Stemmernes Tårn

Der er gået et år, siden gruppen forlod Tornevig. Belmon og Leopold leder stadig efter svar på det, de fandt under Tornsborg. Jagten fører dem til en forladt herregård, en meget gammel vampyrhistorie og et bibliotek, hvor møblerne viser sig at være overraskende fjendtlige. Imens forsøger Stug at blive optaget i en gammel ridderorden. Det går nogenlunde. Hvis man ser bort fra ydmygelserne, staldarbejdet og de tæsk, han får af sin læremester. Men gamle spor begynder at samle gruppen igen. For noget er vågnet i Tuson, og denne gang ved de, hvad de leder efter.

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Celle-K er nået frem til Clyde Bowmans bjælkehytte. Langt fra Hartford, omgivet af skov, tåge og mørke, begynder gruppen at undersøge det sted, der måske gemmer på svarene, de har ledt efter. Men allerede inden de træder indenfor, står det klart, at noget ved stedet føles forkert. Mens agenterne forsøger at holde hovedet koldt og arbejde systematisk, begynder grænsen mellem mistanke og frygt langsomt at blive sværere at se. For måske var Clyde Bowmans lejlighed aldrig det vigtigste sted at lede. Måske var det her. MEDVIRKENDE Tobias Bukkehave – Spilleder Scott Pond – spillet af Brian Mørk Grace August Wake – spillet af Michael Margaret “Maggie” Benz – spillet af Anna Lea Richard “Itchy” Banks – spillet af Brian Hvis du vil vide mere om Delta Green, så besøg stemmernes.dk.

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Celle-K har forladt Hartford og er på vej mod Clyde Bowmans ensomt beliggende bjælkehytte. Det, der begyndte som en simpel oprydningsmission, føles efterhånden som noget helt andet. Mens mørket falder på over skovene omkring Coldbrook, gennemgår agenterne de sidste spor fra Bowmans liv. Gamle fotografier, glemte dokumenter og små detaljer begynder langsomt at tegne et billede af en mand, der måske skjulte mere, end nogen havde forestillet sig. Men vejen mod sandheden er sjældent lige. Og nogle gange er det ikke det, der venter ved destinationen, man skal frygte. Det er det, man møder undervejs. MEDVIRKENDE Tobias Bukkehave – Spilleder Scott Pond – spillet af Brian Mørk Grace August Wake – spillet af Michael Margaret “Maggie” Benz – spillet af Anna Lea Richard “Itchy” Banks – spillet af Brian

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Celle-K har overlevet deres første møde med Delta Green.

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Celle-K er sendt til Hartford for at rydde op efter en afdød Delta Green-agent.

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Celle-K har fået deres første opgave.

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Fire mennesker. Fire forskellige liv. Én besked.

STEMMERNES TÅRN PRÆSENTERER: K-FILERNE Hvad er Delta Green? Hvem er Celle-K? Og hvorfor er der sandheder, som aldrig burde komme frem i lyset? I dette afsnit 0 introducerer Tobias Bukkehave lytterne til Delta Green. Et moderne horrorrollespil inspireret af Lovecraft, konspirationsteorier, hemmelige myndigheder og den kosmiske rædsel, der gemmer sig lige bag vores virkelighed. Sammen dykker bordet ned i spillets univers, historie og regler, mens de skaber de karakterer, der snart skal tage deres første skridt ind i mørket. For når først man har set, hvad der gemmer sig på den anden side af virkeligheden, findes der ingen vej tilbage. MEDVIRKENDE: Scott Pond – spillet af Brian August – spillet af Michael Margaret "Maggie" Benz – spillet af Anna Lea Richard "Itchy" Banks – spillet af Brian Programlederen - Tobias Bukkehave Næste uge begynder den første operation, når Celle-K kastes ud i det klassiske Delta Green-scenarie Last Things Last.

Dybt under jorden står spillerne ansigt til ansigt med det, hele sæsonen har ledt frem mod. Monolitten er næsten trukket fri. Kultisterne arbejder videre uden tøven. Og noget ældgammelt er begyndt at røre på sig i mørket under dem. Mens dæmonen forsøger at holde dem tilbage, bliver det hurtigt tydeligt, at kampen ikke handler om at vinde. Den handler om at stoppe forbindelsen. Finalen på første sæson af Når Mørket Tager Dig. Medvirkende René som Stuk, paladin / warlock Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Der er ikke noget tilbage at vende hjem til. Efter det, der møder dem i Tornevig, er der kun én retning tilbage: frem. Sporene fører dem væk fra alt, de kendte, og ud i noget, der føles langt ældre, og langt værre. Langsomt begynder sandheden at tage form. Det, der er blevet gjort, er ikke tilfældigt. Det er planlagt. Systematisk. Og det er næsten færdigt. Dybt under jorden finder de det. Noget, der har været der længe. Noget, der bliver trukket op. Og noget… der allerede ved, de er der. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Hertugen er død. Og med ham begynder noget langt større at bryde sammen. Mens spillerne forsøger at flygte fra Tornsborg Slot, bliver det tydeligt, at de ikke bare har stoppet noget. De har udløst noget. Slottet giver efter og det samme gør virkeligheden. Men det værste venter ikke bag dem. Det venter derhjemme. Da de vender tilbage til Tornevig, er der sket noget, som ikke kan lave om, men ændre alt. IKKE FOR SARTE SJÆLE. STEMMERNES TÅRN BLIVER MØRKT Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Inde på Tornsborg Slot begynder tingene at eskalere. Det, der startede som en infiltration, udvikler sig hurtigt til noget langt mere… tja uforudsigeligt, men det er også svært at ligge en plan, når man ikke rigtig ved hvad man skal. Midt i kaosset får de et glimt af sandheden. Noget er allerede sat i gang. Noget, der rækker langt ud over slottet og langt ud over det, de troede, de kæmpede imod. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Tornsborg Slot ligger foran dem. Men noget er galt. Byen omkring slottet er forladt. Døre står åbne, gaderne er tomme, og der er ingen tegn på liv, kun spor af, at noget er sket hurtigt… og voldsomt. Da de støder på en af de få, der stadig gemmer sig i ruinerne, begynder sandheden at tegne sig. Folk er ikke bare forsvundet. De er blevet taget. Og det, der er blevet efterladt, giver flere spørgsmål end svar. Noget bevæger sig i mørket mellem husene. Noget der ikke helt kan forklares. Hvis de vil forstå, hvad der er sket med Tornevig, og hvad der foregår mellem verdenerne, er der kun én vej frem. Ind på slottet. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Efter sammenstødet med Hertugen, eller i hvert fald en der minder om ham, falder verden fra hinanden. Mens de forsøger at forstå, hvad der er sket på den anden side, begynder spørgsmålene at presse sig på. Hvad er forbindelsen mellem verdenerne? Hvor ligger broen egentlig? Og hvem eller hvad styrer det hele? Ikke alle i gruppen er enige om, hvad der er rigtigt at gøre. Magi, tro og frygt støder sammen, mens de forsøger at finde en retning. Sporene peger mod Tornsborg. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Tilbage på Vinterog begynder tingene at falde på plads. Spillerne finder hinanden igen i de fremmede kroppe og bevæger sig længere ind i centret, hvor noget ikke længere føles som behandling, men som forberedelse. Rum, der ikke burde findes. Systemer, der holder øje. Og mennesker, der bliver udvalgt til noget større. Sporene fører nedad. Og under Vinterog finder de noget, der ikke burde være der. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Tilbage på Vinterog begynder spillerne at finde hinanden igen, denne gang med en klarere forståelse af, at det ikke bare er en drøm. De forsøger at navigere i fremmede kroppe, undgå personalets opmærksomhed og finde ud af, hvor de andre er. Små tegn begynder at pege i samme retning: et navn, et kort, en gentagelse, der ikke føles tilfældig. Noget hænger sammen. Men mens de forsøger at samle sig og finde en vej ud, bliver det tydeligt, at Vinterog ikke bare er et sted, man opholder sig. Det er et sted, man bliver gjort klar til noget. Og nogle er allerede videre i processen end andre. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Efter mødet med elveren Sylvara forsøger gruppen endnu en gang at krydse broen mellem verdenerne. Denne gang går det ikke helt som planlagt. Pludselig er de tilbage på Vinterog, men ikke sammen, og ikke under de samme forhold som før. Nogle er spændt fast, andre bliver sat til mærkelige opgaver, og nogle opdager, at de måske ved mere om stedet, end de burde. Langsomt begynder brikkerne at falde på plads. En tegning. Et navn. Et sted under jorden. Men før de kan nå at samle trådene, bliver det klart, at nogen allerede er et skridt foran dem. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Høsten er i hus i Tornevig, og byen fejrer det med musik, mad og dans. Men midt i festlighederne er der flere, der ikke helt kan ryste følelsen af, at noget er forkert. En underlig drøm går igen. Et fremmed sted. Fremmede kroppe. Noget der ikke giver mening – og alligevel føles virkeligt. Da en mystisk besked bringer dem sammen ved den gamle lade, opdager de hurtigt, at de ikke er de eneste, der har mærket sprækkerne i verden. Noget er ved at røre på sig under Tuson. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian Fuhlendorff.

Efter mødet med forstanderen på Vinterog begynder to verdener at kæmpe om pladsen. Hvide vægge og psykiatriske rutiner flimrer, og pludselig står de igen i Tornevig. Eller gør de? Høsten er i gang. Livet fortsætter, som det altid har gjort. Bønderne synger, roerne bæres, og skatten til Tornsborg skal betales. Men noget er forandret. De husker mere denne gang. Og de husker hinanden. Er det en illusion? En forbandelse? En forbindelse? Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian, der fortsætter rejsen i Tuson, en verden hvor virkeligheden ikke altid er den, den udgiver sig for at være.

Fem mennesker fra den lille landsby Tornevig vågner et sted, de aldrig har været før. Ikke i deres egne senge. Ikke i deres egne kroppe. Og ikke i deres egen verden. I stedet befinder de sig på et psykiatrisk center i Danmark. De bliver kaldt ved fremmede navne. Får at vide, at deres minder er vrangforestillinger. At Tornevig ikke findes. Velkommen til starten på en sæson, hvor virkeligheder begynder at glide ind i hinanden og hvor spørgsmålet ikke er, hvad der er sandt, men hvem der bestemmer sandheden. Medvirkende René som Stuk, paladin Timmi som Belmon Van Holsing, ranger Annalea som Ædda Marvsdatter, rogue Johanne som Leopold Van Holsing, cleric Andreas som Ebbe Foldsøn, monk Spillet ledes af Christian, der endnu en gang åbner døren til Tuson og denne gang også til noget helt andet.

“I dette afsnit skaber spillerne deres nye karakterer, og du som lytter får muligheden for at lære dem at kende, før eventyret for alvor begynder. Hvem er de? Hvad driver dem? Og hvordan passer de ind i den lille landsby Tornevig” Tornevig er en lille landsby i en verden, der for længst er brudt sammen. Høsten er knap. Vinteren er hård. Skatten til Tornsborg skal betales, uanset prisen. Livet fortsætter, fordi det skal. Men noget bevæger sig under overfladen. Noget er sat i gang dybt under Tuson. Noget, der måske ikke engang kan stoppes. Stemmernes Tårn er en D&D rollespilspodcast, hvor fem efterhånden erfarne spillere: Annalea, René, Andreas, Timmy og Johannes, igen træder ind i Christians fantasyunivers og forsøger at forstå, hvad der er op og ned, når verden begynder at glide. For bare fordi det er et fantasy-eventyr, er der jo ingen grund til, at vi ikke også skal forbi en psykiatrisk afdeling i nærheden af København.

Finaleafsnittet. Efter fire års fortælling når Tågen over Tuson sin afslutning. Alle spor samles, og vores helte står endelig over for konsekvenserne af de valg, der er truffet undervejs. Det, der har bevæget sig i skyggerne gennem hele eventyret, bliver nu synligt og kan ikke længere ignoreres. Ikke alt kan løses med magt. Ikke alle svar føles som sejre. Men noget må afsluttes. Dette afsnit er optaget live på Play Teater og er det sidste kapitel i denne sæson af Stemmernes Tårn. Tak fordi du har fulgt rejsen hele vejen hertil.

Dette afsnit er optaget live på Play Teater foran et publikum og er det første af to afsluttende shows i Tågen over Tuson. Efter en rejse der har varet fire år er vores helte nu tæt på en løsning. Tågen der har hvilet over Tuson i mere end tusind år begynder at lette men før noget kan standses må sandheden frem. Hvem står egentlig bag. Og kan vedkommende stoppes. Dette afsnit markerer begyndelsen på finalen og er gjort frit tilgængeligt for alle efter beslutning fra De Indviede, så alle kan være med når eventyret går ind i sin sidste fase. Tjek Stemmernes Tårns YouTube kanal

Dybt under Månen Um er der ingen sikre veje tilbage. Rum åbner sig, lukker sig igen og tester mere end styrke. Her gælder ikke mod, men forståelse. Gruppen presses fysisk og mentalt, mens noget ældre end dem selv kræver orden i kaosset. Stemmer fra fortiden blander sig med nutidens valg, og én beslutning får konsekvenser, der ikke kan trækkes tilbage. Da stilheden sænker sig, står det klart, at ikke alle skridt fører samme sted hen.

Dorn, Malcolm Balix, Gnufixia og Kælk når frem til Månen Um. Under dem strækker et øde landskab af sølvfarvet sand sig, stille og fremmed. Midt i tomheden står en enorm løvestatue og spejder mod Tuson, som om den venter. Sporene efter tidligere besøgende er tydelige, men ingen er tilbage til at fortælle hvorfor. Gåder bliver stillet, ord vejet, og hvert skridt fremad føles som et valg, der ikke kan fortrydes. Da en port i sandet åbner sig, bliver det klart, at Månen ikke blot er et sted, men en prøve.

Kaosset ombord er langt fra overstået. Efter mødet med den første parasit opdager Dorn, Malcolm Balix, Dom Briosh, Gnufixia og Kælk, at truslen har spredt sig dybere ind i kaldurskibet end frygtet. En ny rædsel bryder fri, større, tungere og fyldt med noget, der bevæger sig indeni. Heltene må tænke hurtigere end orme kan kravle, og en desperat plan bliver sat i værk for at få monstret ud af skibet, før alt går galt.

Ombord på kaldurluftskibet vågner Dorn, Malcolm Balix, Dom Briosh, Gnufixia og Kælk til en uro, ingen først kan forklare. Noget er galt. Spor i mørket peger på, at en ukendt kraft har fundet vej ind på skibet – og måske ind i én af dem. Mens skibet fortsætter mod månen, må heltene bevæge sig gennem dunkle korridorer, madkamre og maskinrum, hvor mærkelige lyde og forvredne spor gør det klart, at de ikke er alene. En jagt begynder, men skibet er stort, og det, de leder efter, er hurtigere end de tror. En trussel, der ikke angriber med våben – men med værter. Afsnittet er klaustrofobisk, intenst og fyldt med stigende paranoia. Noget bevæger sig under brædderne. Og det vælger selv, hvem det vil tæt på.

Dværgene Esel Bundgod og Jarl Karl er i følge med Orken Uff StorkRammer og elveren Enheldild Bredblad draget ned i det unaturlige hul der er hvor deres mine og Horn Pubben engang var. Her møder de ukendte fjender og stærke følelser. Måske endda noget dybere og ældre end selv de gamle racer?

Dette er et oneshot eventyr over to dele. Både for at teste Stemmernes Tårn af på en anden måde... og fordi Christian lå syg Del 1. I en tid før menneskene mødtes orkerne fra stepperne, skovens elvere og bjergets dværge et sted der i dag ligger under søens vand der omkranser Stemmenes tårn Det første Timus møde skulle sikre fred og handel. Men Horn Pubben, dværgenes eneste kro springer i luften og en gruppe af usandsynlige helte må undersøge hvad der er los! Spiller: Annalea, Sabrina, Johannes og Andreas. DM: Brian Dyg Arp

Tiltrækningsstrålen er slukket, og Cosmos Universitet driver stille i kredsløb over Tuson. Et rødt lys gløder og maskinerne begynder at vågne på ny. Heltene forsøger at finde en vej ud, men hver dør fører dybere ind i det ukendte. Noget bevæger sig i mørket, og virkeligheden selv synes at forskyde sig omkring dem, på deres vej tilbage mod luftskibet

Luftskibet hænger stadig fanget i Cosmos Universitetets tiltrækningsstråle. Og inden i den store metalfirkant har heltene fundet det rum, hvor strålen kan standses, et maskinrum oplyst af turkis glød og drevet af en mærkelig krystal. Men de er ikke alene. Forvredne, halvlevende gnomer vandrer stadig gennem universitetet, bundet til maskineriet som rådne led i en glemt opfindelse. Da heltene forsøger at skjule sig, bliver de opdaget og en kamp bryder ud mellem skygger, tandhjul og skrig.

Efter en nat i frostkæmpernes sale vågner Sean, Sonny, Seren og Hellawig blandt sne og sten. Kong Bisfrost samler dem til et helligt ritual, hvor seks mægtige frostkæmper bindes til et magisk horn, en gave der kan påkalde deres styrke i nødens stund. Med hornet på ryggen og tågens kulde i hælene drager heltene mod nord. Der i det frosne øde siges et gammelt giganthoved at gemme indgangen til et gnomisk tempel, og dybt derinde tågekapslen som engang fængslede Tågen, Alletings vrede.

Kampen på dækket er ovre, men faren er langt fra forbi. Heltene hænger stadig fanget i strålen fra Cosmos Universitetet, mens Dravik Tohr og besætningen forsøger at frigøre luftskibet. I lyset fra den mærkelige firkant, der svæver i himlen, ses nu konturerne af noget enormt, en død metallisk by i himlen. Dorn bliver tilbage for at holde øje med skibet, mens Malcolm, Gnufexia, Don Brioche og Kælk springer fra sten til sten og træder ind i universitetets indre. Her møder de et forladt, men levende sted, korridorer fyldt med blå pulserende lys, dværgeruner og statuer der synes at følge deres bevægelser.

Heltene befinder sig stadig fanget i den mystiske lysstråle, der trækker deres luftskib mod Cosmos Universitetet. Ud af mørket vælter horder af vanvittige, døde gnomer frem, og kampen på dækket bryder for alvor løs. Dorn, Malcolm, Gnufexia, Don Brioche og Kælk kæmper side om side med kaptajnen og besætningen af Keldurer, Ørkensværge og Halvbærere, mens fjenderne kravler ind fra alle sider. Pile flyver, magiske toner fra luttens strenge sprænger fjender i stykker, og blodige nærkampe raser hen over skibet.

Eventyrerne forlader Tikaloc havn og træder ombord på et enormt luftskib, der bringer dem højt op over Tuson. De møder skibets styrkvinde Dravik Tohr og besætningen af Keldurer, Ørkensværge og Halvbærere. Undervejs får heltene tildelt deres egne kahytter, gaver og våben, men stemningen bliver hurtigt alvorlig, da skibet fanges af en mystisk kraft.

Sne og stilhed følger vores helte, efter de med nød og næppe overlevede mødet med det, der lå gemt under isen. Med tæerne kolde og nerverne spændte bevæger de sig videre mod gnomernes kapsel, men bjergene vogter ikke længere i tavshed. For noget stort har fået færten af dem. Noget tungt. Noget sultent. Vil de igen undslippe, som da de stod ansigt til ansigt med Rimskæl? Eller har heldet forladt dem på det værst tænkelige tidspunkt? Et afsnit med tunge fodspor, stigende spænding og måske et glimt af noget langt ældre end tågen selv.

Kulden bider, men farerne bider hårdere. I dette intense afsnit sætter gruppen alt på spil, da en konfrontation trækker dem ind i en livsfarlig kamp midt i det iskolde nord. Tågen letter for en stund, men kun for at afsløre noget endnu værre. Taktik, terninger og desperation. Ingen kan vide, hvem der står oprejst til sidst.

De har forladt Islæ. Frostkuglen omkring byen smelter, vampyrerne rasler i kulissen, og Stivfinger fører dem mod nord, mod det ukendte. Bjergene kalder, sneen knaser, og et gigantisk offerhul åbenbarer sig i landskabet. Men hvad sker der, når broen man går på begynder at gyse? Når fraktioner mødes omkring afgrunden? Og når man ikke længere kan huske, hvem der egentlig gav én den dukke? Et afsnit med hængebroer, istapper, affaldssortering og nye spørgsmål om det glemte våben, kapslen og den sande oprindelse af tågen. De bevæger sig videre mod gnomernes skjulte bygninger og måske en ny afsløring.

I den snedækkede og dødstille by Islæ finder vores helte kun frosne skikkelser, stivnede i gang med hverdagsgerninger, midt i bevægelser, som om tiden bare er frosset. Ingen bevæger sig. Ingen ånder. Og alligevel… er der noget, der ikke føles dødt. Et blik der hænger for længe. En finger, man næsten synes, man så rykke. En fornemmelse af, at de bliver betragtet, fra øjne, der burde være dækket af is.

Dvalevant’n strækker sig ud foran dem: en uendelig, spejlblank frossen sø, hvor vinden bider, og stilheden hvæser. Heltene står på kanten af det ukendte – bag dem Suskaldskovens tåge, foran dem den forladte by Islæ. Men turen over isen er ikke bare fysisk krævende. Det er som om selve søen lytter… bevæger sig… og hvisker. En forbandet kappe, en vision fra Gnistring og mørke stemmer i tågen gør hvert skridt tungt og utrygt. Og da de endelig når frem til Islæ, virker byen alt andet end klar til at tage imod dem.

Vores helte bevæger sig ind i Suskald Skoven, et sted, hvor træerne synes at lytte, og hvor stierne vrider sig, når man vender ryggen til. Kulden bider, men det er ikke det eneste, der gør ondt. Noget i mørket tester deres sammenhold, deres dømmekraft og måske deres værdighed. Ikke alt kan bekæmpes med stål og ild. Nogle gange må man tænke skævt… eller slet ikke tænke. Følg Hellawig, Alistair, Kornstråle og Sonny i et af de mærkeligste og mest absurde afsnit til dato – hvor mørket i træerne måske ikke er det farligste…

Vinteren strammer sit greb, og heltene kæmper sig frem gennem den dybe skov nord for Nordrum, med en ny, relativ uhyggelig følgesvend ved deres side: Bob. Men skovens stilhed bedrager. Noget skjuler sig mellem grantræernes skygger, hurtigt og nådesløst. Et angreb kommer uden varsel, og selv toppen af træerne er ikke sikker. Mens sneen drysser, og nerverne flosser, bliver spørgsmålene flere: Hvem eller hvad jager dem? Og hvem fanden er Bob?

Efter at have forladt Nordrum og bevæget sig dybere ind i den sneklædte ødemark, støder vores helte på en tilsyneladende nødlidende lejr og en katteagtig mand, der bønfalder dem om hjælp. Men det hele er en fælde. Et bagholdsangreb. Og det, der ligner simple røvere, viser sig at være noget langt mørkere og mere foruroligende. På en frossen bro over en buldrende elv bryder kampens tåge løs – bogstaveligt talt. Ildkugler flyver, torden slår ned fra himlen, og en ildkugle sætter verden i brand. Magien koger, stål møder stål, og overlevelse bliver en dans mellem liv og død

Heltene har forladt Nordrum og begivet sig nordpå, mod det isdækkede landskab og den frosne sø Dvalevat’n. Bag dem ligger byens damp og sidequests – foran dem venter kulden, ensomheden… og skygger i sneen. Midt på en øde stenbro over en brusende elv møder de en katteagtig skikkelse, der råber på hjælp. En lejr er blevet overfaldet, siger han. Men noget føles forkert. Øjnene ser ét – mavefornemmelsen noget helt andet.

Vores helte er i den nordlige by Nordrum – et afsidesliggende sted omgivet af mørke skove og hængende tågebanker. Her er hemmeligheder om tågen, som kan bringe vores helte tættere på en løsning. Mens gruppen forsøger at finde ly og hvile, begynder natten at ånde dem i nakken. Under stjernernes kolde skær og i skæret fra to måner mærkes en tiltagende uro. En beboer forsvinder i mørket. En skygge kalder. Og en ældgammel kvinde – måske en heks – bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Nordrum har sine egne regler. Og dem, der ikke lytter, risikerer at blive glemt.

Efter nødlandingen i Brudringe-bjergene når heltene endelig frem til den frosne by Nordrum – et sted mærket af kulde, sorg og noget langt mere udefinerbart: stilheden efter tågen. Men byen har overlevet, og blandt ruinerne finder de ikke bare varme, men vidnesbyrd om, hvad tågen har gjort ved dem, der ikke kunne flygte. Mens gruppen splittes for at hjælpe, undersøge og hvile, kastes en af dem ud i et ritual, der aldrig burde være nødvendigt – et helligt dampbad med mørkværn og guddommelige bønner. Midt i dampen, under de visnende guders blik, skal lyset kæmpe mod glemslens skygger.

Efter at have forladt Tikaloc i en luftballon, begiver vores helte sig nordpå – over landskaber indhyllet i tåge og mytisk mørke. Kursen er sat mod Brudringe Bjergene og det sted, hvor gnomerne engang indkapslede tågen. Men rejsen bliver alt andet end fredelig. Et mareridt varsler uro i sjælen, og et uventet stormvejr truer med at kaste dem ud i intetheden. Uden varsel tvinges heltene ud i en kamp mod naturens rasen – og mod deres egne begrænsninger. Magien svigter, minder brænder, og gamle sår flås op. Da ballonen endelig styrter ned, lander de i det frosne landskab ved kanten af verden – nær byen Nor’drum. Men intet er givet, og kulden, udmattelsen og ukendte kræfter truer med at knække dem, før de når frem. Spørgsmålet er ikke længere om de overlever. Det er, hvor meget de mister på vejen.

Den falske hydra er død, men Tuson hviler ikke. Minderne strømmer tilbage, sorgen hænger i luften, og mens nogle helte samles for at slikke deres sår, løfter byen sig igen. På dokken venter luftskibene – og med dem, nye valg. Et hold drager mod månen for at hente sværdet, der kan presse tågen. Et andet bliver tilbage… men ikke for at hvile. For nu spores tågens oprindelse. Et gammelt kort, en gnomisk kapsel, og et bjerg i nord, hvor kulden skærer og svarene gemmer sig. Gnufixia, Sonny, Sean, Alistair og Hellawig – B-holdet – har fået en ny mission. Tiden er knap, tågen bevæger sig, og kun én ting er sikkert: det her er ikke over.

En dør åbnes, og for første gang siden de bevægede sig ned under Tokaloc, står heltene samlet i det samme rum – Dorn, Kornstråle, Sonny, Malkon, Brious, Kælk og Gnufixia. Et rum, hvor minder bølger, blodet damper – og den falske hydra venter. Kampen, der følger, er kaotisk, klaustrofobisk og knusende. For selv med syv mod én er det ikke nok, når fjenden har syv hoveder, evnen til at sløre sig selv i sindet – og til at vokse, hver gang man glemmer. Men denne gang glemmer de ikke. Ikke allesammen. Og i skyggen af død og desperation, opstår heltemod, ofre… og måske – bare måske – en sejr.

Efter at have udfyldt ønskelister for døde søstre og sønner, har vores helte kun én opgave tilbage: Dronningen. Men hvad sker der, når man følger en plan baseret på løfter fra konger, man ikke stoler på, og gaver fra lig, der stadig taler? Gruppen bevæger sig dybere ind i det mumificerede hierarki under Tikaloc. Med udmattelsen i kroppen, skyld i hjertet og en gnist af fornyet retning, begynder de at forstå, at der ikke findes nogen vej ud uden om mørket. Ikke alle gaver varer evigt. Ikke alle døre fører til frelse.

Med Hellawig’s død og hendes navn allerede begyndt at forsvinde fra hukommelsen, vågner gruppen op i det mørklagte rum under Tikaloc. Men noget er galt. Ikke kun følelsesmæssigt – men magisk. Minder forsvinder. Stemmer hvisker. Og noget i skyggerne forsøger at overbevise dem om, at hun aldrig har eksisteret. For at beskytte sig mod glemslens forbandelse tyer de til desperate midler – men vil det overhovedet virke? En ukendt kaldur, en vildledende stemme og et glimt af noget velkendt bag en åbnet dør. Og der, midt i rummet, en person de kender – omgivet af ansigter, der langsomt glider ud af væggene.

Efter den desperate kamp under vandet kæmper vores helte sig endelig op i et glemt, mørkt tempel under Tikaloc. Men sejren har en pris: Hellawig er død, og selvom kroppen nu hviler iblandt dem, begynder hendes minde langsomt at forsvinde – som tåge, der glider væk i morgensolen. Mens de sørger og forsøger at hvile sig i det fremmede rum, begynder virkeligheden at skride. Navne glemmes. Stemmer svinder. Og i hjørnerne af deres sind lurer følelsen af, at noget – eller nogen – stadig venter.

I denne episode trækkes vores helte ind i det uundgåelige mørke – i bogstaveligste forstand. En enkelt berøring ved en vandpyt i loftet har vendt verden på hovedet og suget dem ned i et mystisk, vandspejlsagtigt rør fyldt med uro, panik og… noget, der venter. Uden retning, uden luft og uden synlig udvej kæmper gruppen mod et væsen, der bevæger sig som en drøm – eller et mareridt. Dets form skifter konstant mellem sten, fisk og skygge, og selv tankens kraft giver ikke svar. Mens panikken breder sig og luften svinder, knækker troen på madamer, guder og hinanden. Nogle bliver trukket dybere ind, andre når overfladen – men ikke alle gør det i tide.

I mørket under Tikaloc er virkeligheden begyndt at slå revner. Vores helte har netop åbnet to sarkofager – og vækket to døde søstre til live. Eller næsten. De står nu over for et skræmmende valg: For hver af de døde kvinder tilbyder at opfylde deres vildeste ønsker… hvis blot de vil dræbe den anden. Guld flyder. Muskler svulmer. Visdom skænkes. Og længsler bliver til virkelighed. Men for hvert ønske, der opfyldes, vokser tvivlen: Hvad er prisen? Hvem er de, der lover alt? Og hvad sker der, når hele familien – døtre, sønner, dronning og konge – kræver hinandens liv for at genvinde deres egen? Et mægtigt sværd tilbydes. En trone lurer i mørket. Og midt i det hele står heltene – splittede mellem moral, fristelse og det større mål: at standse den falske hydra og redde Tuson fra tågens greb.

Vores helte befinder sig stadig under den svævende by Tikaloc – og i dette afsnit bliver det mere kaotisk end nogensinde. En labyrintisk tunnel kollapser omkring dem, gulvet forsvinder under fødderne, og gruppen kastes i frit fald ned i mørket. Da de vågner, er noget forandret. Et mærkeligt, skævt rum fyldt med balsamerede kældur-figurer viser sig ikke kun at være et gravkammer – men måske også et sted, hvor sandheder kan vende tilbage. Minder fra tidligere oplevelser dukker pludseligt op. Den falske hydras forbandelse – dens sang – har mistet grebet for en stund, og gruppen husker pludselig det, de ikke burde kunne huske. Samtidig opdager de, at noget underligt siver ud af statuerne – en sort, tjæreagtig substans med skimmel-lignende træk. En hemmelig mekanisme afsløres, og en dør åbnes, men hvad venter bag næste hjørne?

Efter at have overlevet mødet med spejlene og den forførende fare i Skyggeverden, vender gruppen tilbage til deres mission: at forsegle de sidste udgange under den svævende by Tikaloc – før noget ondt slipper ud. Men det er lettere sagt end gjort, når tyngdekraften vender, og gulv bliver til loft. I et forladt og forvrænget værksted, hvor en stillestående vandpyt hænger i loftet som en mørk trussel, forsøger heltene at finde ud af, hvad der skjuler sig på den anden side. Ét dyk, og virkeligheden flår sig op: Vandet er dybt, forvirrende, og noget venter i det. Noget, der ligner både sten og væsen. Mens panikken breder sig, og knuder bindes i både reb og relationer, sætter gruppen alt ind på at forstå – og overleve – endnu en del af Tikalocs mystiske indre.

Gruppen står over for en ny, forførende trussel i de spejlbeklædte gange under Tikaloc. Efter Sean Kronstråle forsvandt i skyggerne, bliver sandheden sværere at skelne fra illusionen. Spejlene viser ikke altid det, de burde – og nogle refleksioner har deres egen vilje. En ukendt skikkelse træder frem, lokkende og smilende, men noget føles forkert. Hun taler direkte til sjælen og vækker en usikkerhed, der langsomt æder sig ind på gruppen. Hvem kan de stole på? Hvem er virkelig? Og hvad sker der, hvis de lytter for længe?

Gruppen bevæger sig dybere ind i de forfaldne kamre under Tikalocs pyramide, hvor mørket skjuler mere end bare gamle ruiner. Efter en hård kamp mod en muteret Keldur har de knap tid til at trække vejret, før en ny opdagelse ryster dem. En sarkofag åbnes, og en gammel Keldur-ånd vækkes til live. Han taler om en usynlig trussel, en glemt sandhed og en sang, der har fulgt dem hele vejen uden, at de har indset det. Men kan de stole på deres egne minder, når tågen sniger sig ind i deres sind?

Gruppen bevæger sig stadig dybere ind under Tikalocs pyramide, hvor mørket gemmer på både hemmeligheder og dødbringende fælder. Hver gåde, de møder, er ikke bare en udfordring – den er en potentiel dødsdom, hvis de ikke tænker sig om. Dorn, Kælk, Brious og Melcom må bruge alt deres kløgt og samarbejde for at overleve. De har allerede set, hvad pyramiden skjuler, men spørgsmålet er, om de kan finde en vej ud igen – eller om de ender som endnu en del af dens dystre historie.

Dorn, Kælk, Brious og Melcom har begivet sig ned i dybet under Tikalocs store steppepyramide, hvor mørket skjuler hemmeligheder fra en svunden tid. Dungeonens korridorer er spærret af fælder og magiske gåder – som det så ofte er, når man trænger ind steder, man ikke burde være. Men gruppen har intet valg. Ondskaben må stoppes, hvis de skal vinde Kelduernes tillid og sikre deres hjælp til at finde sværdet, der kan drive tågen væk fra Tuson. Spørgsmålet er bare, hvad der venter dem i mørket … og om de overhovedet er klar til at møde det.

Denne gang følger vi en anden del af gruppen. Mens deres rejsefæller arbejder på at forhindre monsteret i at flygte, har denne gruppe fået en langt mere dødbringende opgave – at sikre, at det aldrig slipper væk igen. For at finde og nedkæmpe væsenet må de bevæge sig gennem en massiv stenport under Tikalocs store pyramide og ned i kamre, som selv Kelduerne undgår. Her afslører mørket gamle levn fra tidligere Keldur-kulturer, ofret til den evigt sultne by. På overfladen fremstår Kelduerne som et folk i harmoni, men ofringerne og de dystre kamre under byen maler et helt andet billede.

Vores helte har nået kanten af Tikaloc – ikke ovenpå, men under den svævende by. Deres opgave er klar: de må forsegle udgangene under byen for at forhindre den ondskab, der hærger Tikaloc, i at undslippe. Sean, Gnufixia, Hellerwig og Sonny har støvler og magi, der lader dem bevæge sig frit på byens underside, men ikke alle er så heldigt stillet. For nogle i gruppen er den eneste vej frem at stole blindt på reb og deres venners greb. Med afgrunden gøende under dem og mørket tættere på end nogensinde før, bliver enhver bevægelse et spørgsmål om liv eller fald. Men Tikaloc bærer på sine egne hemmeligheder. Underbyen, skjult for de fleste, er fyldt med rester af tidligere Keldur-byer, som Tikaloc har opslugt gennem århundrederne. Og som det så ofte er i Dungeons & Dragons – når et sted bliver forladt, har ondskaben en tendens til at flytte ind.

Et frygtindgydende væsen jager gennem Tikalocs gader og undergrund, men dets hypnotiske sang har forhekset byens folk. Alle har set det – men ingen kan huske det. Under væsenets tryllebindende melodi bliver hver eneste erindring om monsteret visket væk som dug for Aleting. Gnomen Deduder har opsøgt heltene med anmodning om hjælp. Han hævder, at det ikke kun vil hjælpe dem med at finde en måde at nå en af de tre måner, men også gavne ham selv – selvom hans egne motiver stadig er indhyllet i mystik. Er Deduder en værdifuld allieret, eller har han sin egen skjulte dagsorden?

Gruppen har nu tilbragt et døgn i den flyvende by Tikaloc, hvor de har beundret byens storslåede arkitektur. Det høje og elegante folk, Keldurne, har vist sig at være lige så fascinerende som byen selv, og festivalens farverige festligheder – med alt fra musik og bønner, til blodige ofringer – har efterladt heltene med lige dele undren og uro. Men noget føles forkert. Små detaljer falder ikke på plads, som om noget ulmer under overfladen. Noget Keldurne enten ikke vil – eller ikke kan – fortælle. Hvad er det, der gemmer sig bag Tikalocs smukke facade? Og hvilken rolle spiller festivalen i alt dette?

Gruppen træder ind i Torvilda Dybslags helligste rum, kun for at finde det i ruiner. Sten væltet af væggene, relieffer knust, og det, der engang var et sted for dværgepilgrimmenes ærefrygt, er nu et kaotisk gravkammer. Ingen spor af Blå Skæls hule er at finde, og vejen frem synes lukket – men tågen har ikke givet slip. Mens væsner fra tågen bryder frem fra de skygger, der kryber langs væggene, må heltene finde mening i rummet. Er der en skjult vej blandt ruinerne? Eller er dette stedet, hvor tågen endelig gør krav på dem? Tiden er knap, og tågens sang bliver kun højere.

Gruppen er leder efter vejen ind ind i dragen Blå Skæls hule gennem et helligt sted dedikeret til dværgehelgenen Torvilda Dybslag. Relieffer og inskriptioner vidner om en tid, hvor dette sted var et pilgrimsmål, men nu er det forvredet af tågen. Her, dybt under bjergenes skygger, står heltene overfor tågesangerne – tågens vogtere, hvis fængslende sange lokker og fordrejer sindet. Mens deres vej til Blå Skæls dyrebare skat bliver stadig farligere, må heltene navigere mellem hulens naturlig forsvar og tågens dødsensfarlige væsner. Kan de modstå tågesangernes kald og afsløre, hvad tågen så desperat forsøger at skjule? Eller vil de miste sig selv i mørket?

Efter at have indgået en skrøbelig aftale med den selvudråbte mægtige drage Blå Skæl, står heltene over for en farefuld færd. Blå Skæl, en skabning hvis arrogance næsten overskygger hans kraft, har sendt gruppen på en mission af største vigtighed: at bringe ham noget af det mest dyrebare, han ejer. Men opgaven er langt fra simpel – hans skjulte skat befinder sig i hjertet af en bjergkæde, indhyllet i den dødelige og altfortærende tåge. Med Memekaaniks mekaniske dragter iført tager fire af heltene mod mørket, mens Gnufixia må tage en anden vej. Som væsen af Skyggernes Verden træder hun ind i en dimension, der spejler virkeligheden, men forvrænger den på foruroligende vis. Alt er som bekendt – og dog ej. Skyggeverdenen vrider og former sig efter hendes bevægelser, og dens farer er lige så uforudsigelige som dens landskab. I mellemtiden bevæger resten af gruppen sig ned i dragens hule, hvor hvert skridt bringer dem tættere på det ukendte. Tågen lurer ved kanten af deres syn, en tavs fjende, der kun venter på at slå til. Men hvad gemmer der sig virkelig i dybet? Er Blå Skæls dyrebare skat, hvad han lover, eller er det noget langt mørkere, der venter dem?

Mens én gruppe heltemodige eventyrere kæmper sig vej gennem de forvrængede kroge af MemeKaanics sind, flyver en anden luftballon mod ukendte horisonter. Over den altopslugende tåge og væk fra Knudens trøstesløse ruiner søger de en løsning på verdens skæbne. Denne gruppe består af en broget skare, hver med deres unikke evner og mangel på samme. Kælk, den gamle fisker, bærer af et mystisk stenfragment af ukendt oprindelse, hvis sande natur selv han frygter. Ved hans side rejser Gnufixia, en gådefuld skikkelse fra Skyggernes Verden. Sunny, kendt som Ildens Herre, mens Sean Kornståle, sværddanseren fra Månelunden, Den sidste i gruppen, præsten af Hellmore, en lavmælt halvork med dyb indre styrke, bærer sin tro som et skjold mod mørket. Men denne rejse er alt andet end sikker. Over tågens endeløse dybder står heltene snart ansigt til ansigt med en fjende, der får selv den mest hærdede kriger til at vakle. Vil vores helte kunne stå sammen og modstå denne mægtige skabning, eller vil deres rejse slutte, før den overhovedet er begyndt? Tag med på endnu et hæsblæsende afsnit af Stemmernes Tårn, hvor mod, venskab og overlevelse bliver sat på prøve i en verden af skygger og magi.

Gruppen dykker dybere ned i Memekaaniks sind, hvor kaos og uforløste minder kæmper om deres opmærksomhed. Gennem deres rejse møder de et væld af bizarre og forvredne scener, der afslører glimt af hans liv og den smerte, han forsøger at glemme. Midt i dette virvar står én ting klart: Memekaaniks datter spiller en central rolle i alt dette. Han talte om hende tidligere – men hvem er hun egentlig, og hvilken forbindelse har hun til denne mentale fælde? I dette afsnit finder de sandheden om Memekaanik, men betyder det at de kan finde ud og komme tilbage til deres opgave - at finde en løsning på, Tågen over Tuson

Langsomt, stykke for stykke, er gruppen begyndt at forstå, at de befinder sig inde i Memekaaniks sind. Men hvorfor? Og hvordan er de havnet her? De vandrer fra rum til rum, hvert mærkværdigt og forvredet, som om de er afspejlinger af hans tanker, viden, erindringer, følelser og hvad der ellers hører til i et sind. Stedet føles som en labyrint, der leder dem dybere ind i Memekaaniks væsen. Men ét spørgsmål bliver stadig mere presserende: Hvordan slipper de fri af denne mentale fælde, før de selv bliver en del af den? Da vi sidst forlod vores helte, befandt de sig i et surrealistisk rum af svævende klippestykker, hvor gargoiler med tomme blikke stirrer på dem. Dorn, beslutsom som altid, sprang mod et af klippestykker som hænger uden en gargoil, for at placere den gargoil, de havde fundet i det loftløse bibliotek, som det havde lykkes Alestar at formindske – men skæbnens terninger var ikke med ham denne gang og det er her vi taget tråden op...

Efter at vores gruppe af modige eventyrere flygtede fra byen Knuden, blev de vidner til en rædsel uden lige. Under deres flugt så de byen blive opslugt af et væsen kaldet frem fra en anden verden – en kraft så mørk, at selv skyggens væsner ville skælve. Langs deres vej henover tågen stødte de på en flok overlevende, men det stod hurtigt klart, at disse sjæle havde overlevet på den mest grusomme måde – ved at fortære deres egne. Rædslen og vildskaben i deres øjne fik vores helte til hurtigt at finde på en undskyldning for at komme videre. Memekaanik, gruppens troldmand og måske mest besynderlige selskab, begyndte at opføre sig mærkværdigt efter deres flugt fra Knuden. Hans blik blev tomt og fjernere for hver dag, og noget mørkt syntes at krible bag hans øjne. De opdagede hurtigt, at han aldrig sov, som om han vogtede over noget skjult dybt i sit sind. En nat forsøgte Malcom, den kløgtige bard, at synge en melodi, en beroligende og ældgammel sang, som kunne bringe ro til rastløse sjæle. Sangen bredte sig som en tåge over gruppen, og langsomt, en efter en, sank de ned i en dyb søvn. Men da de vågnede, befandt de sig ikke længere i luftballonen. Stedet, de var kommet til, føltes som en drøm eller en besynderlig mystisk verden. En tåge af minder, følelser og fragmenter af noget uforståeligt hang i luften omkring dem. Alt føltes skævt og forvrænget – som om de trådte rundt i nogen andens tanker og drømme. De stod midt i et sted, hvor logik og naturens love var blevet kastet bort. Men hvis dette sted var et sind, hvis sind var det så?

Heltene har nu forladt byen Knuden i de mystiske luftballoner, skabt af den excentriske urin-opfinder, Memekaanik. Under dem breder Tågen sig som et mørkt og dystert hav, og dybt nedenfor hærger et gigantisk kødmonster, der med glubske kløer og knasende tænder kaster sig over de skrigende beboere. Tågen truer med at opsluge alt, og hvis de ikke finder hemmeligheden til at standse dens udbredelse, vil hele Tuson blive fortæret af mørket. I dagens eventyr følger vi en broget gruppe: halvdværgen Malcom, en hårdfør og stoisk skikkelse; Dorn, en elver af ædel byrd, klog og mystisk; gadebarnet Alastar, hurtig som en skygge og listig som en ræv; Grumsegnomen Hellarvik, kendt for sin evne til at håndtere sprængstoffer med et grin; og selvfølgelig Memekaanik, opfinder og gal videnskabsmand, hvis opdagelser ofte drypper af… tvivlsomme væsker. Deres mål er intet mindre end legenden selv: en af de sagnomspundne Kelduers flyvende byer, der siges at svæve i en hemmelig vindsfære over skyerne. Men hvor gemmer den sig? De må rejse sydpå gennem tågen, kæmpe mod væsener fra mareridtets dybder og stole på hver eneste snuhed, intuition og viljestyrke, de besidder.

Vi er nået til det store finaleafsnit, hvor vores helte står overfor deres største udfordring: Sult, et kolossalt monster, der truer med at fortære hele byen. Alle deres veje har ledt til dette øjeblik. Vil de være i stand til at besejre væsnet, eller er Knuden fortabt? Men uanset hvilken vej det går, vil det ikke ændre noget for Tågen, der stadig hænger tungt over Tuson.

Dybt nede i kloakernes mørke står Brieost, Gnuflixia og Sonny overfor nogle virkelig grumme modstandere. Med Sean forsvundet tilbage til overfladen i sin jagt på Dorn, er de tre nu alene i denne farlige situation. Spørgsmålet er, hvordan de skal slippe ud af denne pinefulde knibe – og om de overhovedet kan.

Sean, Hellewick og Alastar kæmper sig vej opad i Ærkebiskoppens enorme villa, med loftet som deres mål i håbet om at finde Dorn. Bygningen skælver under en usynlig kraft, og som de nærmer sig loftet, vågner møblerne omkring dem til live, besat af en ondskabsfuld energi. Skjulte trusler vækkes, og det bliver tydeligt, at noget mørkt og farligt ulmer i skyggerne over dem. Hvert skridt mod loftet bringer dem tættere på både Dorn og den fare, der lurer i villaens hjørner.

Malmcom, Kælk og Tur træder nu ind i deres skæbnerejse, der måske vil ændre alt. Da vi forlod dem sidst, satte de sig til rette i Ægget, som den mægtige Golum bar i sine kolossale hænder. Med lynets hast flyver de nu mod Cosmos Universitet, stedet hvor svaret på Tågens gåde måske gemmer sig. Denne mørke Tåge har sænket sig over hele Tuson. Hele? Ikke helt, for spredt i skyggerne står lommer af modstand, som trodser dens dødbringende greb. Men hvor længe kan disse bastioner modstå mørket? Alt afhænger af denne rejse, en rejse mod himlens ukendte farer og håbets sidste gnist.

Vi fortsætter præcis, hvor vi slap. Hellewick og Alastar er endelig undsluppet fangekælderen og har nu forenet kræfter med Sean, der er fast besluttet på at redde Dorn. Han er overbevist om, at Dorn holdes fanget højere oppe i Æskebiskoppens dystre bolig. Men før de kan nå frem, må de finde en måde at bevæge sig ubemærket gennem det labyrintiske hus, hvis mørke kroge synes at vågne til live omkring dem. Noget føles forkert ved stedet, som om selve huset ånder og rører på sig – og det er ikke med gode hensigter. Der er kræfter i spil, de endnu ikke forstår.

Endnu en gang træder vores helte ind i skæbnens spil. Nogle søger det legendariske Cosmos Universitet, mens andre vovemodigt trænger dybt ned i Knudens dunkle kloaksystemer for at finde Ildens Herre. De resterende holder vagt over den forgiftede Floris Ivan, hvis skæbne hænger i en tynd tråd. Sidste afsnit sluttede, da Sean modtog en ildevarslende besked om, at Dorn var i alvorlig fare, men ikke at finde ved deres tilholdssted. Sporet leder ham til et hus, han aldrig før har besøgt. Hvad han dog ikke ved, er at to af hans venner allerede kæmper for deres liv dybt nede i husets mørke fangekælder.

I dette afsnit drager vores fire tapre helte ned under byen Knuden. De søger ikke en uhyggelig fangekælder eller en eventyrlig dungeon, nej, de begiver sig ned i byens stinkende kloaksystem. Deres mission: at finde de personer, der har forgiftet den ædle Floris Ivan. Brieost, Gnuflixia, Sonny og Sean kender intet til byens mørke underverden, men før afsnittet slutter, vil de måske have afsløret hemmeligheder, de ville ønske, de aldrig havde opdaget… eller vil de bruge tiden på endeløse diskussioner, der forhindrer dem i at nå deres mål? Find ud af det i dagens spændende afsnit af Stemmernes Tårn. Eventyret fortsætter!

Hør nu, kære lyttere, og vend tilbage til det forunderlige land Tuson. Som I måske husker, satte de modige helte Tur og Malcon (spillet af Timmi og Johannes) plus C27, ud på en færd for at finde det mytiske Gnom-universitet, Cosmos. På deres vej mødte de den mystiske fisker Kælk (Mørk) og hans legendariske og ret store sten. I deres søgen opdagede de en mærkværdig by, som efter sigende gemmer på indgangen til det sagnomspundne universitet. Men byen var ikke, hvad den så ud til at være; fyldt med folk af… mindre skarphed og uden det mindste spor af portaler eller døre til Cosmos. Vil vores helte finde den skjulte indgang og bane vejen til Cosmos' ældgamle visdom? Eller vil de opgive deres søgen og bosætte sig blandt byens tåbelige indbyggere? Tag med os på denne fortryllende rejse og find ud af det i dagens episke afsnit af Stemmernes Tårn. Eventyret kalder, og skæbnen venter!

Hør nu, I ædle eventyrere og trofaste følgere af vores episke saga! Efter et år i dvale vender vi tilbage til verdenen af magi, mysterier og modige heltegerninger. Podcasten "Stemmernes Tårn" er tilbage, og vores skæbnebestemte eventyr fortsætter, præcis hvor vi slap. I denne episode ser vi igen Rene, Annalea, Andreas og Brian, som med mod og snilde udforsker de dybeste hemmeligheder og farligste fjender i Tusons tågede landskaber. Ledet af vores vise og snarrådige Dungeon Master, Christian Fuhlendorff, vil de dykke ned i mysteriet om den tykke tåge, der har lagt sig over verden, og søge svar i den mystiske by Knuden. Er I klar til at tage med os på dette magiske eventyr? Gør jer klar til at fordybe jer i endnu et kapitel af vores episke fortælling – "Tågen over Tuson".

Brieost, Gnuflixia, Sonny og Sean Kornståle, gør hvad de kan for at skaffe mad til byen, men tågen har overmandet en stor del af den gård de havde udset sig, så nu handler det bare om at komme væk.Spillerne er i dette afsnit Brian, Annalea, Andreas og René.

Mens 2 grupper har forlagt Knuden, for henholdvis at finde Cosmos universitet og prøve at skaffe mad til den sultende by, så er nogle få af vores helte blevet tilbage. Dorn og Alistar, er blevet sendt på en opgave af Floris. De skal finde ud af hvem denne "Ilden herre" er, som starter brande rundt om i byen.Spillerne er i dette afsnit: Michael Schøt og Tobias Bukkehave

Gruppen har fundet ud af man kan holde tågen på afstand med gudedommeligt ritual, men er det nok? Og husker de at fylde ballonen med mad til folk i Knuden? Det finder vi ud af i dette afsnit af StemmernesSpillerne er Andreas, René, Annalea og Brian D.

På Malcon og Tur rejse mod Cosmos universitet har de mødt fiskeren Kælk, spillet af Brian Mørk. Sær type. De 3 er forsat deres rejse med robotten C32, men i stedet for at finde et universitet, har de fundet en lille underlige by, med nogle endnu underligere indbyggere. Spillerne i dette afsnit er Timmi, Johannes og Brian Mørk

Vores helte er nød til at skaffe mad til folkene i Knuden, måske er det muligt at finde maden på en af de lokale gårde?Spillerne er Andreas, René, Annalea og Brian D.

I forrige afsnit blev en stor del af heltene i Knuden, for at løse et mad problemet, men en luftballon steg også til vejrs med to helte, Malcon og Tur er rejst mod nord for at finde Cosmos universitet. Spillerne i dette afsnit er Timmi* og Johannes + Brian Mørk*hans mikrofon drillede lidt, men lyd-mand David har tryllet det bedste han kunne

Mens en del af gruppen forlader Knuden, for at lede efter Cosmos Universitet, bliver de resterende helte tilbage i en by i forfald. Maden løber tør i byens kornkamre eller det er i hvert fald hvad de får fortalt og en helt har rejst sig fra undergrunden kaldt Ildens herre. Spillerne er Andreas, René, Annalea og Brian D.

Der vi forlod vores helte, stod de overfor en fare de ikke kendte. Op af vandet bevægende væsner sig langsomt i mod dem. Mal'Con liv hang også i en tyndtråd, efter mummiesforbandelse havde lagt sig over ham. Spillerne i dagens eventyr er, Andreas, René, Timmi og Johannes.

Gruppen har nu brugt Kællinge Kaldet, som sendte sin klagesang ud over Stemmernes Sø, men hvem ved, hvem ellers der lytter med?Spillerne i dagens eventyr er, Andreas, René, Timmi og Johannes.

Med luftballon går rejsen mod byen Bristel, eller det der en gang var Bristel. I dag blot endnu en by under vandet i Stemmernes Sø. Spillerne i dagens eventyr er, Andreas, René, Timmi og Johannes.

Kællinge-kaldet skal findes, men i byen Bristel? En by under Stemmernes Sø overflade? Gruppen starter med at søge viden efter denne druknede by i Knuden, men hvor skal de starte? Spillerne i dagens eventyr er, Andreas, René, Timmi og Johannes.

Gruppen er dybt inde i Kartarar sumpen, for finde den faldende kælling, Madam. MEN der skal også tages et valg. Et valg, som er afgørende for hele Tuson

Gruppen er netop ankommet til Kartarar sumpen og deres båd er begyndt at bevæge sig ind i det murede vand. Det grønne lys lanternen kaster, får verden omkring dem til at se endnu mere syg ud, end den i forvejen er, for der er noget galt med denne sump, ikk?

Gnufexia vågner efter en drøm, som nok har været et varsel, men da vores kære faun en smule naiv af natur, kræver en vis portion overtales fra resten af gruppen, at forstå vigtigheden af hende “syn”.Gruppen denne gang består af Annalea, Silja, Rene, Mørk og Tobias