Nach Genre filtern

Noget I bør vide — med Anders Sørensen.

Noget I bør vide — med Anders Sørensen.

Anders Sørensen

Noget I bør vide er en samtalepodcast om psykologi, mental sundhed, mistrivsel og psykisk lidelse – og om de meget menneskelige måder, vi forsøger at håndtere livet på, når det bliver svært. Podcasten giver plads til perspektiver, der ofte mangler i den offentlige debat: om følelser, relationer, krop, medicin, diagnoser og de systemer, vi møder, når vi får det svært. Samtalerne bevæger sig mellem personlige erfaringer og faglig viden og undersøger, hvordan vi kan forstå psykisk lidelse mere nuanceret. Vært er psykolog og ph.d. i psykiatri Anders Sørensen.

29 - Christian Groes om ADHD, autisme og normalitet - hvem skal tilpasse sig hvem?
0:00 / 0:00
1x
  • 29 - Christian Groes om ADHD, autisme og normalitet - hvem skal tilpasse sig hvem?

    Når en ligning ikke går op, er der altid to sider, man kan ændre på.

    Men i vores forståelse af ADHD og autisme har vi næsten udelukkende forsøgt at ændre på den ene. Mennesket.

    På den anden side har vi omgivelserne. Og når de to ikke passer sammen – når mennesket mistrives og ikke kan fungere – søger vi forklaringen i mennesket.

    Hvad er der >galt< med barnet eller den unge, der ikke kan sidde stille? Der bliver overvældet af støj, fluorescerende lys og indforståede sociale forventninger? Der ikke kan koncentrere sig?

    Eller den, som bruger hele arbejds- eller skoledagen på at aflæse andre, holde øjenkontakt, sige de rigtige ting og virke »normal« – for så at komme hjem og være fuldstændig udmattet af al den maskering?

    Så vi undersøger. Udreder. Diagnosticerer. Behandler.

    Men hvad med den anden side af ligningen?

    Hvad med klasselokalet, arbejdsmarkedet, normerne, kulturen, presset, perfektionismen, forventningerne, hastigheden og alle de rammer, vi har indrettet vores samfund efter?

    Måske er det på tide, at vi holder op med kun at lede efter fejl på den ene side af ligningen. Men samtidig – og den er vigtig, den her! – hvad stiller man op, når ens barn (eller en selv) mistrives lige nu, og samfundet ikke bare kan ændres fra den ene dag til den anden?

    Det og åh så meget andet taler jeg med antropolog og forfatter Christian Groes om i ugens podcast. Christian har med sin bog Vi Er Alle Anderledes virkelig udvidet min egen forståelse af ADHD, autisme og hele neurodivergens-/neurodiversitetsbevægelsen. Oprigtigt tak for det, Christian!

    Jeg håber, du vil lytte med.


    Tue, 03 Nov 2026 - 1h 43min
  • 28 - Maria Osmundsen - Stemmehøring og traumer

    Thu, 22 Oct 2026 - 1h 50min
  • 27 - Sasha om Tøndersagen, traumerne og svigtet i psykiatrien

    Sasha overlevede årelange seksuelle overgreb og blev ufrivilligt landskendt som ”Tønderpigen”. Langt færre ved, hvad hun derefter blev udsat for i det system, der skulle hjælpe hende.

    Hun var to et halvt år gammel, da hendes far begyndte at udsætte hende for seksuelle overgreb. Han solgte også adgang til hende til andre mænd. Da politiet kom og anholdt ham, var hun 11 år.

    Det burde have været begyndelsen på et liv, hvor voksne hjalp hende med at føle sig tryg og forstå sine reaktioner på det, hun havde været igennem. Men nej.

    I stedet fulgte en skizofrenidiagnose, såkaldt “antipsykotisk” medicin og elektrochok, før hun måtte opgive den lægestyrede danske psykiatri og selv finde hjælp til de traumer, hun havde overlevet, et andet sted i systemet end psykiatrien.

    Vores samtale blev to timer og 27 minutter lang. Jeg håber sådan, du vil lytte med, så vi sammen kan hjælpe Sasha med at bære traumerne – både de oprindelige og dem påført af psykiatrien.

    Det er skrappe sager, og Sasha er uden tvivl det stærkeste, sejeste menneske, jeg kender. Sasha, min ven, min kompagnon, mit medmenneske – tak for at tale med os.

    Som barn lærte hun at forsvinde ind i andre verdener, når virkeligheden var uudholdelig. Hun holdt op med at græde, fordi ingen kom. Senere blev selvskade og stoffer måder at holde smerten ud på. Når man hører Sasha fortælle, bliver sammenhængene så tydelige, at det er svært at begribe, hvordan hun kunne gå i årevis og føle, at der var noget grundlæggende galt med hende, og at systemets svar var diagnoser og medicin.

    Jeg bliver vred over, at et menneske med så åbenlyse traumer alligevel skulle kæmpe så hårdt for at få relevant hjælp. Og over, at ’hjælpen’ påførte hende yderligere traumer.

    Først i 2020 fjernede en psykiater endelig skizofrenidiagnosen og beskrev hendes lidelse som PTSD. Sasha fortæller, hvor dybt det berørte hende endelig at læse en faglig beskrivelse, der forbandt hendes lidelse med det, hun havde været udsat for. I dag er Sasha i gang med at skabe et liv med plads til mere end overlevelse.

    Tue, 13 Oct 2026 - 2h 27min
  • 26 - Med Trine Lia. Kan skizotypi være en traumereaktion?

    Kan skizotypi være en traumereaktion?

     

    Som barn øvede Trine sig i at smile foran spejlet, fordi enlærer havde sagt, at hun så for sur ud. Hun lærte at holde øje med de andre ogtilpasse sig. Når det blev for anstrengende, fandt hun ro og tryghed i sinindre verden, hvor hun kunne skabe farverige universer og leve sig ind i sineegne fortællinger.

     

    Senere begyndte den verden at blive skræmmende. Trine såting, andre ikke så: skygger og væsener i sin lejlighed og slanger under dynen.Det, der begyndte som en hjælp, var blevet et helvede. Hun blev bange, begyndteat undgå flere og flere situationer og fik et meget lille liv. Efter flereforskellige diagnoser fik Trine diagnosen skizotypi. Senere opdagede hun, atoplevelserne især tog til, når hun var presset, og at de aftog, når hun lyttedetil, hvad hun havde brug for.

     

    Hjælpen, selvfølgelig, for vi er jo i Danmark, var medicin.I løbet af omkring et halvt år prøvede Trine cirka 20 forskellige psykofarmaka.Som så mange andre i psykiatrien fik hun det værre af hjælpen og blev til sidstsendt hjem med beskeden om, at der ikke var mere at gøre.

     

    Først senere fik hun hjælp til hverdagen i OPUS og opsøgteselv traumeterapi i det private (ja...). I dag er hun leder af OPUS-panelet,hvor hun bruger sin historie til at give andre håb. Hun er også stadig i gangmed at trappe ud af quetiapin, antipsykotika. Da hun bad om hjælp til det, fikhun at vide, at hun var for kompliceret til, at de kunne hjælpe hende. Nu harhun fundet en langsommere vej, som indtil videre går godt.

     

    I denne uges afsnit af podcasten anlægger vi ettraumebaseret perspektiv på diagnosen skizotypi. Vi undersøger, hvordan Trinesoplevelser hænger sammen med hendes liv og traumer og hvad der ændrede sig, dahun selv begyndte at se de sammenhænge. Det bliver ved med at være en gåde formig, hvordan vi kan tro, at vi forstår et menneskes symptomer, hvis vi ikke ernysgerrige på det liv, de opstod i.

     

    Trine er en ekstremt stærk fortæller. Jeg håber, I vil lyttemed, uanset hvilke diagnoser I selv har fået eller interesserer jer for.

    Tue, 29 Sep 2026 - 1h 39min
  • 25 - Når udtrapning udløser psykose – Asbjørns vej ud af antipsykotika

    Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud.

    Nu skal vi tale antipsykotika.

    Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske.

    Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den, retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og hyperbolsk.

    Men der er en vigtig forskel.

    Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb, ekstrem belastning eller søvnmangel.

    Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet, selvfølgelig vende tilbage.

    Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling. Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte den.

    Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv ved den langsomste udtrapning.

    Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske rundkørsel:

    Man trapper for hurtigt ud.

    Man bliver psykotisk.

    Psykosen kaldes tilbagefald.

    Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle have trappet ud.

    Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og var tæt på at søge førtidspension.

    I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende sygdomserkendelse.

    Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!

    Sun, 06 Sep 2026 - 1h 43min
Weitere Folgen anzeigen