt og i stedet begynde at lede efter de rammer, hvor hendes anderledeshed – som vi i øvrigt blev enige om ikke er et negativt ord – ikke bare bliver accepteret, men faktisk kan blive en styrke.
For den anden side af den historie er selvfølgelig, hvor ondt det gør, når man endnu ikke har fundet de rammer, hvor man trives, og bliver ved med at forsøge at presse sig ind i en form, man aldrig har passet ind i.
Og vi kom vidt omkring. Diagnoser, identitet, medicin (som Nicoline i dag er ude af), kreativitet, opvækst, kampsport, technofester, raves og mine tennissokker.
God fornøjelse.

Hvem må egentlig mene noget om traumer?
Evaloa Schou har skrevet en bog om traumer. Den er fantastisk.
Bogen har også startet en hed debat i kommentarfelterne. For Evaloa er hverken psykolog eller akademiker, men kropsterapeut. Og ”må man så mene noget om traumer?” lyder ”kritikken”.
Den ”kritik” mindede mig om modtagelsen af min egen bog for to år siden. Dengang handlede debatten heller ikke så meget om, hvad der faktisk stod i bogen, men om, hvorvidt en psykolog nu måtte mene noget om psykofarmaka og udtrapning.
Så i torsdags skrev jeg til Evaloa. I fredags mødtes vi i mit podcaststudie på Christianshavn. Og i dag udkommer afsnittet.
Det blev en samtale om de etablerede systemers blinde vinkler og om, hvordan vi kan forstå, at det kan vække så voldsom modstand i fagfolk, når mennesker uden de ”rigtige” titler bevæger sig ind på et fagområde og udfordrer den etablerede forståelse.
Og her synes jeg faktisk, min egen fagstand skal passe på.
For så længe vi psykologer lefler for psykiatrien og bevæger os længere og længere i retning af at forstå mennesker gennem diagnoser, kognitive modeller og firkantet naturvidenskab, skal vi måske være varsomme med at kritisere kropsterapeuter og andre for at bevæge sig ind på ”vores område”.
Faktisk håber jeg, at flere som Evaloa vil gøre det. For vi kan altså ikke først glemme kroppen og derefter blive fornærmede, når andre kommer og minder os om den.
Og nåh ja, Evaloas bog er strøget direkte ind på bestsellerlisten og allerede efter få måneder udkommet i fjerde oplag. Noget, jeg selv kun kunne drømme om 😄.

Hvad nu, hvis noget af det, der holder mennesker fast i psykisk lidelse, er det sprog, vi bruger til at forstå den?

For sproget er alt andet end neutralt. Hvis vi lærer mennesker, at deres lidelse først og fremmest er et symptom på en sygdom, begynder de måske også at se sig selv gennem de briller. Og så bliver det altså svært at være nysgerrig på det, man mærker og oplever. Den nysgerrighed, som vi i psykoterapien og traumeterapien sådan forsøger at vække i vores klienter.

Hvis vi i stedet for at sygeliggøre hjælper folk med at forstå deres "symptomer" som menneskelige reaktioner på noget, der opstår i kontekst og sammenhæng, åbner vi for spørgsmål som Hvad er der sket? Hvad kæmper du med? Hvad giver mening i det, du oplever?

Jeg tror fuldt og fast på, at vejen ud af psykisk lidelse går igennem den, ikke uden om den. At vi er nødt til at forstå den, før vi kan bevæge os videre fra den. Og hvis vi springer det led over, går det galt.

Det er nu engang terapeutens opgave at hjælpe mennesker med at være nysgerrige på det, der gør ondt, fremfor at få det til at forsvinde. For det projekt har vi prøvet siden 1950’erne, da den moderne biologiske psykiatri brød frem, uden den store succes.

I dag udkommer en ny episode af podcasten med filosof Sofie Zander, som sidste år skrev en fremragende kronik i Berlingske med titlen: "Psykiatrien har brug for filosofi: Vi skal lære at tale om lidelse uden diagnoser."

Sofie tager rundt i landet og holder filosofiske samtaler med mennesker om ensomhed, angst, skam og andre svære sider af det at være menneske. Hun skaber hum, hvor mennesker kan undersøge store spørgsmål om livet uden at bruge diagnostiske termer.

Og tak for det! Jeg var straks fan. For nylig havde jeg derfor fornøjelsen af en længere og til tider nørdet samtale med Sofie om sprogets betydning i psykiatrien.

Stop med at håndtere børns adfærd. Begynd at forstå den.

I Carolines journal står, at hun som barn fik "raserianfald ud af det blå".

Men når Caroline ser tilbage i dag, var de ikke ud af det blå.

Tværtimod.

Alt for mange voksne forsøgte at håndtere hendes reaktioner.

Alt for få forsøgte at forstå dem.

De kom i en børnehave, der føltes overvældende; en skole, hun græd ved synet af; og et liv, hvor hun konstant forsøgte at forstå, hvad andre forventede af hende.

Det udløste en autismediagnose, som på den ene side gav mening og på den anden blev begyndelsen på fortællingen om, at der var noget grundlæggende galt med hende.

Senere fulgte selvskade, spiseforstyrrelse og møder med en psykiatri, som virkede mere optaget af at håndtere symptomerne end af at forstå, hvad de forsøgte at fortælle.

Hør Caroline fortælle om diagnoser, identitet, maskering, selvskade, spiseforstyrrelser og følelsen af at være forkert.

Hør også, hvad der sker med et menneske, når ingen rigtig hjælper én med at forstå sin egen historie.

Og hvordan man alligevel kan finde vejen gennem den – blandt andet gennem kunst og sang.

Da Lærke begyndte at selvskade som 14-årig, var det ikke fordi hun ønskede at skade sig selv.
Det var fordi det virkede.
Mobning, overgreb, skyld, skam og et konstant alarmberedskab havde skabt så meget indre uro, at selvskade blev den måde, hun fandt ro på.
Hvis man ikke selv har prøvet det, kan det måske virke underligt - men som med alle "psykiatriske symptomer" forsvinder mystikken, når man forstår konteksten. Altid.
Selvskaden var nemlig en strategi til at komme igennem noget, som var blevet for svært at bære alene.
I denne episode af podcasten fortæller Lærke sin historie. Den historie, som får selvskaden til at give fuldstændig mening. Om årene med mobning. Om hvordan hun lærte at tro, at der måtte være noget galt med hende. Om at gå med det hele alene.
Om mødet med den danske psykiatri, som trods gode intentioner gjorde ondt værre.
Om udredninger, der på klassisk psykiatrisk vis handlede om alt andet end den mobning og de overgreb og det konstant aktive alarmberedskab som var problemets kerne.
Om at blive undersøgt for ADHD, få en personlighedsforstyrrelsesdiagnose og bruge år i systemet uden at opleve det eneste spørgsmål, der i virkeligheden gav mening at starte med:
Hvad var der sket med hende?
Så, det spurgte jeg Lærke om for tændte kameraer.

I dette afsnit taler jeg med Flora Melchiorsen om forholdet mellem krop, nervesystem, følelser og terapi; og om hvorfor så mange mennesker i dag er blevet fremmede for deres egne indre oplevelser.

Vi taler blandt andet om:

– hvorfor terapi og mindfulness nogle gange bliver “for kognitivt”
– hvorfor angst og kropslige symptomer ikke nødvendigvis er farlige
– hvordan kroppen ofte reagerer logisk på et liv, der har været for meget
– hvorfor mange mennesker analyserer deres følelser i stedet for at mærke dem
– hvordan tidlige erfaringer kan sætte sig som kropslige og følelsesmæssige aftryk
– og hvorfor healing måske handler mindre om at fixe sig selv — og mere om at forstå og møde sig selv anderledes

Samtalen bevæger sig gennem mindfulness, nervesystemet, traumer, compassion, kropsfornemmelse, relationer og det moderne samfunds tendens til at gøre menneskelige reaktioner til symptomer og fejl.

Et afsnit om kroppen som noget mere end biologi — og om hvorfor mange af vores reaktioner måske giver langt mere mening, end vi tror.

Hvad hvis autisme ofte er det, vi ikke lægger mærke til?

I dagens podcast med Karina Bundgaard, forperson for Autismeforeningen, kommer vi tæt på en form for mistrivsel, der i dag let går under radaren.

For nogle børn ser stille ud.

De passer sig selv. Klarer skolen udadtil. Fylder ikke meget.

Men indeni kan der være konstant pres, overbelastning og kaos.

For andre ser det helt anderledes ud.
Uro. Konflikter. Udbrud. Det, vi kalder “udadreagerende adfærd”.

Og pointen er den samme:

Det kan se vidt forskelligt ud udefra – og alligevel handle om det samme indeni.

Vi taler blandt andet om:
• børn, der holder sammen på sig selv hele dagen – og bryder sammen derhjemme
• børn, der reagerer udad, når belastningen bliver for stor
• hvorfor autisme ofte opdages sent – eller misforstås
• hvordan det bliver tolket som angst, spiseforstyrrelse eller “adfærd”
• mødet med et system, der ser symptomer – men ikke altid det, der ligger bag
• og hvad der faktisk hjælper, når man begynder at forstå det rigtigt

Det her afsnit handler ikke kun om autisme.
Det handler om, hvor forskelligt mistrivsel kan se ud – og hvor let vi kommer til at misforstå den.

Og hvad der sker, når vi begynder at kigge efter det, der ligger bag.

Hvad sker der, når et barn ikke passer ind i systemet – men systemet heller ikke passer til barnet?

I dette afsnit møder du Mathias.

Som barn blev han kaldt “udadreagerende”.
Men bag reaktionerne gemte der sig noget helt andet:
overbelastning, ensomhed, smerte – og en konstant kamp for bare at holde sammen på sig selv.

Han beskriver det som at være en ballon, der langsomt pustes op…
indtil den springer.

Vi taler om:
• At vokse op som “den særlige dreng” uden at få den nødvendige støtte
• Hvordan mistrivsel kan blive til OCD, selvskade og angst
• Hvorfor straf og sanktioner rammer de mest sårbare børn
• Hvordan diagnoser nogle gange lukker mere ned, end de åbner
• Og hvad der faktisk gjorde forskellen: relationer, tryghed og voksne, der turde være nysgerrige

Det her afsnit er ikke kun en personlig fortælling.
Det er også en kritik af et system, der alt for ofte kigger på adfærd – i stedet for at forstå, hvad der ligger bag.

For børn reagerer ikke uden grund.

Og måske er spørgsmålet ikke:
“Hvordan stopper vi adfærden?”
Men:
“Hvad er det, barnet forsøger at håndtere?”

Hvis du arbejder med børn.
Har et barn tæt på dig.
Eller bare vil forstå mistrivsel på en anden måde end den gængse…

Så er det her et afsnit, du ikke må gå glip af.

Du kender måske min faglige side.
I dag får du den personlige.
Jeg gæstede nemlig min egen podcast.

“Legaliser cannabis.
Legaliser alle rusmidler!”
Det siger Rasmus Poulsen aka Raske Penge - musiker og indehaver af cannabisbutikken Raskeplanter
Og jeg blev nødt til at forstå hvorfor.
Jeg sidder til daglig med mennesker, der kæmper for at komme ud af de psykiatriske stoffer.
Jeg ser, hvor svært og opslidende det kan være.
Min kritik af psykiatrien er netop,
når vi kommer til at forsøge at løse menneskers problemer ved at dæmpe deres følelser
frem for at forstå dem -
og kalde det bedring, når man mærker mindre.
Så tanken om at frigive endnu flere stoffer i samfundet
virkede… forkert.

Derfor inviterede jeg ham i studiet.
Argumenterne skal du høre fra Rasmus selv.
Én ting må jeg indrømme:
Når man faktisk lytter –
og giver argumenterne plads –
så er de sværere at afvise, end jeg umiddelbart havde troet.
Det handler om menneskesyn.
Intet mindre.
Om hjælp og forståelse -
frem for skam og straf.

Jeg tror, vi misforstår misbrug.

Ikke at alkohol og stoffer ikke kan være destruktive.

Det kan de.

Men fordi vi bliver ved med at kalde det problemet -

når det i virkeligheden ofte er en løsning.

En løsning på angst.

På uro.

På tankemylder.

På følelsen af at være forkert.

På traumer, der preesser på fra dybet og aldrig bliver mødt.

De fleste ved godt, det ikke er sundt.

Men det virker.

Og nogle gange er det det eneste, der virker.

Problemet er, at vi fjerner løsningen

… uden at forstå, hvad den løste.

(Dansk psykiatri i en nøddeskal)

Og det gælder ikke kun alkohol og stoffer.

Det gælder også alt det, psykiatrien kalder “symptomer”.

Selvskade. Tankemylder. Undgåelse. Dissociation. Distraktion. Overspisning.

Forsøg på at håndtere noget - ikke tegn på sygdom.

Vi tager det væk, der dæmper smerten –

men lader smerten blive.

Det er klart, det går galt.

Derfor fejler "behandlingen", og så kommer alle udredningerne,

når personen får det værre og det hele fremstår så uforståeligt:

Bipolar.

Skizotypi.

Skizoaffektiv.

Dobbeltdiagnose.

Som om problemet er inde i personen –

og ikke i det, personen forsøger at håndtere.

I dag talte jeg med Maja Petrea Fox, der har været igennem det system.

Diagnoser på stribe.

Indlæggelser. Mange.

Medicin. Meget.

Men ingen spurgte hende:

Hvad er der sket med dig?

Så hun fandt selv noget, der virkede.

Alkohol. Stoffer.

Simpelthen for at kunne være i det.

I dag er hun ude.

Uden medicin.

Uden alkohol.

Abstinenshelvedet fra en ni måneder lang benzodiazepinudtrapning blev vendepunktet.

Hør hvordan i dagens podcastafsnit.

Afgørelsen kom i dag: Pias datter mister sin dagbehandlingsskole.

SYSTEMSTRESS – DEL 2

Jeg troede egentlig, at jeg havde forstået det i dybden.

Når hjælpen bliver noget, man skal kæmpe for.

Når det ikke stopper – heller ikke når det endelig går bedre.

Men først da jeg sad over for Pia, forstod jeg, hvor dybt det her stikker.

I podcasten fortæller Pia om livet som mor til et barn i mistrivsel.

Pia har kæmpet for sin datter i årevis.

Møderne. Vurderingerne. Usikkerheden. Mistilliden.

Kæmpet for at blive taget alvorligt.

Kæmpet for at få den hjælp, hendes datter havde brug for.

Efter lange forløb lykkedes det endelig:Hun fik en plads på en dagbehandlingsskole.

Og alt begyndte at ændre sig.Hendes datter fik det bedre.

Fik ro. Begyndte at lære igen.

Fik en hverdag, der fungerede.

Alle var enige: Det var det rigtige.

Så flytter de kommune.

Og så starter det forfra.

Den nye kommune laver deres egen vurdering.

Ser noget andet. Træffer en ny beslutning. Og i dag - efter optagelsen - kom afgørelsen:Dagbehandlingsskolen bliver taget fra hende.

Hun skal i en anden dagbehandlingsskole, som er billigere og hører under statens rammeaftale. For at spare penge.

Et unødvendigt skift der river hverdagen over og fjerner alle trygge rammer.

Det er vitterlig ikke til at bære.

Hvordan giver man den besked til sit barn?

Kun fra Christiansborg kan det her ændres.

Men ingen af partierne - ingen - tager det alvorligt.

Hvis jeg får lov til at bestemme efter valget på tirsdag, skal det her ændres.

Med det samme.

Det er for dyrt at lade være.

Menneskeligt, økonomisk.

Hvor mange børn og familier bliver i dag gjort mere syge af det system, der skulle hjælpe dem?

Lyt til Pia.

Man forstår det ikke, før man hører det.

Agnes Marie Frey blev af psykiatrien erklæret kronisk psykisk syg med diagnosen paranoid skizofreni. Ingen spurgte Agnes, hvad det var, hun reagerede på i sit liv: hun var bare syg.

I dag har Agnes kæmpet sig ud af både sin psykiske lidelse og af den psykiatri, som skulle hjælpe hende, men som gik hen og blev en del af problemet. Hun er også godt på vej ud af den antipsykotiske medicin, som hun fik at vide, ikke ville være svær at komme ud af. Det viste sig at være langt fra sandheden.

Agnes fortæller om sin vej ind i og ud af lidelsen, medicinen og psykiatrien. 

Anders fortæller om den traumeinformerede tilgang til psykisk lidelse, som formentlig kunne have sparet Agnes for 10 år i psykiatrien, hvis hun var blevet mødt med i starten af sit ”sygdomsforløb”.

For hvad sker der, når et menneskes traumereaktioner kommer til udtryk på en måde, som af omverdenen bliver tolket som ”psykotisk” og ”sygt”? Agnes så en lille pige på sit badeværelse og oplevede et dyr i vandet i svømmehallen, hvor hun var elitesvømmer. Begge dele var der bestemte regler for, så der ikke skulle ske noget slemt.

Samtaleterapi er ikke nok.

I hvert fald ikke, når det gælder svære traumer.

Evaloa Schou er kropsterapeut.

Traumeinformeret kropsterapeut.

Og i dagens podcast sætter vi fingeren på noget, store dele af mit eget fag alt for sjældent taler om:

Psykoterapiens begrænsninger.

Jeg er selv psykolog – og jeg genkender det alt for godt.

Man kan forstå sig selv i årevis

uden at noget grundlæggende ændrer sig.

“Jeg ved godt, hvorfor jeg har det sådan…

men jeg har det stadig sådan.”

Og nogle gange bliver det næsten værre:

Man forstår mere, kender de "gode strategier" – men føler sig stadig fanget i det samme.

Så hvad mangler?

Kroppen.

I afsnittet taler vi om:

– hvorfor forandring nogle gange kræver, at vi går en anden vej end gennem hovedet

– hvad der sker, når kroppen (og nervesystemet) ikke bliver taget med

– og hvorfor noget af det mest afgørende måske ligger i det felt, hvor samtale, krop og relation mødes

Samtalen er en invitation til at tænke bredere:

Samtaleterapi, krop, bevægelse, relation.

Ikke enten-eller.

Men både-og.

Hvis du arbejder med kroppen, terapi – eller mennesker i det hele taget –

så tror jeg, den her samtale vil give mening.

Der er noget dybt forkert i den måde, vi hjælper mennesker på.

Og det bliver meget tydeligt i denne samtale.

Silke er 25 år.
Hun har autisme og ADHD.

Men det er ikke det, der er den sværeste historie.

Det svære er alt det, der sker rundt om.

At få en diagnose –
men ikke få nogen hjælp til at forstå den.

At blive sendt hjem med et papir –
og selv skulle finde ud af resten.

At forsøge at passe ind i et system,
der aldrig var lavet til én.

At gå i stykker,
fordi man igen og igen prøver at fungere i rammer, der ikke fungerer.

Og så langsomt begynde at opdage:

Måske er det ikke mig, der er noget galt med.

Måske er det systemet.

I afsnittet taler vi bl.a. om:

• hvordan en diagnose både kan være en lettelse og en identitetskrise
• hvorfor så mange unge ender i mistrivsel, når de prøver at tilpasse sig systemet
• hvordan diagnoser i dag er blevet adgangsbillet til hjælp
• og hvorfor vi har skabt et system, der først reagerer, når mennesker er brudt sammen

Silke giver et unikt indbliok i et system, der igen og igen svigter de mennesker, det er sat i verden for at hjælpe.

Og i et spirende oprør mod det.

Lyt til Silke!

Hvis man har den mindste tvivl om, hvorfor psykiatriske diagnoser er så udskældte, som de er - inklusive fra undertegnede - så lyt med her.

Sarahs historie rummer mange af svarene.

Om traumer, psykiatrien negligerede.

Om systemer, der ikke lyttede.

Om diagnoser, der kan komme til at skjule det, der faktisk er sket.

Om først at få hjælp, når man forlader systemet og selv betaler for den.

Og om hvor meget der kan ændre sig, når nogen endelig tør spørge:

Hvad er der sket med dig?

Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvorfor gør jeg egentlig sådan?”
Så er denne samtale med Frej Prahl et godt sted at starte.
Selvkritik.Overarbejde.Undgåelse.Angst.Dissociation.Selvskade.Misbrug.PerfektionismeKontrol.
Jeg kan selv genkende nr. 1, 2, 3, 4, 5, 7 og 8.
Uanset hvad du kæmper med, så prøv et øjeblik at erstatte kampen med nysgerrighed og spørg:
Hvad prøver den del af mig at beskytte?
Det er grundtanken i terapiformen Internal Family Systems (IFS), som i disse år vinder hastigt frem. Heldigvis.
IFS og klassisk psykiatrisk tænkning er fundamentalt uforenelige. De bygger nemlig på to helt forskellige forståelser af psyken.
IFS arbejder ikke med diagnoser eller med et sprog om “sygdom”, “symptomer”, “forstyrrelser” eller “patologi”. I stedet forsøger man radikalt og altid at forstå vores reaktioner som velmenende dele af os, der engang har forsøgt at beskytte noget sårbart – men nu står i vejen.
Frejs bog hedder ”Alt er godt” forstået på den måde, at alt i os i virkeligheden vil noget godt.
Præmissen i min podcast er, at gæsten må stille personlige spørgsmål tilbage til mig.
Det gjorde Frej. Derfor endte samtalen et sted, jeg ikke havde forventet.
Jeg fortæller blandt andet om to oplevelser, der gjorde IFS meget konkret for mig.
Den ene var et møde med IFS-terapeut Signe Steenberger,hvor noget i mig pludselig blev set på en måde, jeg ikke havde oplevet før og jeg begyndte at græde midt i et kaffemøde.
Den anden var en psilocybin-oplevelse på en ødegård i Pennsylvania, hvor den samme idé blev tydelig på en dybt kropslig måde: At de dele, vi kæmper imod i os selv, ofte (altid?) bare forsøger at hjælpe.
Og at noget ændrer sig, når man begynder at møde dem med nysgerrighed i stedet for kamp.
Lyder det fluffy?Det gjorde det også for mig i starten.
Men i dag giver det mening for mig – både fagligt og personligt.

“Jeg bliver ofte spurgt: Har du aldrig mødt nogen, som ikke har fået det bedre af at komme ud af medicinen?
Jeg siger nej.
Jeg har aldrig mødt nogen endnu, som ikke har fået det bedre – når man gør det ordentligt.”
Sådan siger Karine Lindgaard, leder af MedicinRådgivningen i SIND, i dagens podcast.
For der findes et sted i Danmark, hvor man kan få hjælp til at trappe sikkert ud af psykofarmaka.
Ét sted.
Og stod det til mig, skulle de fast på finansloven og have tidoblet deres årlige finansiering.
Fordi behovet er så enormt.
MedicinRådgivningen rådgiver om udtrapning af alle typer psykofarmaka – antidepressiva, antipsykotika, benzodiazepiner, stemningsstabiliserende midler, ADHD-medicin – og også opioider.
Men mange mennesker opdager først, hvor svære de her præparater kan være at komme ud af igen, når de står midt i abstinenserne fra en for hurtig udtrapning – den type udtrapning, som de officielle retningslinjer stadig anbefaler. Deabstinenser bliver ofte forvekslet med tilbagefald – og så starter medicinen igen.
Derfor taler vi om:
• hvorfor så mange får problemer, når de forsøger at stoppe medicin
• hvorfor de klassiske udtrapningsråd ofte ikke virker
• hvordan en mere skånsom og realistisk udtrapningsplan kan se ud
• hvorfor støtte og samtaler kan være afgørende i processen
• hvad man helt konkret kan gøre, hvis man ønsker hjælp – i et sundhedssystemhvor de fleste læger aldrig har fået undervisning i udtrapning.
Konklusionen er, at der i dag findes meget mere viden om udtrapning og abstinenshåndtering end den, man typisk møderi sundhedsvæsenet, hvor officielle vejledninger på området ikke er blevet opdateret i årtier.
Det er også derfor, MedicinRådgivningen eksisterer.
Den er vokset ud af et behov, som behandlingssystemet aldrig fik dækket.
Derfor mener jeg også, at vi politisk bør tage den viden langt mere alvorligt.

I dag talte jeg med Dorthe Birkmose.
En overraskende parallel mellem psykisk lidelse og det at arbejde i velfærdsstaten opstod få minutter inde i samtalen.
I psykologien taler vi om strategier, dér hvor psykiatrien taler om symptomer.
Altså de måder mennesker forsøger at håndtere smerte og overleve svære livsomstændigheder eller traumer. Det er derfor, vi spørger hvad der er sket med folk – ikke hvad der er galt med folk.
Slår man fx op i diagnosemanualerne, finder man lange lister over adfærd.
Men adfærd opstår jo ikke ud af ingenting. Det er motiveret adfærd – forsøg på at håndtere noget, der gør ondt. Det har en funktion i et menneskes liv.
Og her er pointen: Dorthe taler om forråelse på samme måde.
Som en strategi for at overleve at arbejde … i velfærdsstaten.
For hvad sker der med mennesker, når de arbejder i et system, hvor de ikke får lov til at gøre det, de fagligt og menneskeligt ved er rigtigt?
Dorthe kalder det moralsk stress. Den spænding og smerte, der opstår, når man kan se, hvad et menneske har brug for, men ikke får lov til at give det.
Over tid må mennesker finde måder at overleve den moralske stress på. En af dem er forråelse. En anden er quiet quitting. En tredje er skyggearbejde. En fjerde fawn – og vi kommer omkring dem alle.
Dorthes bog hedder meget passende ”Når gode mennesker handler ondt.” Fordi systemer nogle gange presser mennesker til at lukke ned for deres egen medmenneskelighed.
Noget af det, jeg holder allermest af ved Dorthe, er hendes urokkelige tilgang til altid – altid – at forstå selv den mest umoralske adfærd. Virkelig prøve at forstå, hvordan den kan opstå, i stedet for at fordømme den.
For hvis vi ikke forstår mekanismerne, kan vi heller ikke ændre dem.
Det blev en virkelig tankevækkende samtale.
Genkender du det fra dit eget arbejde?
I samtalen når vi frem til, at det er så normalt og udbredt, at man ikke behøver skamme sig over det.
Lad os i stedet prøve at forstå det – og finde ud af, hvordan vi ændrer det.

“Hvis du har ADHD, skal du måske åbne en flaske champagne.”

Det siger min gæst i dette afsnit.

Ikke fordi livet med ADHD nødvendigvis er let. Men fordi noget af det, vi kalder en “forstyrrelse”, måske i virkeligheden er en anden måde at fungere på.

En forskellighed, der ikke i sig selv er lidelsesfuld – men som let bliver det, når den presses ind i rammer og forventninger, der ikke passer til den.

I samtalen taler vi blandt andet om:

- hvorfor diagnoser nogle gange siger mere om systemet end om personen
- hvorfor mange med ADHD udvikler angst, depression, stress eller skam
- hvordan rammerne i skole og arbejde både kan skabe problemer – eller fåmennesker til at blomstre
- hvordan medicinen virker, og hvorfor den nogle gange får mennesker til at fungere i et system, der måske burde ændres i stedet.

Og vi taler om, hvordan mange kan koncentrere sig ekstremt – bare ikke om det, der ikke giver mening for dem.

Så måske er spørgsmålet ikke kun:

Hvad er der galt med mennesker?

Måske er spørgsmålet også:
Hvad er der galt med de rammer, vi har bygget omkring os, og hvordan kan deændres, så forskelligheden ikke bliver et problem?

Jim La Trache, har selv været igennem hele møllen – og peger i episodenpå tre ting, der har hjulpet ham:
– at tale anderledes om sig selv
– at finde de miljøer, hvor ens hjerne fungerer bedst
– at begynde at se styrkerne ved sin neurodivergens – når altså man lærer atforstå, omfavne og bruge den.

Det er en samtale om neurodiversitet, ADHD, stigmatisering, systemer og medicin.

Men i virkeligheden mest om menneskesyn – og om hvorfor så mange menneskerføler sig forkerte i en verden, der måske bare er for snæver.

I denne episode taler jeg med Lise Dam, mor til Sarah, hvis historie mange kender fra DR-dokumentaren Hvem griber Sarah?

Sarah døde af sin depression, mens hun ventede på behandling i psykiatrien. I dag kæmper Lise for, at det ikke skal ske for andre.

For hvad sker der, når et menneske har brug for hjælp – men møder et system, hvor ansvaret glider fra hånd til hånd? Sarah mødte seks forskellige psykiatere i sit forløb. Alle kunne se, at hun havde brug for hjælp. Ingen tog ansvaret for at hjælpe hende.

Vi taler om, hvad en svær depression egentlig gør ved et menneske. Hvordan håbet langsomt kan forsvinde, når hjælpen udebliver. Hvordan selv stærke mennesker kan blive fanget i en lidelse, der gradvist overtager tankerne og gør verden mindre og mørkere. Og hvor afgørende det er, at nogen griber ind, før håbløsheden får lov til at vokse sig livsfarlig.

Vi taler også om betydningen af kontinuitet i behandling: at have én behandler, der kender én, og et forløb, hvor relationen kan vokse. Sarah havde tidligere været i et gruppeforløb med en fast psykiater og psykolog, hvor hun fik det markant bedre.

Da hun blev syg igen, ønskede hun blot at komme tilbage til det, der havde virket. Men systemets strukturer gjorde det umuligt.

Undervejs i samtalen kommer vi også ind på nogle af de større spørgsmål i psykiatrien i dag:

– Hvad sker der med mennesker, når de kastes rundt mellem diagnoser og behandlere?

– Hvordan påvirker ventetid håb og håbløshed i en depression?

– Hvad betyder relationer og behandlingsalliance i psykiatrisk behandling?

– Hvorfor kan systemer nogle gange ende med at stå i vejen for den hjælp, de er sat i verden for at give?

- Og hvorfor vi har brug for at gøre en særlig indsats for unge mellem 18 og 30 år.

Vi taler også om de ændringer, vi mener er nødvendige, hvis vi skal undgå lignende behandlingssvigt i fremtiden: kontinuitet, tryghed, samarbejde, tilbagefaldsbehandling, bedre støtte til ungevoksne – og et bredere syn på, hvilke faggrupper der kan spille en rolle i psykiatrien. Især pædagoger og psykomotoriske terapeuter kan noget, som i dag undervurderes i et system præget af stive faghierarkier.

Det er en samtale om sorg, men også om håb. Om et system, der kan og skal blive bedre. Og om hvorfor Lise i dag fortsætter kampen – for “de andre Sarah’er derude”.