Filtrer par genre

Bilsnobberne

Bilsnobberne

Stefan Kaas

Bilsnobberne er for dig, der elsker biler og ikke er ligeglad med, hvad du kører i - uanset om det er dyrt eller på budget.

I episoderne taler vi, oftest over en flaske vin, om emner der optager os bilsnobber, og vi tør sige hvad vi mener uden hensyn til kommercielle interesser.

Bilsnobberne giver sig tid til at gå i detaljen også selv om det bliver nørdet indimellem, om alt fra bilmærker, bilfarver, til biler i musik eller om bildesignere og store personligheder fra bilernes verden.

Din vært er Stefan Kaas, der med 50 år som bilsnob og snart 30 år i bilbranchen, tager dig med til bilsnobbernes verden, med afstikkere og røverhistorier om biler, mennesker og bilbranchen. 

Har du en god ide, eller bare lyst til at give din mening til kende, kan du skrive til os på Facebook, Instagram eller send en mail til bilsnobberne@gmail.com.

Velkommen til Bilsnobberne !

99 - De 100 Bedste Biler for Bilsnobber 2026 #S12E02
0:00 / 0:00
1x
  • 99 - De 100 Bedste Biler for Bilsnobber 2026 #S12E02

    Top 100 biler for bilsnobber – 2026 opdatering!
    Bilsnobberne Stefan Kaas og Adam Estrup reviderer deres Top 100 Biler for Bilsnobber.
    Lyt med og find ud af, hvilke biler de smider ud og hvilke der kommer ind. De indleder med at konstatere, at ingen lyttere har vundet den champagne, der var på højkant til den der opdagede gengangerne på 2025-listen (måske mest fordi listen aldrig blev lagt ud, red.).
    Den drikker de så selv. De smider med hård hånd ni biler ud af det gode selskab, herunder den sidste luftkølede Porsche på listen, en grand prix-hvid 911 G. De to er rørende enige om, at det ganske enkelt er blevet for nemt med 911’ere. Og at de fleste, der har dem går for meget med kasket.
    Til gengæld står de to, efter endt oprydning, med hele 14 biler, der skal ind på listen. Dialogen er – udover 911-snakken – ganske sømmelig det meste af udsendelsen, selv da der er optræk til ballade med Mercedes 280SL (Stefan) og Mercedes 280SLC (Adam). De er dog rørende enige om at ændre deres egne regler og lukker hurtigt biler nyere end 2010 ind på listen: en sølv Jaguar F-Type Cabriolet og Alpine A110S (hvor farven Vert Normand vinder over Tulipe Noir).
    Du bliver med garanti skuffet, hvis du tror der er kommet en Lamborghini, Corvette eller MX-5 med på listen. Det sker ikke, men vi hører gerne fra jer, hvis I mener vi ellers har glemt noget, eller der er noget vi tager helt fejl med.
    Tak fordi I lytter med, liker og skriver!

    Wed, 16 Sep 2026
  • 98 - Verdens bedste Bilår #S12E1

    Sæsonen er i gang – Hvad er den bedste bilårgang nogensinde!

    Verden er af lave, og nye biler er kedeligere end nogensinde. Det behøver man ikke være midaldrende bilsnob for at mene. Men det hjælper.

    Med det som udgangspunkt har Bilsnobberne sat sig for at finde den ultimativt bedste bilårgang. Altså det år i historien, hvor man  kunne spankulere ind hos alle bilforhandlere og køre afsted i noget, der taler til hjertet og følelserne.

    Det sker ved Bilsnobbernes nu meget traditionsrige sensommerfest. Den er i år henlagt til landets mere østlige egne. Stefan Kaas, Mikkel Brodin og Adam Estrup er draget på social safari, og kørt tværs over øen for at besøge Brian Osbech i Dragør. (ude på højre side af København. Red.)

    Hvad var så verdens bedste Bilår, hvis nutidens biler ikke er det? Stefan vælger 1998, Mikkel 1993 og Brian 1989. Og Adam overrasker ingen ved at vælge et år, hvor de andre tre ikke var født endnu. Men hvor han dog allerede havde levet et fuldt liv, med både skråtobak for en skilling, tøndebåndsleg og maltbolcher.

    Det kommer der en del ud af, blandt andet voksenskældud til de, der ikke kan Mercedes’ modelkoder, og så selv følgelig en ikke lille mængde biler. 

    Lyt selv med og hør om du er enig i deres konklusioner. Tak fordi I lytter med, liker, og skriver!

    Thu, 27 Aug 2026
  • 97 - Bilsnobbernes Top 100 - Rolls Royce Phantom Coupe #S11E8

    Der er store biler, og så er der virkelig store biler. En af sidstnævnte – en Rolls Royce Phantom Coupe – er hovedperson i dette afsnit af Bilsnobbernes Top 100.
    Stefan Kaas indtager denne gang bilsnobbernes tilbagevendede rolle som inkarnationen af den automotive Piet van Deurs. Adam Estrup, der er novice udi det hæderkronede engang britiske mærke, lytter for en sjælden gangs skyld mest andægtigt til.
    Historien er også god. Og den er vigtig. Ikke mindst i en verden, hvor sportsvogne fra Modena bruger ratstilke, dørgreb og airconknapper fra en Punto og premiummærker kalder billige skærme for fremskridt for usselt at spare penge på fysiske knapper og almindelige brugervenlighed. I en Rolls Royce Phantom Coupé er der nemlig knapper af metal, rigtigt krom, ædelt træ og ikke mindst læder, der rent faktisk kan huske, at det har siddet på en ko – eller de 16, der vistnok går til for at aptere den store coupé.
    Bilen kostede så selvfølgelig også en god sjat mere end de fleste andre, men sådan er det. Stefan kommer også omkring det smukke i, at den nye V12 – naturligvis uden turboer eller anden uskøn motormekanik – har samme slagvolumen som den gamle V8’er fra Crewe, og at V12’eren har drejningsmoment nok til at gøre det irrelevant om du har sekstrins eller ottetrins gearkasse.
    Adam får lov at læse lidt op om den unge, yppige dame, der stod model til Spirit of Ecstasy og han kan også noget med oprindelsen til navnet Silver Ghost (fra en af hans biludstillinger fra da han var ung, red.).
    Sidst i udsendelsen kommer det altid spændende segment, hvor der bliver kastet med 12-sidede terninger for at finde ud af, hvilken bil næste Bilsnobbernes Top 100 næste udsendelse skal handle om. Alt dette – og en del mere – får du ved at lytte med til denne podcast.

    Thu, 02 Jul 2026
  • 96 - OSI - 8 års relativ ligegyldig italiansk industrihistorie #S11E07


    OSI – otte års relativ ligegyldig italiensk industrihistorie

    Den måtte komme. Bilsnobbernes måske mest kedelige podcast. Den du ikke behøver lytte til.

    Med mindre, altså, du vil høre Stefan Kaas og Adam Estrup bevæge sig ind i den let triste italienske automotive industrifortælling om Officine Stampaggi Industriali, OSI.

    Etableret i 1960 i Torino af en tidligere Ghia-chef for at bygge mindre serier for de store – Fiat, Ford & Alfa – får OSI en levetid på cirka otte år. I dem laver de lidt åbne Innocentier, et par sjove Alfaer, der hedder skarabæ, og cirka 10.000 underlige Michelotti-designede Ford Anglia.

    Den lille bilsmedie ender med at blive pænt berømmet for deres Ford OSI 20 M TS, der er en mindre kedelig tysk Taunus. Bilen er meget pæn i tre dele.Designeren var Sergio Sartorelli, der siden tegnede Fiat 126.

    OSIs medstifter var ud af Olivetti-familien, men det redder ikke OSI fra at gå konkurs i 1968. Og det var så det. Finito.




    Thu, 11 Jun 2026
  • 95 - Indbegrebet af Alfa Romeo #S11E06

    Indbegrebet af Alfa Romeo - Hvilken model fortæller præcist, hvad Alfa Romeo er og står for?
    Det er ikke nødvendigvis den dyreste, hurtigste eller mest kendte Alfa, men den model, der stiller med mest milanesisk DNA.
    Dette auto-eksistentialistiske spørgsmål giver tre inkarnerede bilsnobber deres bud på i denne udgave af Bilsnobberne. Hele panelet har naturligvis kørt Alfa Romeo, dog ligger Adams sidste Alfa Romeo vist nok tilbage i tiden, en gang før både VM i Mexico, Kartoffelkuren og TV2. Hvilket dog ikke holder ham tilbage fra at mene noget. Altså det han selv kalder en bedre tid, vi andre fortid.
    Tilgangen og analysen er forskellig, valgene delvist varierende, men de tre – Mikkel Brodin, Adam Estrup og Stefan Kaas – er dog helt enige om tre ting: Farvevalg: Rosso Alfa Fælge: Standard Campagnolo Fremtid: No future
    De starter fra starten, dvs. i 1910, og Adam får, som Bilsnobbernes Piet van Deurs, nøjagtig tre minutter til at bringe historien op i nærheden af mands minde. Det lykkes nogenlunde og med kun ganske få tilråb fra Mikkel og Stefan.
    Vi kommer i udsendelsen desuden gennem tekniske lyksaligheder som Twin Spark og transaksler, en kortere diskussion om velour kontra fløjl samt spørgsmålet om, der vitterlig er flere kurver på et skakbræt end på en Alfa 75?
    Lyt med og find derudover ud af, hvilken bilsnobs model, der vinder. Og lad os høre hvad dit bud på den mest rigtige Alfa Romeo er? Kan den have anden farve end Rosso Alfa?
    Tak fordi I lytter med, liker og skriver.

    Wed, 29 Apr 2026
Afficher plus d'épisodes