Filtrer par genre
Litteratur skal ikke være skøn. Litteratur skal være beskidt, mærkelig og farlig. Litteratur skal forandre verden. Fra Pippi Langstrømpes oprør mod de voksne og Harry Potters genfortrylning af verden — over Yahya Hassans eksplosive digte og Suzanne Brøggers angreb på kernefamilien, til 1984’s klaustrofobiske overvågningsverden og fatwaen mod Salman Rushdie. Lyt med, når oprørske læsere og kompromisløse forfattere læser og taler om de Brændende Bøger.
- 69 - The Game: Hemmeligheden bag at score kvinder
Bogen “The Game” - skrevet af den amerikanske journalist Neil Strauss - blev ved udgivelsen i 2005 lynhurtigt en international bestseller og snart brugt som bibel for en generation af unge mænd, der forfører kvinder med indøvede strategier, der næsten nærmer sig matematiske formler.
De fleste af disse 'scoretricks' er dog et udtryk for tydelig misogyni, ren manipulation og en datingkultur, hvor man "forbruger" hinanden.
Derfor taler vi i dagens afsnit af "Brændende Bøger" med Mathias Stilling der læste bogen som teenager, om bogens tiltrækningskraft, hvordan det var at bruge dens scoretricks på virkelige mennesker, og om det kvindesyn, der ligger bag.Thu, 25 Apr 2024 - 68 - Kunsten at glædes
Hvor mange normer om parforhold, familiekonstellationer og sex-manuskripter kan én person ødelægge, alene gennem sin frihedstrang, sin sex- og livslyst?
Med forlæggeren af den genopdagede klassiker “Kunsten at glædes”, Louise Dorthea Vind, der var for voldsom til samtidens Italien, sætter vi fokus på hovedpersonen Modesta’s seksuelle udvikling, fra den spæde opdagelse til ejerskabet over sin seksualitet, der stod i livslang opposition til Siciliens og Italiens moralkodeks i det 20. århundrede.Fri, 19 Apr 2024 - 67 - Adam i Paradis
I 1914 skaber den danske maler Kristian Zahrtmann maleriet "Adam i Paradis". Her ser vi en ung, smuk og muskuløs Adam omgivet af de skønneste planter, de vildeste farver.
Men hvilke meninger knytter der sig til et maleri, der på flere måder dyrker den unge mands skønhed? Var Kristian Zahrtmann selv homoseksuel? Og hvorfor brugte den danske forfatter Rakel Haslund-Gjerrild brugte seks år af sit liv på at skrive om maleren fra Rønne?
I det afsnit af "Brændende Bøger" taler vi med Rakel om hendes prisvindende værk "Adam i Paradis" fra 2021. En roman som, udover at nærme sig malerens liv, undersøger, hvordan det var at være homoseksuel i Danmark dengang lægen ville behandle dig for det, og politiet vide, hvem du senest har onaneret sammen med.Thu, 11 Apr 2024 - 66 - Kan nekrofili være kærlighed?
Nekrofili. Et mystisk og dybt taburiseret område af seksualiteten, som kun de færreste har turde forsøge at forstå. Ikke desto mindre er det emnet i den franske skandaleforfatter Gabrielle Wittkop’s “Nekrofilen”, fra 1972.
Men hvordan i alverden opstår en "fetish" som nekrofili, og hvordan påvirker det et liv at ville udleve den? Kan det virkelig ses som en form for kærlighed, som vores fortæller påstår, og hvorfor ønsker man overhovedet at udgive en bog om netop dette emne?
Lyt med, når vi sammen med forlægger fra Forlaget Sidste Århundrede, Mads Peder Lau Pedersen, snakker om "Nekrofilen".Thu, 04 Apr 2024 - 65 - Hvad er din ynglingsbog og hvorfor?
I det sidste afsnit af “Brændende Bøger” sendt live på 24syv, ringer vi til nogle af de læsere, der har gæstet programmet og spørger hvilke bøger, der har påvirket dem mest, deres ynglingsbøger. Hør blandt andet brandtaler for:
Stormfulde Højde, Emily Brontë
Hyperion, Dan Simmons
Ulysses, James Joyce
Arv og Miljø, Vigdis Hjorth
Ærlige Vers, José Martí
Pan, Knud Hamsun
The Dispossessed, Ursula K. Le Guin
Mrs. Dalloway, Virginia Woolf
Lolita, Vladimir Nabokov
City Slang, Søren Ulrik ThomsenThu, 28 Mar 2024 - 64 - Candide; eller - Overlevelsesguide til en ond verden
Hvordan forklarer man det onde i verden?
Voltaires verdenskendte hovedperson Candide får i løbet af sit liv en lang række tæv - Først bliver han tvunget væk fra sin elskede, dernæst sendt i krig, ramt af et jordskælv, og senere, dømt til døden. Alligevel gør det ham ikke så meget. Vi skal være taknemmelige, forklarer han, for vi lever trods alt i den bedste af alle verdner.
Lyt med, når vi sammen med Nanna Schmidt Nordestgaard spøger, hvorfor Voltaire insisterer på at lade Candide møde alt det dårlige i verden, og, hvilke tips til overlevelse vi selv kan finde i denne en af verdenshistoriens sjoveste bøger.Thu, 21 Mar 2024 - 63 - Hærværk
I “Hærværk”, Tom Kristenens roman fra 1930, finder vi en fortælling om København i 20’erne, digterdrømme, drabelig alkoholisme, og et håb om, at der findes noget kreativt og brugbart i forfaldet. Her venter slåskampe og kønssygdomme, kommunister og misogyni, arrogante journalister og forliste skæbner, alt sammen skrevet i et jazz’et, næsten nutidigt sprog.
Men hvad i bogen er sandt og hvad er falsk i forhold til forfatterens eget liv? Er København nogensinde blevet vildere beskrevet i dansk litteratur, og hvorfor kaster vores kære hovedperson, Ole Jastrau, sig ud i forfaldet, i hærværket, uden at se sig tilbage?
Lyt med, når vi sammen med Elizabeth Blicher dykker ind i en ikonisk dansk klassiker.Thu, 14 Mar 2024 - 62 - Det Kommunistiske Manifest
Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse.
Sådan lyder de allerførste ord i “Det Kommunistiske Manifest” fra 1848, skrevet af Friedrich Engelsk og Karl Marx for at udarbejde et teoretisk og praktisk partiprogram til det kommunistiske parti.
I dag står manifestet tilbage som en af mest betydningsfulde tekster i verdenshistorien. Skrevet i en selvsikker og endda sassy stil, spøger dens argumenter og analyser stadig.
Men hvordan skriver manifestet en ny verdenshistorie på knap 40 sider? Har teksten overhovedet noget at gøre med litteratur, og hvorfor er forfatterne så sikre på kommunismens uundgåelige sejr?
Lyt med, når vi snakker med professor Mikkel Bolt om "Det Kommunistiske Manifest".Thu, 07 Mar 2024 - 61 - Mein Kampf
I Adolf Hitlers autobiografiske manifest fra 1925, “Mein Kampf", finder man opskriften på den nazistiske ideologi, som ledte til 2. Verdenskrig. På uhyggelig vis forudser den Holocaust, Tysklands annektering af Østeuropa og den totale krig som snart blev til virkelighed.
Hitler dikterede bogens 700 sider til sin sekretær, mens han sad fængslet for højforræderi efter et kupforsøg. Den blev så stor en succes, at den i 1943 var udkommet i mere end 10 millioner eksemplarer. Indtil 2. Verdenskrig slutter, hvor den pludselig står tilbage på tyskernes boghylder som et urørligt dokument, der var forbudt at udgive.
Lyt med, når vi sammen med lektor Moritz Schramm spørger, hvad står der rent faktisk i "Mein Kampf", hvilken indflydelse manifestet fik I Tyskland, og om vi burde eller ikke burde forbyde bogen den dag i dag.Thu, 29 Feb 2024 - 60 - Oplysningsfilosofi eller menneskefjendsk porno?
I Marquis de Sades romaner fra slutningen af 1700-tallet, imens den franske revolution samtidig var på sit højeste, møder vi den mest ekstreme og grænseoverskridende pornografiske litteratur, der nogensinde er skrevet: Vi snakker om sex blandet med voldtægt, tortur, pædofili, nekrofili, mord. Sadisme.
Men samtidig finder man i de Sades bøger en lige så ekstrem vilje og lyst til at bryde fri fra alle verdens hierarkier, normer og regler. En slags oplysningsfilosofi kørt ad absurdum.
Lyt med, når vi sammen med forfatter Sidsel Sander Mittet spørger, om det er filosof eller afstumpet porno. Når vi undersøger, hvordan de Sades egen historie hænger sammen med Frankrigs historie, og hvorfor bliver han ved med at fascinere os den dag i dag.Thu, 22 Feb 2024 - 59 - Sodoma og Europa
En bacille er sluppet løs i Europa. Dem der smittes af den, oplever meningsløshed, en mangel på retning, og en følelse af, at apokalypsen nærmer sig. Europa er døende.
Den såkaldte eurobacille er det gennemgående motiv i den fransk-tyske digter og forfatter Yvan Golls tre romaner: “Eurobacillen” fra 1927, “Ned med Europa” fra 1928, og “Sodoma og Berlin” fra 1929. Her er mellemkrigstidens apati, vanvid og kaos i fokus.
Men hvorfor er Europa og dets gamle kultur ved at dø? Og skal man som personligt modsvar læne sig tilbage og nyde forfaldet, hengive sig til dekadencen? Og er bøgerne en satire over samtiden, eller en profeti over fremtiden?
Lyt med, når vi sammen med oversætter Adam Poulsen taler om en vild Europa-triologi, der kun for nyligt er blevet genopdaget og udgivet på dansk.Thu, 15 Feb 2024 - 58 - Satyrikon
“Det, som er tilladt, afskyr man. Sjælen er ude på at fare vild og elsker at krænke."
I den antikke satiriske roadroman, Satyrikon, følger vi tre venner, elskere og rivaler, som rejser og/eller flygter ned gennem italien i det første århundrede.
De er fattige, sultne og liderlige, og skal hustle sig igennem hverdagen for at overleve. De stjæler, bliver voldtaget og bytter hele tiden roller, imens et luksuriøst og hyklerisk romersk klassesamfund åbenbarer sig for os.
Lyt med, når vi sammen med lektor Christian Dahl spørger, hvordan det er muligt, at dens beskrivelser af sex og ombytning af heriarker stadigvæk både kan tænde og få os til at rødme den dag i dag - knap 2000 år efter den udkom? Hvem var forfatteren til den ekstremt fragmenterede bog, og hvordan har Satyrikon i det hele taget påvirket vores syn på antikken?Thu, 08 Feb 2024 - 57 - Herman Bangs forbudte debutbog
"Litteraturens Krav paa Frihed maa bøie sig for Samfundets Krav paa Tugt"
Tugt betyder opdragelse og sådan lød politiets begrundelse, da man i 1881 beslagslagde Herman Bangs debutroman, Haabløse Slægter. Bang var kun 23 år gammel, og snart stod han til to års fængsel imens bogen kom for retten. Det endte dog med, at den delvist selvbiografiske bog herfra kun udkom i en stærkt censureret version, og som følge stort set blev glemt i mange år.
I dagens afsnit af “Brændende Bøger” skal vi sammen med historiker og forfatter, Lars Henriksen, tilbage i tiden for at forstå, hvad der præcist gjorde debutbogen ulovlig. Samtidig mindes vi en særlig dansk forfatter, som blev født på Als, men døde på mystisk vis i Utah, USA, og som igennem sit liv mødte megen modgang, homofobi, kritik, men også fik stor berømmelse og betydning for dansk litteratur. Inden vi til sidst undersøger om vi kan, og bør(!), rejse et museum for Herman Bang.Thu, 01 Feb 2024 - 56 - Kongens Fald
Selv når man er færdig med at læse Johannes V. Jensens klassiker fra 1901, kan man godt være i tvivl om, hvad man lige har læst, hvad den rent faktisk handlede om.
Alligevel er bogen flere gange blevet udråbt til den bedste danske roman fra det 20. århundrede. Billedsproget, metaforerne og musikaliteten i teksten fremhæves som noget af det vildeste i det danske sprog. Samtidig følger vi den hævngærrige drømmer Mikkel Thøgersen, som ved siden af Kong Christian d. 2. oplever nogle af de største begivenheder i Danmarkshistorien ved siden af Christian d. 2.
Men hvorfor er det så svært at få hold på handlingen? Hvorfor fokuserer Jensen så meget tilværelsens mest dystre fænomener i form af hævn, mord, voldtægt, krig, meningsløshed, død? Og er det Danmarks bedste roman?Thu, 25 Jan 2024 - 55 - 1984 vs. Fagre Nye Verden
Hvilken fremtid er mest uhyggelig? Den, hvor dit mest intime privatliv overvåges af et straffende tankepoliti? Eller den, hvor al personlig frihed er druknet i sexorgier og euforiserende stoffer?
“Fagre nye verden” og “1984”minder om hinanden. Udgivet med kun 17 års mellemrum, er de skrevet af englændere og handler begge to om politiske systemer, som i fremtiden øger kontrollen over vores liv. Men er alligevel har de vidt forskellige idéer om, hvordan fremtiden kommer til at se ud og hvordan kontrollen vil foregå. Mens Big Brothers altseende øjne holder mennesket i kort snor i 1984, så har systemet i Fagre Nye verden fjernet enhver individuel frihed ved at overstimulere vores sanser.
Lyt med, når vi sammen med filosof Carsten Fogh Nielsen diskuterer forskelle og ligheder, og hvilken af de to ikoniske dystopier der bedst forudså fremtiden.Thu, 18 Jan 2024 - 54 - Harry Potter
Kan du forestille dig en verden uden Harry Potter? Uden Hogwarts, Dumbledore og Voldemort?
Siden “Harry Potter og de vise sten” udkom tilbage i 1997, har millioner af børn og unge mennesker delt en helt unik og magisk forestillingsverden. Bogserien blev lynhurtigt til den mest sælgende nogensinde; samtidig fik fantasy-genren et selvtillidsboost, der måske aldrig før er set, imens millioner af Harry Potter-fans stadig i dag taler om bøgerne som den største læseoplevelse i deres liv.
Lyt med, når vi sammen med litterat og fan, Klaus Brix Andersen, taler om hvorfor og hvordan barnet med lynet i panden påvirkede en hel generation.Thu, 11 Jan 2024 - 53 - Dit og Dantes helvede
Hvis du nogensinde har frygtet, at en syndig handling begået i dette liv, vil straffe dig i det næste, dybt nede i et helvede fuld af ild og mærkelige væsner, så er det muligt, at du har fået den idé fra “Dantes guddommelige komedie”.
Udkommet for mere end 700 år siden, er det fortællingen om Dante, som, ledsaget af hans litterære helt Virgil og hans romantiske crush Beatrice, rejser igennem de tre katolske dødsriger: Helvedet, Skærsilden og Paradiset.
Lyt med, når vi sammen med oversætter og forfatter Thomas Harder taler om den ekstremt indflydelsesrige bog, for at forstå, hvorfor Dante begiver sig ud på denne rejse, og hvordan bogen har påvirket vores egen forestilling om helvedet.Thu, 04 Jan 2024 - 52 - Hvorfor brænder man stadig bøger?
Da programmet "Brændende Bøger" startede for et år siden, var det svært at forudsige, hvor bogstavelig titlen skulle vise sig: Man brænder nemlig stadig bøger af i 2023.
Både i Danmark, hvor vi fik den meget omtalte koranlov, men bestemt også i USA, hvor man de sidste 12 måneder har forbudt og brændt historisk mange bøger på skoler og offentlige biblioteker.
Derfor skal vi i denne nytårsspecial skabe os et overblik over litteraturens status, når de kommer til modstandspotentiale, censur og brændbarhed. Sammen med satire- og censurforsker, Dennis Brink Meyhoff, spørger vi, hvorfor netop bøger regnes for farlige, hvilke emner der ikke må skrives om, og hvilken betydning det kan få for litteraturen i fremtiden.Thu, 28 Dec 2023 - 51 - Rejse til nattens ende
Hvad lærer man om livets mening ved at vandre igennem en meningsløs verden?
I 1932 udgiver den franske forfatter Louis Ferdinand Céline sin debutroman: "Rejse til Nattens ende". Fortalt i et råt hverdagssprog følger man fortælleren Bardamu, som oplever første verdenskrig på egen krop, mærker den europæiske kolonialisme i Afrika, kapitalismen i USA, inden han rejser hjem til Frankrig igen. En dyster, uhyggelig og alt for realistisk verden, som efterlader læseren med en mistet tro på humanisme, oplysning og fremtiden.
Samtidig er Celine selv en meget kontroversiel forfatter. Frem mod anden verdenskrig skrev han antisemitiske pamfletter, og advokerede for en alliance mellem Frankrig og Nazityskland. Da krigslykken vendte, flygtede han sammen med sin hustru, kat og andre nazister til Danmark, hvor han endte i Vestre fængel.
Lyt med, når vi sammen med forfatter og dramatiker Jokum Rhode spørger, om der overhovedet findes nogen mening med livet i bogen, som også kaldes en nihilistisk dannelsesroman, og hvorfor vi trods kontroverserne skal blive ved med at læse Céline i dag.Thu, 21 Dec 2023 - 50 - Pigedyr
I 2022 udkommer den danske forfatter, Cecilie Lind, med “Pigedyr”. En bog, der ofte er blevet kaldt en Lolita-fortælling set fra pigens perspektiv.
I bogen følger vi nemlig Sara, der fortæller om hendes problematiske og ret klaustrofobiske barndom og teenage-år, om hendes destruktive venskab med veninden Rosa, og frem for alt, hendes forelskelser i to mænd, langt ældre end hende selv.
Hun begærer mændene, bruger bevidst sin seksuelle magt over dem, mens føler sig samtidig spærret inde i deres ejerfornemmelser, begær og manglende evne til at passe på hende.
Lyt med, når vi spørger Cecilie Lind, hvad gør det ved et menneske at føle sig seksuelt begæret og objektiviseret. Hvordan både skønhed og seksualitet kan omsættes til magt. Og hvorfor vores samfund og kultur stadig er så fikseret på den purunge pige.Thu, 14 Dec 2023 - 49 - Verden af i går
Dagen inden forfatteren Stefan Zweig sammen med sin kone begik selvmord i deres eksil i Brasilien 1942, afleverede han erindringsbogen “Verden af i går” til sin forlægger.
Bogen er et portræt af en generation, som voksede op i en tryg og mangfoldig verden før verdenskrigene, kendetegnet af en stor passion for kunst, af optimisme og en stærk tro på, at fremtiden bliver endnu bedre end fortiden.
Denne verdensorden lider et dystert og uopretteligt knæk med 1. og 2. verdenskrig. Personligt går jøden Stefan Zweig fra at være en de mest læste og berejste forfattere i verden, til at miste ikke kun sit barndomsland og statsborgerskab, men også forfatterskabet, der bliver forbudt og brændt af nazisterne, inden han selv flygter ud af Europa.
Lyt med, når vi sammen med forfatter Jens Christian Grøndahl spørger, hvad er det for en verden, der for altid gik tabt i 1914. Hvordan verdens to selvmord påvirkede den apolitiske og pacifistiske forfatter, og hvad bogen fortæller os om vores egen uhyggelige tid.Thu, 07 Dec 2023 - 48 - Stemmer fra deporteringslejren
Har du hørt om Kærshovedgård? Ved du hvem der bor der, og hvorfor? Ved du, om man overhovedet kan bo der?
I den nyudkomne tegneserie “Fortællinger fra Kærshovedgård” hører vi otte mennesker fortælle om deres liv på Kærshovedgård Udrejsecenter, hvor de bor på ubestemt tid efter at være blevet nægtet asyl i Danmark.
Centrene beskrives som et fængsel, reglerne som umenneskelige, for Kærshovedgård har et specifikt og bevidst udtalt formål: At gøre forholdene så dårlige, at man presser folk til selv at rejse rejse hjem.
Lyt med, når vi sammen med tegner, forlægger og en af mange initiativtager til bogen, Erlend Hjortland Sandøy, taler om en bog med stemmer indefra en af de mest uhyggeligste institutioner i Danmark.Thu, 30 Nov 2023 - 47 - De sataniske vers
Det sker efterhånden meget sjældent i den moderne litteraturs historie, at en bog bliver forbudt, dømt blasfemisk, brændt af, og ender i centrum for en global diskussion om ytringsfrihed, religion og kulturforskelle. Det sker heller ikke ofte, at en forfatter bliver truet på livet og forsøgt dræbt på baggrund af sine ord, og at vi som læsere bliver mindet om litteraturens magt i den virkelige verden.
Det blev imidlertid tilfældet, da den indiskfødte britiske forfatter Salman Rushdie i 1989 fik udstedt en fatwa af Ayatollah Khomeini, som opfordrer alle til at dræbe både Rushdie, oversætterne og forlæggerne af hans bog “De Sataniske Vers”. En dødsdom, der stadig hænger over ham i dag.
Men hvad var det præcist i “De Sataniske Vers”, der vakte så stor vrede? Hvilken betydning fik dødstruslen for Rushdies liv, og har den overhovedet noget at gøre med hans litteratur?Thu, 23 Nov 2023 - 46 - Mellem litteratur, fremtidsspådom og socialdemokratisk politik
I Kaspar Colling Nielsens bøger virker han til at teste, hvordan Danmark ville klare det, hvis man skruede en tand op for katastrofegraden: Hvad der ville ske, hvis klimaforandringerne, flygtningekrise og økonomisk ulighed eskalerede voldsomt i en nær fremtid? Ville vi starte en borgerkrig? Skabe rigmandsghetto’er og deportere flygtninge? Vil Danmark blive glemt i en ny verdensorden?
Samtidig er hans litteratur og eget liv blevet blandet sammen med virkelig politik: Regeringens planer om et modtagecenter i Rwanda er på flere måder en tro kopi af forestillingen om en dansklejet flygtningelejr i Mozambique i bogen “Det europæiske forår”. Derudover har han som en af ganske få skønlitterære forfattere været taleskriver i ministeriets tjeneste.
Men hvad kan vi lære om Danmark af Kaspar Colling Nielsens fremtidsforestillinger? Er han i virkeligheden en skjult ideolog for socialdemokratiet? Og hvordan har han det selv med, at nogle af hans mere dystopiske fiktioner kan blive til virkelighed?Thu, 16 Nov 2023 - 45 - “Jeg ville foretrække at lade være”
Sådan lyder skriveren Bartleby's ikoniske svar, når hans arbejdsgiver beder ham om at passe sit arbejde. Igen og igen gentager han det, og hvad skal chefen svare til det?
Herman Melville's novella "Skriveren Bartleby" fra 1853, er inden for de seneste årtier blevet genopdaget og brugt af filosoffer og venstreorienterede protestbevægelser som et forbillede, når det handler om at forstå og bekæmpe kapitalismens magt over os. Med sin passive modstandskamp har Bartleby inspiret Occupy Wall Street-bevægelsen og Quiet Quitting-trenden, og som en af de første litterære værker haft fokus på mentalt helbred på arbejdspladsen.
Lyt med, når vi sammen med oversætter Klaus Brix Andersen spørger, hvorfor Bartleby foretrækker at lade være, hvordan den yderste konsekvens af hans modstandskamp ser ud, og hvordan vi kan bruge hans credo i vores eget liv.Thu, 09 Nov 2023 - 44 - Utopia
På øen Utopia er der lighed mellem mennesker. Her arbejder man kun 6 timer om dagen, resten af tiden dyrker man “åndelig idræt”. Her er der respekt for de ældre, og selv slaverne elsker at bo i landet. Her findes ingen pengeøkonomi, ingen fattigdom, hverken krig eller fænglser. Befinder vi os mon i den bedste af alle verdner?
Skrevet af den engelske statsmand og forfatter Thomas More i 1516, ligger Utopia navn til en hel genre for spekulativ politiske litteratur, hvor man stiller sig selv det farligste af alle spørgsmål: Hvad nu hvis… verden så sådan her ud?
Men hvad er det for et samfund Utopia mere præcist drømmer om? Og er drømmen om et samfund, hvor alle mennesker ligner hinanden på en prik i virkeligheden en satire over selve idéen, at man nogensinde kan skabe det perfekte samfund? Og kan vi finde utopiske træk i vores samtidslitteratur?
Lyt med, når vi sammen med lektor i litteraturvidenskab Tue Andersen Nexø snakker om en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige og fritsættende bøger.Thu, 02 Nov 2023 - 43 - Tove Ditlevsen
Med arbejderbaggrunden fra Vesterbro, fire stormfulde ægteskaber, afhængigheden og lange perioder med indlæggelse på psykiatriske hospitaler, levede Tove Ditlevsen ikke noget nemt liv. Alligevel blotlagde hun det meste af det for os alle at læse. Gennem digtsamlinger, romaner, børnebøger og erindringsbøger mediterede hun over sin skæbne på godt og ondt, indtil hun begik selvmord i 1976.
Men hvad er det præcist, der gør hendes litteratur så stærk, at vi stadig læser hende i dag? Hvordan har synet på Tove Ditlevsen og hendes forfatterskab ændret sig gennem tiden, og hvad kan vi lære af at kende til hendes private liv?
Lyt med, når vi sammen med forfatter Anne Lise Marstrand Jørgensen tegner et nyt portræt af en af Danmarks mest læste og omdiskuterede forfattere.Thu, 26 Oct 2023 - 42 - Det racistiske højres bibel
Skrevet af den amerikanske neonazist, William Luther Pierce, oplever vi i bogen “The Turner Diaries” et fremtidigt USA, hvor en atom- og racekrig ender med at udrydde alle mennesker som ikke tilhører den hvide, ariske race.
FBI har kaldt bogen for det racistiske højre bibel, og samtidig bliver den kodet sammen med mere end 40 terrorist-angreb og hadforbrydelser, som har slået mindst 200 mennesker ihjel. Den fortsatte udgivelse af “The Turner Diaries” har derudover været i centrum for en debat om censur, og bogen er i dag ulovlig i både Canada og Tyskland, ligesom man ikke længere kan opstøve den på Amazon.
Men hvad er det for et verdenssyn bogen beskriver? Hvad bliver ifølge forfatteren konsekvenserne af at udkæmpe en racekrig, og hvorfor skal vi læse bogen trods af dens ekstremt racistiske idéer?
Lyt med, når vi sammen med journalist Simon Porse snakker om en af de mest uhyggelige og ekstreme politiske fantasier i vores tid.Thu, 19 Oct 2023 - 41 - Min kamp
Mellem 2009 og 2011 skriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård sit mest kendte værk med den provokerende titel, “Min kamp”.
Bøgerne vakte dog ikke kun skandale på grund af den tydelige reference til Hitler. Først og fremmest blev bøgerne en sensation, fordi han skabte et radikal ærligt værk om sin egen person. Som læsere bliver vi inviteret helt ind i hans mest private minder, pinlige fejl og ufiltrerede tanker om sig selv og sine nærmeste relationer.
Men hvad får Knausgård ud af at skrive 4000 sider om sig selv? Hvorfor insisterer han på at stirre på det uperfekte i mennesket, og hvorfor er han så optaget af Hitler?
Lyt med, når vi sammen med forfatter og anmelder Bo Heiman diskuterer et af de mest grænsesøgende og ambitiøse værker i vores tid.Thu, 12 Oct 2023 - 40 - Hvem er Jon Fosse?
Særudsendelse om nobelprisvinderen i litteratur 2023, den norske dramatiker og forfatter, Jon Fosse. Ifølge akademiet modtager han prisen for “hans innovative skuespil og prosa som giver stemme til det, der ikke kan siges.”
Men hvad er det præcist, han giver stemme til? Hvad gør hans skrivestil så speciel og hvem er han overhovedet, denne norske forfatter?
Lyt med når vi sammen med Fosses danske forlægger gennem mere end tyve år, Arild Batzer, snakker om langsommelighed, fødsel og død, gentagelser, nynorsk, mangel på punktummer og mysticisme i Jon Fosses forfatterskab.Tue, 10 Oct 2023 - 39 - Fri os fra kærligheden
I 1973 udkommer Suzanne Brøggers debutbog, essaysamlingen “Fri os fra kærligheden”. Et sylespidst og ekstremt uforsonligt angreb på et af de mest personlige og intime områder i vores liv, nemlig den måde vi indretter vores kærlighedsliv på.
I centrum for hendes kritik står kernefamilien, monogami og ægteskabet, som vi stadig dyrker trofast den dag i dag, 50 år senere, uden at de nødvendigvis gør os lykkelige. Men hvad er det ved de tre fænomener, hun mener spænder ben på kærligheden? Kan man forestille sig en anden måde at dyrke kærligheden på, og hvordan passer hendes idéer på samtiden i dag?
Lyt med, når vi sammen med Nanna Schmidt Nordestgaard og Klaus Brix Andersen taler om den potentielt mest samfundsundergravende bog, der nogensinde er skrevet på dansk.Thu, 05 Oct 2023 - 38 - Døde Sjæle
Alene titlen på bogen var for meget. Sjæle eksisterer ifølge kirken for evigt, så hvorfor skulle den russisk-ukrainske forfatter Nikolaj Gogol få lov til at trykke en bog om en mand, der handler med døde sjæle — et andet ord for afdøde slaver.
I Gogol’s ufærdige mesterværk, “Døde Sjæle” fra 1842, ankommer Pavel Ivanovitj Tjitjikov til provinsbyen N.. Snart begynder han at opsøge alle godsejerne i nærheden, for at købe de af deres stavnsbundne bønder, som er døde siden den sidste skatteoptælling.
Men hvorfor vil ønsker han overhovedet at opkøbe døde slaver? Er der en grund til at Gogol sammenlignede sin fortælling om livet i Ruslands provins med helvedet? Og hvorfor brændte han den anden del af sin planlagte triologi, inden han sultede sig selv ihjel en uge senere?
Lyt med, når vi sammen med fan og forlagschef på Gyldendal, Simon Pasternak, og bogens ironiske fortæller langt ud i den russiske provins, start 1800-tallet, for dér at møde et galleri af nærige, forfængelige, smålige, grove, voldelige, løgnagtige, alkoholiserede og direkte amoralske karakterer. En vidunderlig morsom satire over den russiske folkesjæl, når den viser sig fra sin grimmeste side.Thu, 28 Sep 2023 - 37 - "Please, sir, I want some more"
En af de mest kendte scener i den engelske forfatter Charles Dickens forfatterskab er, da den 9-årige Oliver Twist, opvokset i et såkaldt workhouse, rejser sig op efter at have spist sit sparsomme måltid og siger: “Please, sir, I want some more”.
Hans spørgsmål vækker en enorm vrede, for hvordan kan man som et fattigt og forældreløst barn tillade sig at bede om mere, når staten allerede tager sig af en?
Ønsket om en forbedret tilværelse og viljen til at række ud efter den, delte Oliver med sin forfatter, Charles Dickens. I bøger som “Oliver Twist”, “David Copperfield”, “Store forventninger” og “Bleak House” løber en syleskarp kritik af de mest problematiske sociale forhold i det engelske samfund. Med beskrivelserne af børnearbejde, vold, sygehusvæsenet og det pilrådne juridiske system, chokerede han ikke kun sin samtid, men ændrede faktisk lovgivningen til det bedre.
Lyt med, når vi sammen med formanden for Dickens Selskabet i Danmark, Lise Lotte Frederiksen, snakker om en paradoksal og verdenskendt forfatter; om drabelige og pilrådne institutioner; korrupte sagfører; Londons tåge; social ulighed i både fortiden og nutidens England, og om hvordan Dickens forbedrede sociale vilkår med sin litteratur.Thu, 21 Sep 2023 - 36 - On the Road
Ifølge legenden tapede den amerikanske forfatter Jack Kerouac i april 1951 en masse papirer sammen, indtil de udgjorde en 37 meter lang rulle. Så satte han dem i sin skrivemaskine og skrev på kun 3 uger en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige romaner på 320 sider, romanen “On the Road.”
I bogen findes der ingen afsnit, intet linjeskift, kun én sammenhængende mur af tekst, som inkluderer stavefejl, skrig, jazz og fart omsat til skrift. Kort fortalt er det historien om Jack og hans venner, heriblandt den vilde og ikoniske Neal Cassady, som farer frem og tilbage over USA, fra østkysten til vestkysten og tilbage igen. De kan ikke selv forklare hvorfor, de ved kun, at ikke føler sig til rette i efterkrigstidens USA, og må ud på vejen for at lede efter svar.
Lyt med, når vi sammen med Lasse Yde Hegnet taler om den ultimative roadroman, der inspirerede musikere, forfattere og hele hippiebevægelsen. Når vi spørger hvorfor Kerouac måtte opfinde et ny sprog og skrivestil med plads til jazz, improvisation og fart; hvem beat-generation var, og hvorfor “On the Road” var for voldsom til at blive udgivet i sin originale form.Thu, 14 Sep 2023 - 35 - Krigens poesi
I Ukraines krig mod Rusland kæmpes der også med kultur og kunst. Mens Rusland har postet milliarder af rubler i kulturen, er poesien blevet en udbredt måde at dele krigserfaringer på i den ukrainske befolkning. Mens en hjemmeside har indsamlet over 30.000 digte skrevet af almindelige mennesker, findes også historien om Pavlo Vysjebaba - digter og korporal ved fronten - som læser op for soldaterne for at styrke sammenholdet.
Samtidig er flere forfattere og digtere på Ruslands formodede liste over folk, der skal likvideres. De ved godt nemlig godt, hvilken magt og rolle poesien har spillet gennem flere århundreder for Ukraines uafhængighed.
I dagens afsnit af “Brændende Bøger” taler vi med journalisten Andrey Kazankov og forsker i russisk desinformation og propaganda, Valentyna Shapovalova, om poesien som hjælp, magtværktøj og modstandskraft.Thu, 07 Sep 2023 - 34 - Hvordan blev Tolkien den moderne fantasy-genres fader?
Lørdag d. 2 september 2023 er det præcis 50 år siden at den engelske forfatter, John Ronald Reuel Tolkien, døde. Siden dengang er der ikke kun udkommet talrige posthume historier fra hans hånd, men også et mindre hav af akademiske afhandlinger, fan-fiction, film og tv-serier, som bliver ved med at opretteholde Tolkiens ry som faderen af fantasy-genren.
Men hvad er det ved historierne om hobbitterne, der udøver så stærk en tiltrækningskraft på os? Hvor fandt Tolkien inspirationen til sit ekstremt detaljerede univers? Hvorfor dyrkede hippierne ham som en kultleder, og hvordan har hans få bøger påvirket vores populærkultur?
Lyt med, når vi sammen med forfatter og oversætter Jakob Levinsen går i dybden med et af mest ambitiøse, paradoksale og indflydelsesrige forfatterskaber, og spørger, hvorfor det for altid har ændret vores syn på litteraturen.Thu, 31 Aug 2023 - 33 - Hvorfor vil Asta Olivia Nordenhof skrive 7 bøger om Scandinavian Star?
“Djævlebogen”. Sådan lyder titlen på det andet bind i forfatteren Asta Olivia Nordenhofs længe ventede romanserie, der har Scandinavian Star som hovedmotiv. På bagsiden beskrives bogen som noget så sjældent som en erotisk gyser, og en roman om kærlighed i kapitalismens tidsalder.
Men hvad har mordbranden på Scandinavian Star med djævlen at gøre? Hvordan påvirker økonomiske omstændigheder vores inderste og mest intime relationer? Og kommer vi til at ende kapitalismen?
Lyt med, når vi sammen med Asta Olivia Nordenhof taler om djævlen, penge og skriveprocessen i fortsættelsen på den måske mest ambitiøse romanserie i vores tid.Thu, 24 Aug 2023 - 32 - 2666 - kvinderne og kunstens kirkegård
I 1993 begynder der at dukke flere og flere lig af døde og unge kvinder op ved grænsen mellem USA og Mexico, i byen Ciudad Juarez. Herfra fortsætter brutaliteten hele vejen op gennem 90’ og 00’erne, indtil byen i 2008 havde den højeste mordrate i hele verden.
Men hvorfor er det lige netop unge kvinder, der bliver myrdet? Hvad er der ved denne grænseby, der gør den så voldelig? Og hvorfor er der ikke nogen, der skriver om det, gør noget ved det?
Ifølge forfatteren Roberto Bolaño gemmer kvindemordene på intet mindre end verdens hemmelighed. I sin sidste bog ved navn “2666” - udgivet posthumt i 2004 - beskriver han med en uhyggelig samvittighed og præcision hver eneste af de 108 kvindemord, der findes i de efterfølgende år.
Lyt med, når vi sammen med Sofie Sommer Lang taler om en gigantisk meditation over vold, kvindehad, og hvordan litteraturen altid er politisk impliceret.Thu, 17 Aug 2023 - 31 - Koranen
Hvorfor er Koranen Islams helligste bog? Hvornår og hvordan blev den til? Hvem taler til hvem i bogen, og hvad handler Koranen i det hele taget om? Må man oversætte den, hvilke vers er de vigtigste, og hvilken betydning har den i muslimernes daglige liv?
I anledningen af diskussionerne om Koranen skal kunne brændes eller ej - der har tvunget "Brændende Bøger" til at tænke meget bogstaveligt - går det op for mig, at jeg næsten ingenting ved om Koranen.
Lyt derfor med, når vi sammen med assisterende imam, Ahmet Talat, taler om den bog som nogle vil brænde, andre beskytte, men hvis ord i sig selv udgør en guddommelig oplevelse for 1,5 millarder mennesker.Thu, 10 Aug 2023 - 30 - Twilight
Hvis der er en bog, der satte millioner af teenage-hjerter i brand, og påvirkede en hel generation med sine indbyggede idéer om begær og kærlighed, må det være Twilight.
Skrevet af den amerikanske forfatter Stephenie Meyer, er det historien om teenagepigen Isabella Swan, der flytter op til sin far i en lille by i Washingtons-statens skove og forelsker sig i den 109-årige vampyr, Edward Cullen.
Men hvad var det ved teenageromancen, som gjorde bogen til en uomgængelig reference i 00'erne? Hvad siger det om vores kultur, at man ofte har latterliggjort bogen? Hvad lærte en hel generation om kærlighedens veje og vildveje af Bella og Edwards forhold, og hvorfor er de i en af verdenshistoriens største romancer så langt fra nogensinde at have sex?
Lyt med, når vi sammen med Nanna Schmidt Nordestgaard sætter fokus på en af de mest udskældte og elskede læseoplevelser.Thu, 03 Aug 2023 - 29 - Når Satan kommer til byen
I Mikhail Bulgakovs “Mesteren og Margarita” er djævlen bogstaveligt talt løs i 1930’erne Moskva. Med sit farverige følge er han kommet for at holde et storslået bal med verdenshistoriens største skurke som gæster, og samtidig tjekke om den kommunistiske ideologi vitterligt har forbedret menneskeheden.
Gang på gang ender Satan kaldet Woland med at afsløre sovjetternes hykleri. Hovederne ruller og bureaukraterne mister forstanden i det kaos, der følger. Man forstår hurtigt, hvorfor bogen ikke kunne trykkes i Sovjetunionen før 1968: Den er simpelthen for farlig en satire over den sovjetiske drøm.
Lyt med, når vi sammen med forfatter og oversætter Jakob Levinsen snakker om den diabolske bog, dens forsvar for kærlighedens frisættende kraft og litteraturens udødelighed, og hvorfor den blev så populær, da den omsider udkom.Thu, 27 Jul 2023 - 28 - Hvordan blev Christina Hagen Danmarks provoforfatter nr. 1?
Op gennem 2010’erne udgiver Christina Hagen bøger med titler som “Sexdronning”, “White Girl”, “Boyfrind”, “Jungle” og “Korrekthedsbiblen” — værker, som sammen med en sensationspræget mediedækning med tiden gav hende et ry som Danmarks provoforfatter nr. 1.
Særligt provokerende var muligvis “Jungle”. Bogen vakte stor opsigt og skandale fordi fortælleren med tydelig nydelse taler om at være sugar mommy for yngre, fattige elskere, og om at foretrække store sorte pikke, og fordi Christina Hagen i et efterfølgende interview indrømmede at have racistiske og sexistiske tanker.
Den slags tanker mener hun ikke der er plads til i et Danmark præget af politisk korrekthed. Af samme grund virker hendes bøger til at både undersøge og skubbe til grænserne for, hvad man må skrive om og tænke på, også for at gøre plads til menneskets "grimme" sider.
Lyt med, når vi sammen med Klaus Brix taler om et forfatterskab, der har været i konstant dialog med den offentlige debat op gennem 2010’erne, som insisterer på at vise det grimme i mennesket, og som samtidig viser, hvilken rolle anmeldere og medierne spiller i den måde vi læser bøger på.Thu, 29 Jun 2023 - 27 - Frankenstein
Bøger, sange, film, legoklodser. “Terminator”. “Westworld”. “Skønhedet og udyret”.
Vi er stødt på så mange forskellige versioner af “Frankenstein”, at fortællingen om doktoren og hans monster har vokset sig til en selvstændig myte, vi ikke kan huske hvor stammer fra — næsten i sådan grad, at vi ofte forveksler monstret med Frankenstein.
Det er måske heller ikke så mærkeligt, da "Frankenstein” udkom allerede i 1818, skrevet af den kun 18-årige engelske forfatter Mary Shelley. Kendt som en af de bedste og tidligste refleksioner over videnskabens grænser og etiske dilemmaer, over kunstig intelligens og menneskets ønske om at lege Gud, anses den desuden som verdenshistoriens første science fiction.
Men hvad handler romanen egentligt om? Hvorfor bliver den ved med at hjemsøge vores kultur, og hvad har det talende monster egentligt at sige til os?
Lyt med, når vi sammen med Amalie Buchard genopliver en af vores kulturs mest kendte, men muligvis mindst læste bøger.Thu, 22 Jun 2023 - 26 - Romeo og Romeo
I Nikolaj Tange Lange’s nye bog, “Romeo og Seahorse”, følger vi hovedpersonen og hans dildo Seahorse drage gennem Berlin i jagten på stadig vildere sexeventyr. Hjulpet på vej af metafetamin, der mindsker smerten og øger liderligheden, rejser spørgsmålet sig imidlertid snart, hvilken pris det har at følge begæret blindt?
Samtidig forsøger han at tage et opgør med en af vores kulturs allerstærkeste kærlighedsmyter, som altid har spøgt i baggrunden. Nemlig fortællingen om Romeo og Julie, og deres dramatiske forhold, hvis vanvid måske minder mere om hovedpersonens udsyrede weekendtogter, end kærligheden selv.
Lyt med, når vi taler om chemsex, dragepik og om at måtte tage på skadestuen med et legetøj oppe i røven, men også om afhængighed, udlængsel, og hvorfor at kærligheden i sidste ende altid kræver, at vi tør være ærlige omkring vores mest sårbare selv.Thu, 15 Jun 2023 - 25 - Fifty Shades of Grey
I 2011 udkommer en bog, der lynhurtigt bliver en verdensomspændende succes. Udgivet under pseudonymet E. L. James, startede “Fifty Shades of Grey” intet mindre end en revolution indenfor erotisk litteratur, ved at ophøje genrens fantasier til legitime lyster.
Men hvad var der ved denne bog, som gjorde den så populær? Skyldtes det, at et kvindeligt begær pludseligt blev placeret forrest i mainstreamkulturen? At den skildrede et ulige magtforhold i en tid med større ligestilling? At ingen har skrevet om dens slags i mange år?
Lyt med, når vi sammen med Elisa Lykke - skaberen af “Kvindefantasier” - snakker om hvordan verden aldrig blev den samme efter udgivelsen af e-bogen “Fifty Shades of Grey”, og hvordan den stadigvæk påvirker vores fantasier og populærkultur i dag.Thu, 08 Jun 2023 - 24 - Hvorfor ser vi en ny bølge af litteratur om at være mor?
De sidste 10 år har en bølge af bøger sat fokus på erfaringen at være gravid, at føde og blive mor. En generation af forfattere, der virker til at ville tage et opgør med idéen om det lykkelige og problemløse moderskab.
Olga Ravns “Mit arbejde” fra 2020 er en af de titler, der tager læseren helt ind i en nybagt mors mest private og uhyggelige tanker. Her oplever vi det enorme følelsesmæssige og fysiske arbejde, det kræver at være mor. En roman, der spørger hvilken pris det har at få et barn, hvad der sker hvis man ikke med det samme føler kærlighed mod sit barn, og hvordan moderskabet påvirker den romantiske kærlighed.
Lyt med, når vi sammen med Elizabeth Blicher undersøger hvorfor denne bølge af litteratur om moderskabet skrives netop nu og hvordan den kan hjælpe os igennem et så taburiseret område af tilværelsen.Thu, 01 Jun 2023 - 23 - American Psycho
I "American Psycho" følger vi over knap 500 sider den seksogtyve-årige børsmægler Patrick Batemans liv og tanker, fra han står op om morgen, tager i fitness, på arbejde, på hippe restauranter og natklubber, men også, når han torturerer og myrder hjemløse, dyr, børn og kvinder - En klaustrofobisk rejse gennem slutfirsernes supermaterialistiske New York, hvor vi som læsere er tvangsindlagt til at følge en ekstrem overfladisk generation optaget af statussymboler.
Men hvordan det er muligt, at så stor en psykopat og morder, kan blive ved med at leve i toppen af samfundet uden at blive opdaget? Er han et produkt af sin tid, og hvorfor er han så fuldstændigt ude af stand at danne nogle menneske relationer?
Sammen med Rune Lykkeberg taler vi om den måske uhyggelige bog om yuppierne og vores egen kapitalistiske kultur; om deres ynglingsmusik, syn på hjemløse og kvinder; om U2, David Bowie og Donald Trump. En profetisk bog så voldsom, at man i starten nægtede overhovedet at udgive den.Thu, 25 May 2023 - 22 - Det liberalistiske manifest?
“Atlas Shrugged” er kendt som liberalismens uofficielle manifest. Skrevet af den russiskfødte amerikanske forfatter, Ayn Rand, bliver den over 1000 sider lange bog igen og igen fremhævet som inspirationskilde for verdens største iværksættere og liberale tænkere.
Det er måske ikke så underligt, da det er fortællingen om et dystopisk USA, hvor en socialistisk stat kvæler al intiativ til at innovere og forbedre industrien. Togbaner nationaliseres, socialismen gør sit indtog, og langsomt skrænter både økonomien og befolkingens lyst til livet.
Men hvad er det ved denne murstensroman og forfatteren Ayn Rand, som kan få selv de mest travle iværksættere til at sætte sig i lænestolen og drømme? Hvorfor oversatte og genudgav Saxo Bank for egen regning bogen, og gav dem til enhver der ville have en kopi? Og hvordan påvirker boges os stadigvæk i dag?
Lyt med, når vi sammen med iværksætter, investor og mangemillionær, Lars Tvede, forsøger at forstå den filosofi, som har dannet skole for nogle af verdens mest magtfulde mennesker.Thu, 18 May 2023 - 21 - Spræng fabrikken
Sådan lyder titlen på Malte Tellerups nye bog, hvor tre unge venner planlægger og udfører et bombeattentat på Cheminova - en virkelig kemifabrik i Vestjylland. Bogen er kort, men stiller læseren vigtige spørgsmål om hvornår kan sabotage retfærdiggøres, om det er nødvendigt for at ændre vores samfund, og hvilken rolle kan og skal litteratur spille i klimakampen.
Lyt med når Malte forklarer, hvordan man laver en bombe. Hvorfor hans bog har netop den form og udtryk den har. Hvorfor Cheminova står som et monument over et problematisk vækstideal, og hvilke konflikter mellem generationer og verdenssyn fremtidens klimakamp uundgåeligt vil fremkalde.Thu, 11 May 2023 - 20 - Hvorfor gifter hun sig nedad?
“Fru Marie Grubbe” er fortællingen om en kvinde, der fødes ind i samfundets absolutte top, men dør som en fattig kvinde. Hun gifter sig tre gange, skilles to, for til sidst at ende sammen med den grove og voldelige færgemand Søren.
Gør hun det af kærlighed? Af frie vilje? Er hun drevet af erotisk lyst, eller måske - som nogle påstår - en biologisk nedarvet sadomasochisme? Og ender det med at gøre hende lykkelig?
Siden J. P. Jacobsens klassiker udkom i 1876 har spørgsmålene fulgt bogen tæt, specielt fordi den er skrevet tæt på den historiske person af samme navn. Lyt med, når vi sammen med Elizabeth Blicher dykker ned i fortællingen om en kvinde, der sætter alt på spil for at leve et liv på sine egne præmisser.Thu, 04 May 2023 - 19 - Ruslands intime og uofficielle historie
I mere end 20 år rejste den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj rundt i de lande der tidligere var en del af Sovjetunionen, for at indsamle et bibliotek af virkelige livshistorier. I bogen “Secondhand-tid” udgør disse dybt intime samtaler en uofficiel historie om, hvordan det var at leve under sovjetkommunismen, og hvordan det føltes, da Sovjetunionen pludseligt en dag ophørte med at eksistere.
“Den her bog er uomgængelig, når man vil forstå hvad der sker i Rusland lige nu. De fortæller virkelig noget om en dyb fatalisme, en dyb resignation, en moralsk opløsning, en manglende tiltro ikke kun til fremtiden, men også til sig selv, som gør det det næsten umuligt at skabe en handlekraftig opposition.”
Sådan siger dagens gæst - forfatteren Carsten Jensen - der har mødt, interviewet og holdt en tale til Aleksijevitj. Han har også selv oplevet den voldsomme overgang fra kommunisme til en rå kapitalisme på tæt hånd, da han i samme år skrev reportager fra de tidligere sovjetstater.
Lyt med, når vi snakker om de famøse køkkensamtaler, om de sjælelige konsekvenser af kommunismen, og den måske bedste bog for at forstå Sovjetunionens fald og Vladimir Putin.Thu, 27 Apr 2023 - 18 - Hvorfor fik Bob Dylan Nobelprisen i litteratur?
Som den første musiker nogensinde modtog Bob Dylan i 2016 nobelprisen i litteratur til stor overraskelse og efterfølgende kritik.
For hvorfor gav man prisen til en sangskriver, der aldrig selv har tænkt over, at han skrev litteratur? Hvad er det ved Bob Dylans karriere og poesi, der fortjener verdens mest prestigefyldte litteraturpris?
Sammen med Anne Marie Mai - professor i litteratur ved Syddansk Universitet - går vi tilbage til debatten. Hun er en af de mest betydende person for, at han modtog prisen, da hun er en del af det internationale netværk af litterater, som Nobelkomiteen i Stockholm søger inspiration hos. Siden 2007 indsendte hun en motivation til komiteen med argumenter for, hvorfor netop Bob Dylan skulle modtage prisen.
I udsendelsen hører vi om processen med at påvirke Det såkaldte Svenske Akademi. Vi dykker ned i Bob Dylans mere end 60 år lange karriere for at forstå, hvordan han har påvirket vores kultur. Vi lytter til sange, diskuterer tekster, snakker samfundskritik, ungdomsoprør og grænseoverskridende kunst.Thu, 20 Apr 2023 - 17 - Madame Bovary
Begår Emma Bovary selvmord på grund af sin kærlighed til litteraturen?
Madame Bovary er fortællingen om provinsfruen Emma, som drømmer om luksus, Paris og stormfulde romancer, men lever et smertende kedeligt og ensomt liv som husmor i provinsen.
Emma kan ikke forstå at hendes liv ikke ligner de romantiske bøger, hun siden hendes ungdom har læst og levet igennem. Så da den lavadelige Rodolphe en dag forfører hende, kaster hun sig straks ud i affæren, ligeglad med konsekvenserne.
Portrættet af Emma er alt andet end sympatisk: Dårlig hustru, dårlig mor, skruppelløs, ensom, depressiv. Selv i kærligheden beskrives hun som en egoistisk elsker. Men samtidig er romanen også en skarp kritik af det samfund, som ikke kan klare en kvinde, der lever på sine egne præmisser. Efter to affærer der begge skuffer hende, ser hun ingen anden udvej end at tage sit eget liv.
Lyt med, når vi sammen med Nanna Schmidt Nordestgaard dykker ned i et af de bedste eksempel på litteraturens (destruktive) magt. En roman der sendte forfatteren Gustave Flaubert i retten for at ødelægge den offentlige moral.Thu, 13 Apr 2023 - 16 - Det anarkistiske manifest?
Hvordan ville verden se ud, hvis vi ikke havde nogen regering, love eller fængsler? Hvis vi ikke kendte til penge eller privat ejendom? Hvis det at være passe på vores børn og være monogam blev anset som egoistisk?
I 1974 udkommer den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin med bogen “The Dispossessed” — “De udstødte” på dansk. Her følger man den geniale fysiker Shevek, som rejser fra sit fødehjem på planeten Anarras til Urras.
De to søsterplaneter kunne ikke være mere forskellige. Mens man på Urras finder kapitalisme, profit og stor ulighed, er Anarras et eksempel på, hvordan et anarkistisk samfund kunne se ud, baseret på ansvar og gensidig hjælp, uden penge og privat ejendom.
Anarres er dog ikke langt fra den perfekte utopi. Shevek mærker på egen krop, hvordan selv anarkismen med tiden kan glemme at tilpasse sig skiftende forhold og stagnere, og derfor må han sætte livet på spil for at komme tilbage til ideologiens grundidé om evig forandring.
Lyt med, når vi sammen med Siri Ranva Hjem Jacobsen og Andreas Vermehren Holm taler om mesterforfatteren Ursula K. Le Guins store udforskning af den anarkistiske idé, og hvordan de to planeter spejler vores egen verden i dag.Thu, 06 Apr 2023 - 15 - “Allerede dagen efter at Elin blev dræbt, begyndte jeg at skrive noter.”
Sidst i marts 2021 bliver en kvinde ved navn Elin slået ihjel af sin eksmand Peter, mens store dele af familien ser på. Elin og Peter har været gift i 30 år og har to voksne sønner sammen. Tre måneder tidligere bliver det psykiske voldelige forhold for meget for Elin, og hun ikke kun forlader ham, men flytter også rundt mellem hemmelige adresser, bange for hvad Peter kan finde på.
Elin er forfatter Niels Franks søster. Allerede kort efter drabet begynder han at skrive på den bog om drabet, som er udkommet under titlen, “Fanden tage dig”. En hjerteskærende og ekstremt ærlig fortælling om tiden op til drabet, om frustrationen i mødet med det offentlige system der skal dømme Peter, og om de partnerdrab, som jævnligt i Danmark begås mod kvinder.
“Et helvedsrum”. Sådan beskriver Niels Frank den virkelighed han skrev bogen i. Vi spørger ham, hvorfor han følte sig nødsaget til overhovedet at skrive den, og hvilken reaktion han har fået, når han har rejst rundt i Danmark for at dele sin fortælling om partnerdrab. Vi spørger, om skriveprocessen har hjulpet hans egen sorg, og om han synes at bogen ifølge ham giver en bedre fremstilling af drabet og årsagerne bag end retssagen.Thu, 30 Mar 2023 - 14 - Soft Boys
Mads Ananda Lodahls nye bog “Soft Boys” består af ti noveller om ti teenagedrenge, der alle sammen er nogle outsidere. Underlige, ensomme, sårbare og oversete, kommer de alle sammen tæt på at blive knust af en rå virkelighed.
Der er dog noget i bogen, som ikke vil lade det ske. I deres mest sårbare øjeblikke reddes drengene af en pludselig forelskelse, en ny ven eller en afgørende indsigt. En håndstrækning, der indtræffer for ofte til at være tilfældighed med en næsten magisk timing, og som derfor står i stor kontrast til nutidens mere eksplicit politiske litteratur, hvor man skal lede længe efter den slags livslinier. Men hvorfor insisterer forfatteren på netop den blødhed?
Lyt med, når vi taler om, hvordan det er at være en blød outsider udenfor kasserne, om uheldige kærester, karma og UFO’er, og udviklingen i et forfatterskab, der er gået fra eksplicit politiske og aktivistiske essays til en mere åben skønlitteratur.Thu, 23 Mar 2023 - 13 - Ville verden være bedre, hvis den var ledet af kvinder?
Under 2. verdenskrig støder de udsendte amerikanske soldater i deres tegneserier pludselig på en kvindelig superhelt; Wonder Woman. Iklædt sit ikoniske korset, tiara og armbånd, kæmper hun mod alt fra kvindehadende skurke til nazister på amerikansk jord.
Hun er imidlertid alt andet end en tom actionfigur. I en verden ødelagt af krig inkarnerer hun nemlig sin skabers - den polyamorøse feminist William Moulton Marston - personlige vision om, at verden ville være bedre, hvis den var ledet af de mere empatiske kvinder. En kompromisløs feministisk utopi, som igen og igen kommer til udtryk i de mange scener, hvor Wonder Woman binder, fanger og undertvinger mænd, alt imens hun opfordrer andre kvinder til at tage magten.
Sammen med forsker i filosofi og superhelte, Carsten Fogh Nielsen, sætter vi fokus på historien bag Wonder Woman og diskuterer, hvordan hun som både sexsymbol og feministisk ikon har spejlet og påvirket sin samtid fra 1940’erne til i dag.Thu, 16 Mar 2023 - 12 - Kvinder uden mænd
Den 16. september 2022 dør den kun 22-årige iranske kvinde Mahsa Amini, efter at være blevet banket ihjel af moralpolitiet for at bære sin hijap på en upassende måde. Siden da har der været demonstrationer og protester over hele Iran med masseanholdelser, henrettelser og undertrykkelse til følge.
Under parolen “Kvinde, Liv, Frihed”, er protestbevægelsen blevet kaldt for verdens første feministiske revolution. Ifølge kritiker, oversætter og dagens gæst, Nazila Ghavami Kivi, er den påvirket af en lang iransk tradition for aktivistisk litteratur i opposition til magten.
Et af de bedste eksempler på det, er måske Sharnush Parsipurs undergrundsklassiker, “Kvinder uden mænd” fra 1989. Her følger vi fem kvinder, der bryder med patriarkatet for at skabe sig en alternativ virkelighed i en have udenfor Teheran.
Lyt med, når vi i anledning af kvindernes internationale kampdag snakker om et af de skæringspunkter, hvor litteratur, kvinderettigheder og brutal magt blandes på en af de mest voldsomme måder. Lyt med, når vi hylder en kompromisløs forfatter, snakker om oversættelse som aktivisme og en kvindekamp, som overskrider landegrænser.Thu, 09 Mar 2023 - 11 - Hvorfor genopliver Dostojevskij Jesus kun for at slå ham ihjel igen?
I den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs sidste roman, Brødrene Karamazov, finder man historien om “Storinkvisitoren”, der kaldes højdepunktet i forfatterskabets meditation over religion, filosofi og meningen med livet. Her genopstår Jesus i 1500-tallets Spanien under inkvisitionen, for straks derefter at blive dømt til kætterbålet.
Men hvad er det ved Jesus, som Storinkvisitoren ikke kan lide? Hvorfor accepterer nogle mennesker frivilligt accepterer at leve under autoritære regimer? Og hvad der er vigtigst - frihed eller lykke?
Sammen med podcastvært og foredragsholder Lise Lotte Frederiksen dykker vi ned i den måske største af alle forfatters kaotiske personlige liv, vender hans vildeste bøger, og snakker om deres efterliv - helt op til Putin, der i dag bruger bøgerne som propaganda.Thu, 02 Mar 2023 - 10 - “Junk er at skyde kærlighed direkte ind i kroppen"
Hvem er de mennesker, der sælger Hus Forbi ude foran din Netto, Rema, Superbrugsen? Hvordan er deres hverdag? Hvor kommer de fra, hvad kæmper de med og hvad drømmer de om?
Glem alt om arbejderlitteratur: I Mikael Josephsens roman “De Andre” møder vi de mennesker, der er faldet igennem sikkerhedsnettet og ikke engang kvalificerer sig til underklassen. Vi følger deres brutale tilværelse, hvor misbrug, barndomstraumer og hjemløshed betyder en kamp for at overleve fra dag til dag.
Bogen er fiktion, men baseret på virkelige skæbner, og udgør derfor samtidig en syngende lussing til velfærdsstaten Danmark, som ikke formår at passe på sine svageste medborgere.
Vi taler med Mikael Josephsen om hans tanker om hjemløshed, forholdet mellem misbrug og hans litteratur, og hvorfor han sendte sin bog som en opfordring til alle partilederne.Thu, 23 Feb 2023 - 9 - Lolita
Man behøver ikke at have læst Lolita for at vide, hvad bogen handler om. Nabokov’s klassiker var fra udgivelsen i 1955 stærkt skandaløst på grund af dens behandling af vores kulturs allerstørste tabuer: Det pædofile begær efter et barn.
Sammen med kulturskribent Linea Maja Ernst taler vi om, hvorfor man skal læse den alligevel. Fortalt af Humbert Humbert, den måske mest arrogante, upålidelige, velformulerede, selvbevidste og dekadente fortæller nogensinde, er roman samtidig kendt for at være så smuk skrevet, at man næsten glemmer det forfærdelige overgreb.
Dyk med ned i en enestående meditation over en begyndende teenage-kultur, efterkrigstidens USA, og et af det erotiske begærs mest uhyggelige sider.Thu, 16 Feb 2023 - 8 - Litteratur fra et bosted
Et opgør mod psykiatriens hårde og kliniske sprog. En kritik af sundhedssystemet og de fordomme vi har om mennesker med psykiske lidelser. En vild og intim fortælling indefra et bosted, et underbelyst sted i litteraturen.
Fine Gråbøls bog “Ungeenheden” fra 2021, er blevet læst på mange forskellige måder. I bogen følger vi en gruppe unge mennesker på et bosted for mennesker med psykiske lidelser i alle deres gøremål: Når de forsøger at koge suppe, når de forsøger at begå selvmord. Her er der ingen løfter om at karakterne bliver rask.
Lyt med, når vi snakker om litteraturens kritiske og helende potentiale på et af de mest sårbare og vigtigste samfundsområder.Tue, 07 Feb 2023 - 7 - Nekrolog: Henrik Nordbrandt
Særudsendelse om Henrik Nordbrandt.
Siden den første digtsamling udkom i 1966, har Nordbrandt udgivet mere end 40 bøger. Sammen med litteraturkritiker og digter, Lars Bukdahl, mindes vi "Danmarks sureste digter", som modsatte sig alt fra kongehuset til årstidernes skiften, var bange for døden, og skrev nogle uforglemmelige digte.Thu, 02 Feb 2023 - 5 - Kunsten at sulte
“Det var i den tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den.”
Romanen “Sult” fra 1890 regnes af mange som et af de vildeste og mest grænseoverskridende værker nogensinde skrevet på dansk. Efter mange år i skammekrogen og hele fire redigeringer af Knut Hamsun selv, har vi nu igen muligheden for at læse bogen, som den først blev skrevet.
“Blasfemisk”, “radikal”, “liderlig”, “et mirakel” - sammen med to af eksperter der har genudgivet den, undersøger vi, hvad den første udgave gemmer på. Hvem den mystiske og meget omdiskuterede Knut Hamsun var. Og hvorfor Sult bliver ved med at påvirke litteraturen og vores idé om kunstneren i dag.Wed, 01 Feb 2023 - 4 - Hvordan startede Goethe en selvmordsbølge med "Den Unge Werthers Lidelser"?
I 1774 udkommer bogen “Den Unge Werthers Lidelser”, kendt som en af verdenshistoriens farligste bøger.
Skrevet af Tysklands måske største forfatter nogensinde, Johann Wolfgang von Goethe, er det fortællingen om stalker- og emo-karakteren Werther, som forelsker sig voldsomt i bondepigen Lotte. Hun vil ikke have Werther. Werther begår selvmord.
Det samme gjorde eftersigende en hel generation af unge og følsomme mænd, som følte sig beslægtet med Werthers overdrevne følelsesliv. Lyt med, når vi undersøger hvad Werthers lidelser konkret består i, hvorfor bogen var forbudt i Danmark, og hvordan den har påvirket vores kærlighedsliv.Tue, 24 Jan 2023 - 3 - Underkastelse: Houellebecq forestiller sig Vestens mareridt
Kvinder bærer tørklæder og trækker sig fra arbejdsmarkedet. Mænd konverterer til islam og tager sig flere koner. Den franske præsident er muslim, og samler med stor succes landet for første gang i mange år.
I bogen “Underkastelse” forestiller Michel Houellebecq sig et fremtidigt Frankrig ledet af partiet Det Muslimske Broderskab. Bogen udkom samme dag som angrebet på Charlie Hebdo, og er herfra blevet diskuteret som et enten et skræmmeeksempel på Europas fremtid eller en satire over den vestlige mand, alt efter hvem man spørger.
Bogen er politisk, polemisk og vidunderligt spekulativ. Vi snakker med Houellebecqs danske forlægger, Marie Vinter, om den fremtid han forestiller sig, hvordan bogen passer ind i forfatterskabets søgen efter meningen med livet, og hvorfor det er så vigtigt at adskille kunst fra kunsteren selv.Wed, 18 Jan 2023 - 2 - Er Bibelen verdenshistoriens mest magtfulde bog?
Om vi vil det eller ej, hjemsøger Bibelens fortællinger og myter vores kollektive fantasi. Højst sandsynligt stammer vores frygt for helvedet herfra. Det samme gør alt efter hvem du spørger vores syn på kvinder, vores forhold til naturen.
Sammen med lektor i teologi, Søren Holst, undersøger vi i dagens afsnit af Brændende Bøger, hvordan Bibelen har påvirket os.
Fra papirruller i dødehavet til Sørens gaffatapede Bibel i studiet, går vi herfra på sporet af den rodede kollektive skriveproces, som i dag er blevet til Biblen. For hvis ikke Jesus, hvem har så skrevet den? Hvornår? Og hvorfor?Tue, 10 Jan 2023 - 1 - JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET
“Et menneske der beskylder en kunstner for at være politisk, har nok aldrig haft sine egne menneskerettigheder til debat.”
Sådan skriver forfatter og psykolog Glenn Bech i sit bestseller manifest, der har genantændt klassekampen, og muligvis startet en græsrodsbevægelse mod etablerede autoriteter.
I det første afsnit af litteraturprogrammet “Brændende Bøger” tager han os med på sin egen klasserejse. Fra en hård opvækst i Horsens med farens selvmord, homofobiske mobbere og en mor, der kæmpede alene nederst i samfundet, til anerkendelse i det Københavnske kulturliv og sin nytårstale til hele nationen.
Glenn Bech forklarer, hvorfor han ikke selv har privilegiet at skrive for sjov. Hvorfor kunst og politik for ham altid vil hænge sammen. Hvor ensomt det føles at være mønsterbryderen, og hvorfor han stadig er vred på alt imellem den øvre middelklasse, landets rigeste, woke-sproget, politikerne, digterne, København og Jylland.
—
Litteratur skal ikke være skøn. Litteratur skal være beskidt, mærkelig og farlig. Litteratur skal forandre verden. Fra Pippi Langstrømpes oprør mod de voksne og Harry Potters genfortrylning af verden — over Yahya Hassans eksplosive digte og Suzanne Brøggers angreb på kernefamilien, til 1984’s klaustrofobiske overvågningsverden og fatwaen mod Salman Rushdie. Lyt med, når oprørske læsere og kompromisløse forfattere læser og taler om de Brændende Bøger.Tue, 03 Jan 2023
Podcasts similaires à Brændende Bøger
- Småt Brændbart Anna Thygesen
- Østergaards salon Berlingske
- Borgerlig Tabloid B.T.
- B.T. og det gode selskab B.T.
- Kongehuset bag kulissen B.T.
- Q&CO på B.T. B.T.
- Carlsbergfondets Podcast Carlsbergfondet
- El Partidazo de COPE COPE
- Herrera en COPE COPE
- Es la Mañana de Federico esRadio
- UDSTØDT - en podcast om Jehovas Vidner Frank Flemmings Facebook Feed
- Stemmen bag Stemmen Frederik og Kasper
- Forfatterstafetten Ib Helles Olesen
- Under gulvtæppet Jyllands-Posten
- Sørine & Livskraften Kristeligt Dagblad
- HjerneRO Mindcamp
- Videnskab fra vilde hjerner Niels Bohr Institutet · Københavns Universitet
- Du lytter til Politiken Politiken
- DET SIDSTE MÅLTID Radio4
- MELLEM LINJERNE Radio4
- MentalSucces Søren Lynge og Per Corneliussen
- Ugeskrift for læger Ugeskriftets videnskab
- 24 spørgsmål til professoren Weekendavisen
- 辛坊治郎 ズーム そこまで言うか! ニッポン放送