POV Mediano Music

I 1997 udgør genforeningen af Black Sabbath med Ozzy årets allertungeste hovedrubrik. Men året byder også på bevægelser fra de næste geledder, herunder Metallica og Megadeth, og fra nye, forskelligartede bands som Hammerfall, Rammstein og debutanterne Limp Bizkit. 1997 er også året, hvor Judas Priest vender tilbage - med en ny forsanger og deres første studiealbum siden 1990. Og hvor en ung Michael Poulsen pludseligt blander Elvis Presley ind i sin dødsmetal i bandet Dominus. Studievært Jens “Jam” Rasmussen tager os tilbage til det tungeste ‘97 sammen med de tre faste studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Judas Priest finder deres nye sanger fra det amerikanske Priest-cover band British Steel. Vokalisten Tim “Ripper” Owens fungerer fint, men bandets forsøg på at kopiere brutaliteten fra deres lærlinge fungerer lidet overbevisende på comeback albummet “Jugulator”, mener vores panel stort set samstemmende. - Priest-guitarist Glenn Tipton har mere held med sit solo album "Baptism of Fire”, mener Steffen Jungersen, mens Michael Denner samler sit eget fiktive solo band, der indeholder et p.t. tidligere Priest-medlem. - Vores egne melodiske hard rockere Royal Hunt med amerikanske DC Cooper som sanger udsender fjerde albummet “Paradox”. Samme Cooper var til audition hos Judas Priest, men nyder nu stor succes i Japan sammen med sit danske band. - Autentisk heavy metal-revival fra de svenske debutanter Hammerfall og vedholdende heavy metal-lyd fra engelske veteraner Saxon. - Årets nye lyd defineres især af Limp Bizkit og Rammstein. - Der er også metalliske grooves fra amerikanske Pantera og Machine Head. - Vi går i dybden med årets udspil fra Megadeth og Metallica, og tager en tur på Staden med sidstnævnte. - Michael Poulsen og Dominus overrasker stort med deres rock’n’rollede udgave af dødsmetal på albummet… “Vol.beat”. I 1997 har det dog ingen kommerciel gennemslagskraft. - Withering Surface og Konkhra udgiver mere stilsikre danske death metal-plader, mens svenske Nicke Andersson (ex-Entombed) debuterer med ren garage rock & rul i The Hellacopters. - Paradise Lost holder sig på den gotiske trone med “One Second”, og den norske black metal-scene har (endnu) et stort, produktivt år. - Sidst, men på ingen måder mindst: Black Sabbath genforenes med Ozzy i front og giver to koncerter i hjembyen Birmingham. Jens “Jam” og Jungersen mindes pilgrimsfærden til den første genforeningskoncert som et absolut højdepunkt i deres metalliske fankarriere. Mange gange til vores studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, der tager med os tilbage til 1997! Vi er tilbage med 1998-afsnittet om cirka et par uger. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen Foto: Henriette Jungersen

Vi er nået til den sidste halvdel af de metalliske 90’ere. Året er 1996 og vores overskrift, “Nye ladninger”, dækker ikke mindst over Metallicas første studiealbum i knapt fem år, “Load”. Men der var også ferske album-ladninger fra nyere navne som Rage Against The Machine, Tool, Korn og Marilyn Manson, og fra ældre bands som Pantera, Slayer, Sepultura, Soundgarden, Manowar, Type O Negative, King Diamond, Mercyful Fate og veteranerne Deep Purple. Studievært Jens "Jam" Rasmussen fører os gennem metalåret 1996 i selskab med seriens tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Metallicas nye image og bandfotos tager en del af opmærksomheden, men hvordan lyder deres nye album “Load” så? Steffen Jungersen og Michael Stützer besvarer spørgsmålet. - På forskellig vis har vi også en mere eller mindre søgt Metallica-vinkel på årets udspil fra C.O.C., Apocalyptica, Soundgarden og Rage Against The Machine. - Vi har endda også en Rage Against The Machine- vinkel på Tool, en Korn-vinkel på Korn, en Marilyn Manson-vinkel på Marilyn Manson og… en Manowar- vinkel på Manowar (vi tør ikke andet). - Årets hårdere metal-plader kommer fra blandt andre Carcass, Dominus, Darkthrone, Pantera, Slayer og Sepultura. - Type O Negatives fjerde album “October Rust” bliver en af Black Sabbath-trommeslager Bill Wards favorit metal-plader. Men hvad synes Jungersen og Stützer så om denne gode goth metal-skive? - Ritchie Blackmore er ude af Deep Purple, der i stedet hyrer Steve Morse (ex-Dixie Dregs) på albummet "Purpendicular". Der er intet galt med Morse som person eller guitarist, men både Jungersen, Stützer og Michael Denner begræder kombinationen. - King Diamond har et højaktivt efterår med nye album- udspil i både eget band og Mercyful Fate. Sidstnævntes “Into The Unknown” har fat i både den lange og tunge ende, mener Denner og Jungersen samstemmende. Stor tak til vores studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, der lytter med! Vi er tilbage med 1997-afsnittet om cirka et par uger. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen

År 1995 var også År 25 efter Black Sabbath, og i dette metalliske sølvbryllupsår anvender vi overskriften “Midtvejs-metalkrise”. Fordi den traditionelle heavy metal var kommet i outsider-rollen, hvor selveste Iron Maiden kom på glatis, mens masser af nye bands og subgenrer piblede frem. Men “krisen” var også, som ordet betyder: et slags vendepunkt på vej for den originale heavy metal. Men mere end noget andet var “hård rock” og “metal” blevet en meget mangfoldig musikkultur i både udtryk, attitude og alder. Hvor en ny generation i 1995 dyrkede bands som Fear Factory, Paradise Lost og albumdebutanterne Down og Rammstein, mens gamle, ikoniske navne som AC/DC, Motörhead, Black Sabbath og Ozzy stadigvæk holdt sig rimeligt relevante i året. Dette metalliske og multi-agtige midt-90’er år bliver gennemgået af studievært Jens "Jam" Rasmussen og de tre faste studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Vi beklager den halvdårlige 'øverums'-lyd på POVcasten. Der var en fejl med mikseren under optagelserne, men vi har valgt at bringe den under alle omstændigheder. Nedslagspunkter: - Trommeslager Phil Rudd er tilbage i AC/DC, som swinger igen på det nye album “Ballbreaker” og på turneen, der bringer os over til et par vilde shows i Mexico City. - Mikkey Dee tilfører ligeledes swinget i Motörhead på albummet "Sacrifice". Jungersen-jublen er vedblivende. - King Diamond udgiver albummet “The Spider's Lullaby”, mens bandets ex-guitarist Michael Denner har fokus på den næste Mercyful Fate-plade, der skal “bisses lidt op”. - En ung Michael Poulsen debuterer i bandet Dominus med sortklædt death metal og dybe dødsgrowl på albummet “View to the Dim”. - To generationer i fælles metal-indsats: Black Sabbath hyrer Bodycount-guitaristen Ernie C som producer på “Forbidden”, hvor frontmand Ice-T gæster. Sabbath-bassist Geezer Butler og bandet G/Z/R udsender albummet “Plastic Planet” med Burton C. Bell (Fear Factory) som sanger. - Ozzy udgiver “Ozzmosis”, som bliver hans sidste relevante album i en længere periode, mener Steffen Jungersen. - Blandt årets bedste album: Down med “NOLA” og Fear Factory med “Demanufacture”. - Interessante debutanter: Svenske Opeth og tyske Rammstein. - Hvad har D-A-D og Rob Halfords band Fight til fælles? De inspireres begge (i nogen grad) af tidens tunge rocklyd á la Soundgarden. - Vi rapporterer fra årets mest metalliske koncertdag i Donnington, England, hvor Metallica lufter nye numre og Skid Row-sanger Sebastian Bach headbanger løs med studieværten. - Iron Maiden udgiver album nr. 10 , “The X Factor”, men træffer et fatalt valg i den nye vokalist Blaze Bayley, beklager Steffen Jungersen og Michael Stützer med én stemme. - Paradise Lost udgiver det forrygende hovedværk “Draconian Times”, som ender samtale-seancen og hele dette afsnit i fuld begejstring. Kæmpe tak til vores studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, der valgte at lytte med! Vi er tilbage med 1996-afsnittet om cirka et par uger. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen Foto: Jens “Jam” Rasmussen Vi beklager den halvdårlige 'øverums'-lyd på POVcasten. Der var en fejl med mikseren under optagelserne, men vi har valgt at bringe den under alle omstændigheder.

1994 var året hvor metalrocken atter stod mangfoldigt frem rundt omkring; eksempelvis var der Machine Head, Korn, Marilyn Manson, og Megadeth i USA, Cradle of Filth, Carcass, Saxon og Black Sabbath i England og Mercyful Fate, Mayhem, Satyricon, Emperor, Tiamat og Amorphis i Skandinavien. Herhjemme albumdebuterede teenagetrioen Dizzy Mizz Lizzy med suveræn sangskrivning og kyndig musikalitet, mens Kurt Cobain tog sit eget liv en måned senere. Tag med tilbage til det alsidige hårde rock år 1994, på godt og ondt, sammen med studievært Jens "Jam" Rasmussen og studiegæster Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Vi beklager den halvdårlige 'øverums'-lyd på POVcasten. Der var en fejl med mikseren under optagelserne, men har valgt at bringe den under alle omstændigheder. Nedslagspunkter: - Machine Head debuterer med en ny og frisk version af thrash metal på “Burn My Eyes”. Et album, der “stråler af intention," ifølge Steffen Jungersen . - Engelske Carcass definerer melodisk dødsmetal på albummet “Heartwork”, der udkommer herhjemme i oktober ‘93 og i USA i januar 1994. Jungersen og Stützer er positive. - Efter Artillerys opløsning finder Michael Stützer og hans bror Morten trøst i bandet Missing Link, der byder på sjov og forskellige stilretninger. - Den danske metal og hard rock-scene 1994 er en alsidig størrelse med både death metal-grupperne Illdisposed og Detest, melodiske Royal Hunt og de debuterende hitmagere Dizzy Mizz Lizzy. - Mercyful Fate optræder på Roskilde Festival, hvor de ser morgensolens første stråler oppe fra Orange Scene. Tre måneder efter udsender de albummet “Time”, der ifølge Michael Denner og Steffen Jungersen ikke rammer det hårdeste eller højeste niveau. -1994 er et markant år for norsk black metal med debutalbum fra både Burzum og Dimmu Borgir og markante værker fra frontløberne Satyricon, Mayhem og Emperor. De to sidstnævnte får særlig opmærksomhed fra Steffen Jungersen. - I Sverige er der bl.a. albumdebut fra In Flames og progressivt goth metal-udspil fra Tiamat, mens finske Amorphis rammer både lys og skygge på deres interessante to’er "Tales From A Thousand Lakes”. - Pantera, Sepultura og Prong giver studieværten en 50 grader varm rusketur i Arizonas ørken, hvor førstnævntes aktuelle album “Far Beyond Driven” holder bandet tilpas på toppen. - 1994 byder på metalrock i alle dets afskygninger, herunder Slayer med ny trommeslager, Testament med en mere growlet vokallyd og Megadeth med et massivt MTV-hit. - Biohazard holder den godt kørende på albummet “State of the World Address”, mens bysbørnene Dog Eat Dog står for årets heavyhop-hit med “No Fronts”. - Californiske Korn lægger fundamentet for en ny lyd til den næste metal-generation. - Marilyn Manson albumdebuterer i retning af det dunkle og bizarre, mens Nine Inch Nails afliver skaberværket med hård metal-elektronik. - Kurt Cobain begår selvmord i sit hjem og tager Nirvana med i graven. - Nordirske Therapy? bryder igennem med “Troublegum” og indspiller med Ozzy, mens Soundgarden udsender det stærke album "Superunknown" og årets hitsingle “Black Hole Sun”. - Året indeholder også tunge og gode album fra C.O.C., Kyuss og Monster Magnet. - Sidst, men ingenlunde mindst, så udgiver Black Sabbath deres 17. studiealbum “Cross Purposes”, hvor loyale Tony Martin er tilbage ved mikrofonen efter det korte comeback til Dio. Jungersen og Stützer uddeler atter roser til den - af nogen, ikke os - undervurderede Tony Martin. Stor tak til vores studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, der lyttede med! Vi er tilbage med 1995-afsnittet om små 14 dage. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen Foto: Jens “Jam” Rasmussen

Året er 1993 og de danske heavy metal-pionerer Mercyful Fate vender tilbage i stor stil, og optræder med de gamle venner i Metallica. 1993 huskes også for en række helt eller delvist nye navne af forskellig art som Entombed, Tool, Type O Negative, Paradise Lost, Clawfinger med flere. Mange af 70’er og 80’er veteranerne giver også lyd fra sig i året; eksempelvis Aerosmith, Accept, Rob Halford i sit nye band Fight, Deep Purple og Dio. I denne podcast kan du tage med tilbage til 1993 og alle de forskellige afskygninger af metal og hård rock. Jens "Jam" Rasmussen er studievært og gæstes af ekspert triumviratet Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - En velkommen genopstandelse til Mercyful Fate, der udgiver deres første album i ni år, “In The Shadows”. Denner er tilbage i sit absolutte es, og Steffen Jungersen hører tydeligt, at bandet virkelig mener det med comebacket. - Lars Ulrich gæsteoptræder på albummet og Mercyful Fate varmer op for Metallica og 27.000 fans på Gentofte Stadion. Denner mindes samarbejdet med Lars Ulrich og genkalder krilleren i maven fra Gentofte. - Metallica-fans kan også glædes over bandets første live udgivelse, den massive boks “Live Shit: Binge & Purge”, der rummer både lyd og levende billeder. - Denners gamle makker, Mikkey Dee, debuterer som permanent trommeslager i Motörhead på det gennemførte album “Bastards”. Lemmy og Jungersen jubler om kap. - Svenske Entombed mikser dødsmetal og rock’n’roll på albummet ”Wolverine Blues”. Anmelderkollegaerne Steffen Jungersen og Thomas Treo tager til bandets koncert i Malmø for at klappe simultant af bandets højeffektive death’n’roll. - Producer Flemming Rasmussen tager til Tampa, Florida for at producere Morbid Angel-albummet “Covenant”, hvor han også må tørre sved af trommestolen. - Steffen Jungersen imponeres over Morbid Angel og glædes over Sepulturas energi på scenen og på albummet “Chaos A.D.”. - 1993 byder også på benhård metal fra både amerikanske Deicide, norske Immortal og Satyricon og svenske Dissection. - Blandt årets albumdebutanter finder vi lovende amerikanske navne som Clutch, Tool og Life of Agony. - Mike Tramp udskifter den melodiøse glam metal fra White Lion med en ny og mere funky og hård metalrock i Freak of Nature. - Jungersen hylder den gedigne gotiske metalrock i Type O Negative og Paradise Lost, hvilket redder hans skrivekarriere, og får overtalt Roskilde Festival til at booke det bundloyale metalband Overkill til orange scene. - De svenske rapmetallere Clawfinger albumdebuterer med gennembrudspladen “Deaf. Dumb. Blind”, mens lydsporet til filmen “Judgement Night” indeholder interessante rap-, rock-, hiphop- og heavy-hybrider. - Der er nye bevægelser fra de gamle 70’er legender Aerosmith og AC/DC, mens Guns N’Roses hylder deres 70’er helte Nazareth og mange andre favoritter. - Accept udgiver deres første album i syv år med Udo Dirkschneider ved mikrofonen, mens Anthrax debuterer med den tidligere Armored Saints-sanger John Bush ved mikrofonen. Judas Priest søger stadigvæk en afløser for Rob Halford, der debuterer i sit thrash- og power groove orienterede band Fight. - I Deep Purple slår det gnister mellem guitarist Ritchie Blackmore og sanger Ian Gillan, hvilket inspirerer til albumtitlen “The Battle Rages On”. Den forsmåede Dio udgiver sit første soloalbum efter den korte genforening med Black Sabbath, men Jungersen og Stützer savner mere mening og retning i både Purple og Dio anno 1993. Vi sender en TAK i versaler til vores gode studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, samt dig, kære lytter! Vi er tilbage med 1994-afsnittet om cirka 14 dage. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen Show less

1992 var et legendarisk år på flere områder: Først et Nej til Unionen, dernæst EM-fodboldguld i en sommer, hvor den stod på solskin og varme i hele tre måneder i streg; herunder på årets Roskilde Festival, hvor tidens nye, store rocknavn Nirvana optrådte få minutter efter EM-triumfen og nogle timer efter vennerne i Pearl Jam samme sted. Men 1992 bød også på traditionel heavy metal fra Iron Maiden, Paul Di’Anno og Killers, Black Sabbath og Ozzy, som begunstigede os med et særligt koncertbesøg. Og så var der nye, solide album fra blandt andre Megadeth, Pantera, Exodus og Testament. Så velkommen tilbage til det - også metallisk - mindeværdige 1992 i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og hans geniale gæstehold: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Iron Maiden udsender album nr. 9, “Fear of the Dark”, der er meget andet end titelnummeret, som Steffen Jungersen og Michael Stützer pointerer. - Steffen møder ex-Maiden frontmand Paul Di’Anno, der skriger “BOLLOCKS!” ind i Jungersens hoved, da de diskuterer den rendyrkede heavy metal-stil på det aktuelle Killers-album “Murder One”. - Ronnie James Dio er kort tilbage i Black Sabbath på albummet “Dehumanizer”, men han forlader bandet i vrede, da det genforenes på scenen med Ozzy for en endnu kortere bemærkning (i første omgang). - Ozzy annoncerer sin afskedsturné, og vil sige farvel til sit publikum på mindre spillesteder. Den beslutning betyder en forrygende koncert foran 1200 heldige heavy-hoveder i Saga, København i februar 1992. Som bonus fortryder Ozzy senere sin beslutning og fortsætter sin turnévirksomhed. - Lemmy indspiller nyt Motörhead-album med gæste indsatser fra ovennævnte Ozzy, Slash og den længe eftertragtede trommeslager Mikkey Dee. - Europa hærges af ekstrem metal, både mørk og dødelig: blandt andre fra de svenske debutanter Marduk, Hypocrisy, Cemetary og At The The Gates, engelske Carcass og Napalm Death, og norske Darkthrone og Immortal. - Studieværten besøger death metal-fødestedet Tampa Bay, Florida og møder blandt andre producer Scott Burns og medlemmer af Morbid Angel, Obituary og Atheist. - I LA er Rage Against The Machines single “Killing In The Name of” selve kernen af en rasende rap metal-revolution, mens Bodycount heller ikke lægger fingre imellem på deres debutalbum. - Megadeth gæster årets Roskilde Festival og udgiver deres femte og velkomponerede album, “Countdown To Extinction”, et par uger senere. Et “mere tilgængeligt” album, ifølge Jungersen. - 1992 byder også på hård groovy metal og thrash fra Pantera, Exodus, Testament og Kreator. - Samples og elektronik er en del af det moderne lydbillede hos Ministry, Nine Inch Nails, de innovative Fear Factory og de mere skummelt spøjse White Zombie. - Melodisk hard rock har mange facetter i 1992, der byder på både et rockopera-album fra W.A.S.P. og fængende hit-materiale fra Bon Jovi, Dream Theater, Ugly Kid Joe og Pretty Maids. - Den såkaldte grunge rock rammer for alvor landet: I starten af året koncertdebuterer Pearl Jam i Danmark… i Pumpehuset, København. Bandet optræder igen på årets Roskilde Festival, hvor Nirvana giver det, der bliver deres første og eneste optræden herhjemme. - Nirvanas Dave Grohl, Kurt Cobain og Alice in Chains-sanger Layne Staley dyrker danske Mercyful Fate i stor stil. De og alle vi andre får noget at glæde os til i slutningen af 1992, da Mercyful Fate varsler et nyt studiealbum i det nye år. - Denner fortæller, hvordan et par Zoser Mez-demoer og en kop kaffe med King Diamond skaber grobund for Mercyful Fate-gendannelsen. Stor tak til vores trofaste studiegæster, til supervisorJan Eriksen, og naturligvis også til dig, kære lytter! Vi er tilbage med 1993-afsnittet om små 14 dage. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen

Vi er i 1991 og den tunge rock trækker i flere nye retninger, mens den traditionelle metalmusik og poppede puddelhunds-heavy stadigvæk hitter lidt endnu, så lyt endelig med på dette andet afsnit af podcastserien “Det tunge stedbarn: Heavy metal-genren i 90’erne”, hvor studievært Jens "Jam" Rasmussen guider dig gennem 1991 sammen med vores velkendte studiegæster Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Metallicas femte album “Metallica”, bedre kendt som “The Black Album”, grovhitter med en mesterlig produktion og fængende skæringer som “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters”. Steffen Jungersen og Michael Stützer bedømmer. - To dage inden udgivelsen optræder Metallica som support for AC/DC ved Monsters of Rock-koncerten på Gentofte Stadion i København. Vi mindes denne historiske koncert og klasse-showet med Judas Priest, Pantera og Annihilator i KB Hallen i januar ‘91. - Artillery optræder på sommerens Roskilde Festival, men er ellers på vej i opløsning. Til gengæld rumsterer nye bands som Invocator, Konkhra, Illdisposed og andre tiltag i den danske metal-underground. - Seje svenske metal-debuter i flæng fra Edge of Sanity, Grave, Therion og Unleashed, samt nye udspil fra Meshuggah og Bathory. Og, ikke mindst, et dunkelt debutalbum fra norske Darkthrone. - Der er sygt gang i den globale death metal i 1991: fra de hollandske debutanter Asphyx og Gorefest, over tyske ditto Morgoth til schweiziske Coroner. I New York albumdebuter Immolation og Suffocation, mens fødestedet Tampa, Florida byder på nyt fra Atheist, Death og Morbid Angel. - Der er også innovativ metal fra canadiske Voivod og lige-på-og-hårdt thrash fra brasilianske Sepultura. - Man fornemmer visse groovy tendenser og lidt sjov & ballade på den amerikanske metalscene i disse år; blandt andre fra sideprojekterne Infectious Grooves og Mr. Bungle og fra trioen Primus, samt i den mere alvorlige ende, Mindfunk og C.O.C. - Nye bands med nye tilgange til (hård) rockmusik: The Smashing Pumpkins, Mudhoney og Temple of the Dog. - Seattle-scenen eksploderer i efteråret 1991 med Pearl Jam-debuten “Ten”, Nirvanas andet album “Nevermind” og Soundgardens ditto “Badmotorfinger”. Steffen Jungersen skuer tilbage til disse banebrydende bands og på det paradigmeskifte, som de skabte. - Black Sabbath inspirerer igen-igen: ikke bare ovennævnte Soundgarden, men også album debutanterne Kyuss og især Cathedral; samt især-især de mere prøvede Trouble, hvor producer Rick Rubin får afløb for sine Sabbath-lyster, mens hans AC/DC-kærlighed genlyder hos The Four Horsemen. - Skid Row finder sig selv på deres andet og meget metalliske album “Slave To The Grind”, og baner dermed en sikker vej til Steffen Jungersens heavyhjerte. Samme Jungersen mener til gengæld, at Guns N’Roses skulle have holdt sig til “35 fede minutter” frem for de facto dobbeltalbummet “Use Your Illusion I og II”. - Vi kigger lidt i krystalkuglen, og ser nogle ret syrede sanger- og bandkonstellationer i fremtidstågerne, men anno 1991 er Axl Rose stadigvæk i Guns, Blaze Bayley i Wolfsbane, Ricky Warwick i The Almighty, John Corabi i The Scream, Ian Astbury i The Cult og John Bush i Armored Saint. - Jo, også her var Black Sabbath selvfølgelig forløberne, men der er en ny gotisk metal-lyd på vej fra bands som Paradise Lost, Solitude Aeternus og Type O Negative. - 1991 var også traditionel heavy metal, power metal, prog metal og endda folk metal. Blandt andet med album fra Armored Saint, Iced Earth, Fates Warning, Skyclad, Helloween, Rage og Metal Church. - Vores studiegæst Michael Denner og hans guitarmakker Hank Shermann genfinder samarbejdsformen i Zoser Mez, hvis album bliver en realitet, da Hank Shermann sælger sin elskede bil. Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen

God Påske og velkommen til en vaskeægte genopstandelse af podcastserien “Det tunge stedbarn”, nu med fokus på heavy metal-genren i 90’erne! I vort første afsnit fra 1990, “Overgang, opsamling, optur” trækker vi tråden fra sen-80’erne ind i det nye årti med etablerede ikoner som Judas Priest, Black Sabbath, Iron Maiden og AC/DC, og massive metalbands som Pantera, Megadeth, Slayer, Annihilator og Artillery til nye navne som Danzig, Alice in Chains og Zoser Mez med den gamle Mercy-guitarduo Shermann og Denner. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det omfattende og hårde rock år 1990 sammen med vores tre faste studiegæster Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Det er bare at åbne det auditive, metalliske påskeæg og lytte med! Nedslagspunkter: - Judas Priest udgiver “Painkiller” og jerner metalskabet helt på plads. Steffen Jungersen og Michael Stützer jubler samstemmende med nærmest 80'er-agtig begejstring. - Jungersen og Stützer giver bevingede metal-ord med på vejen til årets ferme udspil fra Pantera, Megadeth og Annihilator. - 1990 rummer også masser af god hård metal, thrash og crossover fra blandt andre Biohazard, Suicidal Tendencies og Slayer. - 1990 er også året, hvor de dødsmetalliske slubberter Cannibal Corpse albumdebuterer og hvor svenske Bathory indvarsler ny norrøn metallyd. - Der er gang i den nye danske metalundergrund, og i Artillery, der vender hjem fra det fjerne Sovjet-østen og udgiver hovedværket “By Inheritance”. - King Diamond udsender “The Eye”, mens hans gamle Mercyful Fate-makkere, Hank Shermann og Michael Denner arbejder med et nyt projekt, Zoser Mez. Denner beretter om begge bands, og om Zoser Mez-bassist Claus Weigangs (RIP) albumdebuterende band Jackal. - Deep Purple-bassist Roger Glover producerer et par pænere udgaver af danske Pretty Maids og af sit eget band. - Los Angeles 1990 præsenterer både puddelhundsheavy og dunklere toner. Fra henholdsvis Warrant og Danzig, eksempelvis. - Seattle 1990 byder på et tragisk debutalbum fra Mother Love Bone og et højinteressant ditto fra Alice In Chains. - Black Sabbath holder den solidt kørende på deres tredje Tony Martin-frontede album, “Tyr”, mens Iron Maiden-pladen “No Prayer For The Dying" er langt bedre end dens rygte, ifølge Jungersen og Stützer. - Maiden-sanger Bruce Dickinson har et særligt travlt år, der også indbefatter en solodebut. - 1990 afrundes i komfortzonen med AC/DC, som er tilbage med det bedste album i en rum tid, “The Razors Edge”, der dog nok har en lidt højere stjerne hos studieværten end hos Jungersen og Stützer. Stor tak til vores studiegæster Steffen Jungersen, Michel Stützer og Michael Denner, supervisor Jan Eriksen, og til dig, der lytter med… og på genhør i det nye metal år 1991 om små 14 dages tid! PS: Det er første podcastafsnit med studieværten som producer og klipper, men som det stod i noterne til en gammel liveplade med Delta Blues band: “Bøfferne får du med gratis!” Idé, tilrettelæggelse, research og produktion: Jens "Jam" Rasmussen Ass. produktion og supervision: Jan Eriksen Foto: Henriette Jungersen

Vi er fremme ved seriens sidste afsnit, metalåret 1989, og vores overskrift giver sig selv: “Afrunding på metal-årtiet”. Eller i bestemt form: “metal-årtiet”, for det var i 1980’erne at heavy metal for alvor fik manifesteret sig som meningsfuldt begreb. Hvor de store bands brød igennem og hvor forskellige undergenrer blev defineret. I 1989 handler det blandt andre om genrens grundlæggere Black Sabbath, nærmere bestemt riffmesteren Tony Iommi, der får både de første og sidste “ord” (guitartoner!) i dette afsnit. Vi runder også årets bevægelser fra de danske og delvist danske bands D-A-D, White Lion og King Diamond. Desuden kommer vi omkring de store hard rock-navne anno ´89: The Cult, Aerosmith, Mötley Crüe, nykommeren Skid Row og tilbagevendte Alice Cooper. Og i den helt hårde afdeling har vi fokus på bands som Sepultura, Obituary, Kreator, Exodus og Testament. Og sidst, men ikke mindst, er der de nye amerikanske navne som Faith No More, Nine Inch Nails, Soundgarden og Nirvana. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår metalåret 1989 og afrunder de metalliske 80’ere sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Anno ‘89 er riffmester Tony Iommi det eneste originale medlem tilbage i Black Sabbath, der udsender bandets 14. og såre solide studiealbum “The Headless Cross”. Vores tre studiegæster giver alle deres besyv med, og vi får også “besøg” af selveste Brian May fra Queen. - King Diamond udgiver det fjerde album “Conspiracy”, og Michael Denner fortæller hvorfor han forlod bandet allerede inden forgængeren “Them”. Det handlede blandt andet om for meget sukkervand i håret. - Mike Tramp og White Lion holder sig tilpas på hitlistetoppen, især i USA, hvor også D-A-D giver den et skud med gennembrudsalbummet “No Fuel Left For The Pilgrims”. Jungersen og Denner kommenterer sidstnævnte udspil. - Den melodiske hard rock og poppede “puddelhunds-heavy” dominerer stadigvæk i 1989, hvor Alice Cooper får et stort comeback hit med “Poison”. - Koncertmæssigt topper den melodiske 80’er hard rock med to mindeværdige dobbeltkoncerter i KB Hallen i efteråret ‘89: Først Motley Crüe og Skid Row, dernæst Aerosmith og The Cult. Studieværten og Steffen Jungersen sætter turbo på tidsmaskinen. - “Kings of Metal” hedder årets album fra Manowar. Men er de så dét, Steffen Jungersen? - Et forholdsvist stille udgivelsesår for de store, klassiske heavy metal-navne, men sørme om ikke Accept omsider finder en ny sanger i amerikaneren David Reece, som præsenteres på “Eat The Heat”. - Obituary debuterer med albummet “Slowly We Rot”, som giver endnu mere growler-gødning til den nyligt såede death metal-genre. - Michael Stützer og Steffen Jungersen runder året og årtiet af i den særdeles thrashede afdeling. Ekspert-duoen diskuterer således årets udgivelser fra Sepultura, som også afholder en dobbelt dundrende Danmarkspremiere i ‘89, Kreator, Exodus og Testament. - I den sidste del af metalåret ‘89 blinker også 90’erne forude: der er funky metalrock fra Mordred og Faith No More og dunkel elektronisk debut-lyd fra Nine Inch Nails. Og så er der autentisk garagerock fra Seattle via Soundgardens andet album “Louder Than Love” og Nirvanas debutalbum “Bleach”. - Og som nævnt, så kommer afsnittets sidste lydtoner fra Tony Iommi… Afslutningsvis: Stor tak til hele vores hårde 80’er hold, d’herrer studiegæster Steffen Jungersen, Michel Stützer og Michael Denner, og producer Jan Eriksen, og til alle jer, der har været med os i denne podcastserie. Vi håber at kunne lancere den næste podcastserie om metal-90’erne efter nytår, formentlig i løbet af februar/marts 2026. Hold øje! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I 1988 blev hård rock og heavy metal strakt yderligere ud, og i modsatrettede undergenrer - fra det mest poppede til det ekstremt brutale. Fra Bon Jovi til Napalm Death. Fra Death til Poison. Og så var der alle de forskelligartede, men mere klassiske metal-dyder hos bl.a. Megadeth, Metallica, Maiden, Ozzy, Pantera og Priest. I undergrunden lurede nye navne som Soundgarden og Nirvana, der måske snart kunne udgøre et alternativ til den traditionelle metalrock-lyd? Studievært Jens "Jam" Rasmussen går i bredden og dybden af metalåret 1988 sammen med stamgæsterne, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Dave Mustaine og Megadeth indleder året med udgivelsen af 3. albummet “So Far, So Good… So What!”, der indeholder nummeret "In My Darkest Hour", inspireret af Cliff Burtons bortgang. - Metallica mindes Cliff Burton ved at skrue ned for bassen på bandets fjerde album “… and Justice For All”. Vores gæstepanel hylder dog problemfrit bandets evne til at lave gode numre, og til at tage skridtet videre fra det frygtindgydende album par, “Ride The Lightning” og “Master of Puppets”. - Et særligt samtaletema rundt Metallica anno ‘88 er den vitale udvikling af James Hetfields’ vokal. - Michael Denner giver også sit besyv med om Metallicas fjerde album, og får lov at filosofere lidt over, hvordan Mercyful Fates fjerde udspil mon ville have lydt i 1988. - Denners grænse for hård metal går ved Slayer, som han sender til tælling i guldbajere på en café i det indre København. - Kommer Slayer så godt videre på årets album udspil, “South of Heaven”? Det mener deres gamle koncertkammerat Michael Stützer, som hylder bandets “kaos i hjertet”. - Vi tager verden rundt i den mest voldsomme metal, hvor Birmingham-bandet Napalm Death leverer den mest ekstreme metal på den anden side af Slayer. - Bay Area-thrashen gløder fortsat. I 1988 særligt med debutanterne Forbidden, og med album nr. 2 fra både Testament og Death Angel. - I Florida definerer Death fortsat deres nye stil, death metal. I New York udgiver Anthrax “State of Euphoria”, og besøger København med LA-bandet Suicidal Tendencies. - AC/DC kæmper fortsat med at lave det fede midt/sen-80’er album, men er i vanlig superb koncertform på turneen med albummet “Blow Up Your Video”. Rytmeguitarist Malcolm Young checker ind på en alkoholafvænningsklinik undervejs, og erstattes af nevøen Steve Young. - Ozzy introducerer ny guitarist i Zakk Wylde på “No Rest for the Wicked". Steffen kommer sig over fraværet af forgængeren Jake E. Lee, og både Steffen og Stützer kan omfavne dette femte Ozzy studiealbum. - Ozzy optræder også i smuk duet med Lita Ford, og forbereder en gæsteoptræden hos Gary Moore. - Vi kommer også omkring Iron Maidens syvende album, “Seventh Son of a Seventh Son”, og Seattle-bandet Queensryches gennembrudsalbum, “Operation Mindcrime”. - The Scorpions leverer fortsat fin heavy-hygge, mens Saxon forsøger sig med melodisk hard rock på deres niende studiealbum, “Destiny”. I LA hitter Poison med poppet glam metal på “Open Up and Say… Aah!”, mens Bon Jovi holder sig på hitlistetoppen med reference til deres ophavssted, “New Jersey”. - I Seattle-området lyder der nye rock-toner fra de albumdebuterede Soundgarden og singledebutanterne Nirvana. - Texas-bandet Pantera og deres nye forsanger Phil Anselmo sværger til den Judas Priest-tro metal på albummet “Power Metal”. - Judas Priest selv laver en del af deres 11. album, “Ram It Down” i Puk-studiet nær Randers. En fortsættelse af elektro-stilen fra “Turbo”, men også med heavy metal statementet… “Heavy metal”. - PS. Og så er Priests udskældte cover af Chuck Berry-klassikeren “Johnny B. Goode” faktisk i orden, mener både Steffen og Stützer. God lytning, og på genhør i seriens sidste afsnit, 1989, om cirka en uges tid! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I metalåret 1987 stod den på både heavy-hits og benhård metal: på den ene side poppet metalrock som Def Leppard og megasællerten “Hysteria”, og det nye Whitesnakes “1987” album. På den anden side hårdføre bands som de danske thrash-konger Artillery og dødsmetal-pionererne Death. Sat lidt på spidsen, selvfølgelig, for der var også de bands, som hverken var det ene eller det andet; eksempelvis Guns n’ Roses og deres gedigne gennembruds-debutalbum “Appetite For Destruction” og King Diamonds fuldendte metalværk “Abigail”. Og så bød 1987 også på stor international opmærksomhed på andre danske og delvist danske bandprojekter som Pretty Maids, White Lion og Metallica. Metalåret 1987 gennemgås af Jens "Jam" Rasmussen, studievært, og det faste og fornemme triumvirat af studiegæsterne Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Det hårdt rockende metalår 1987 må nødvendigvis bydes velkommen af Guns N’ Roses og “Welcome To the Jungle”. Studieværten og Steffen Jungersen taler om nummeret, bandet og albummet, naturligvis, “Appetite For Destruction". - Bragende fedt comeback-album fra Guns-forbillederne Aerosmith, det perfekt producerede “Permanent Vacation”. - Def Leppards længe ventede “Hysteria” album er en sand hitparade af fængende heavy-pop sange, som skaber et af historiens bedste sælgende rockalbum. - Motley Crüe udråber et glammet, trefoldigt hard rock-hurra til pigerne på albummet “Girls, Girls, Girls”, som dyrkes af både metal-drengene og heavy-pigerne. - Producer Rick Rubin kaster sin AC/DC- og Rolling Stones-kærlighed over The Cults autentiske rock’n’roll-udspil “Electric”, mens AC/DC’s lydtekniker fra “Highway To Hell”, Mike Dearnley, producerer D-A-D debuten “D-A-D Draws a Circle”. - Deep Purples velkomne comeback med mark II lineuppet fortsætter ufortrødent fedt på albummet “The House of Blue Light”, mens Tony Martin debuterer som Black Sabbath-sanger på “The Eternal Idol”. - Det var rock’n’roll, vi kom fra, og som Motörhead deklarerede på deres albumtitel fra 1987. Samme Motörhead, som sprængte samtlige volumeskalaer ved deres koncertbesøg. - Jungersen, Stützer og Rasmussen tager den decibel-blæsende tur tilbage til legendariske Saga i 1987. København, hvor også Manowar skruede op. - Vi fortsætter til Sagas genbo og “lillebror” Carlton, hvor studieværten headbanger ind i sin makkers hoved til showet med Helloween, Running Wild og Overkill, og rammes af en stagedivers militærstøvler til showet med Artillery og Destruction samme sted. YEAH! - Michael Stützer fokuserer mest på sit guitarspil og sit band, hvilket resulterer i det andet Artillery album, “Terror Squad”, som fører an i den europæiske thrash metal-liga sammen med Kreator og førnævnte Destruction. - I januar ‘87 genoptager Metallica deres Europa-turné. Først i Falkoner Teatret, København, og dagen efter i Holstebro Hallen. Senere på året udkommer bandets første indspilning med bassisten Jason Newsted, cover-EP’en "Garage Days The 5,98 Dollar EP". - Fuld smæk på Bay Area-scenen, hvor Exodus udsender album nr. 2 “Pleasures of the Flesh”, Testament deres debutalbum "The Legacy" og Death Angel deres debut “The Ultra-Violence”. Sidstnævnte med en chokerende optræden på hovedscenen på årets Roskilde Festival. - På østkysten rykker Anthrax med “Among The Living”, og der tærskes løs fra Brasilien til Birmingham. Fra Sepultura til Napalm Death. Og i Tampa Bay, Florida udsender Death deres genredefinerende debut “Scream Bloody Gore”. - Michael Denner dukker op i studiet, hvor han og Jungersen tager pulsen på årets danske/dansk-relaterede udspil fra White Lion, Pretty Maids og Denners eget King Diamond, der udsender deres episke hovedværk “Abigail”. God tur tilbage til 1987, og på snarligt genhør i metalåret 1988 om en uges tid! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I foråret 1986 blev København arnestedet for to historiske album på den globale heavy metal-scene: Dansk/amerikanske Metallicas hovedværk “Master of Puppets”, der udkom den 3. marts, og dansk-svenske King Diamond, som udsendte deres debutalbum “Fatal Portrait” den 14. marts. Begge indspillet i københavnske studier. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det mindeværdige metal år 1986 sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Året ‘86 indledes med den sørgelige nyhed om Thin Lizzy-frontmand Phil Lynotts bortgang blot 36 år gammel. Steffen Jungersen mindes manden og musikeren. - Jungersen og Stützer ser tilbage på årets store udspil, Metallica og “Master of Puppets”. Vi tager også en tur til Roskilde Festival 1986. - Metallicas forsmåede leadguitarist Dave Mustaine snerrer sig igennem Megadeth album nr. 2, “Peace Sells… But Who’s Buying?". - Slayer udraderer alt og alle på under en halv time med thrash metal-infernoet, “Reign In Blood”, produceret af Rick Rubin, der også stiller skarpt på fusionen af rap, rock og metal i løbet af året. - Vi gennemgår årets mange thrash- og crossover udspil med et oplagt fokus på Flotsam and Jetsam, hvis bassist Jason Newsted snart går en ny bandfremtid i møde. - Den fatale dag, den 27. september 1986: Metallicas turnébus forulykker på vej fra Stockholm til koncerten i Saga, København, hvor bassist Cliff Burton omkommer. Bandet fortsætter med den nye bassist, Jason Newsted. - Et par uger efter “Master of Puppets” udkommer det første King Diamond-album “Fatal Portrait”. Vi går i dybden med debuten sammen med Michael Denner: guitarist, co-producer og med-sangskriver på tre numre. - I Tyskland suppleres de gamle hovednavne Scorpions og Accept med nye kvindestemmer: den brutale Sabina Classen i Holy Moses og Doro Pesch i Warlock. - De store pladeselskaber går efter den bløde, melodiske hard rock: Fate med ex-Mercyful Fate komponist/guitarist Hank Shermann udgiver “A Matter of Attitude”, mens jyske Skagarack udsender deres debutalbum og lukker årets Roskilde Festival. - I USA går Bon Jovi til tops med tredje albummet “Slippery When Wet”, mens svenske Europe står for årets signatursang i “The Final Countdown”. - Van Halen og David Lee Roth går hver til sit, men kommer fornuftigt videre: Van Halen med en glattere keyboard lyd og ny sanger i Sammy Hagar på “5150”. David Lee Roth med et fedt backingband og festlig, funky metal-rock på “Eat ‘Em and Smile” - Rick Rubin står bag et nyt rockvinklet hiphop-projekt: New York-rapperne RUN-DMC i et friskt covernummer af Aerosmith-hittet “Walk This Way” i synergisk samarbejde med ophavsmændene selv. - I LA står den på højt hår og glam metal-hits hos bands som Poison, mens de rå rock’n’rollere Guns N’ Roses udgiver debut EP’en, “Live ?!★꩜ Like a Suicide”. - Vi tager selvfølgelig også pulsen på AC/DC anno 1986, og på Saxon, hvis ottende album “Rock The Nations” signalerer globalt heavy metal-fællesskab. - Lemmy præsenterer en ny Motörhead-udgave med to guitarister på deres syvende og slagkraftige album “Orgasmatron”. Bandet uddeler soniske lussinger og helserig rock-medicin på pladen og til koncerten i Saga. - Jungersen forsvarer Judas Priests elektroniske retning på “Turbo” og refererer til ZZ Top. Jungersen - og Stützer - kommer også omkring Iron Maiden-albummet “Somewhere In Time”. - Black Sabbath udsender deres mest yderligere udspil, albummet “Seventh Star”, der benævnes “Black Sabbath featuring Tony Iommi”, men kategoriseres som det 12. Black Sabbath studiealbum. - Vi afrunder 1986-seancen med Ozzys fjerde studiealbum “The Ultimative Sin”. God fornøjelse, og på glædeligt genlyt i det næste metal år 1987 om ca. en uge! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Foromtale Det tunge stedbarn: Heavy metal-genren i 80’erne Afsnit 6. 1985: “Bankende metalhjerter” Midtvejs i de metalliske 80’ere banker metalhjertet med tunge, dedikerede pulsslag hos blandt andre Iron Maiden, Accept, Saxon, Pretty Maids, Exodus, Megadeth og Dio. Det banker også løs i den danske metal-undergrund, hvor Artillery albumdebuterer og varmer op for både Slayer og King Diamond. Førstnævnte med benhård thrash og besværlige nitte-armbånd, sidstnævnte med et spændende soloband og en spøjs julesingle. I Los Angeles fylder undergrundsbandet Guns N’ Roses rockklubberne og indspiller en brandvarm demo. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår dette - og meget andet - i metalåret 1985 sammen med de tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - “Live After Death” hedder årets dobbelte livealbum fra Iron Maiden, der sender koncertoplevelsen hjem til stereoanlægget og - for de teknologiske fremmelige - til videoafspilleren. - Accept udgiver albummet “Metal Heart” og leverer en overbevisende optræden på det fantastiske spillested Saga i København, hvor også Saxon og Pretty Maids sørger for en mindeværdig aften. - AC/DC roder rundt på albummet "Fly On The Wall", men er ikke desto mindre en kanon-koncertattraktion. - Artillery debuterer med "Fear of Tomorrow", et pioneralbum i dansk metal og på den internationale thrash metal scene. Vi lytter til Michael Stützers guitarspil dengang og til hans ord om albummet i dag. - Thrash-året ‘85 byder også på debutalbum fra Exodus (“det ultimative thrash album”, følge Steffen Jungersen), Megadeth, Kreator, Destruction, Onslaught og Possessed. - Der er også udgivelser fra Anthrax, S.O.D. og ikke mindst Slayer, som også gæster Carlton på Vesterbrogade, København. - Slayer-guitarist Kerry Kings brede nittearmbånd giver ham vanskeligheder ved at entrere scenen, men supportbandet Artillery kommer ham til undsætning. - Der er godt gang i den danske heavy metal-scene over hele landet med bands som Alien Force, Wasted, Evil, Rigor Mortis, Maltese Falcon, Hero, samt århusianske Kim Sixx med forsangerinden Kim “Powerbaby” Sixx. - Disneyland After Dark skaber deres egen “cow punk” stil, som også appellerer til en del guitarglade heavy rockere. - Californiske Faith No More forvarsler en form for hybrid-metal på debuten “We Care A Lot”. - Aerosmith er tilbage i den originale besætning på “Done With Mirrors”, mens party-rockerne Motley Crüe hitter videre med hedonistisk hard rock på “Theatre of Pain”. - I Los Angeles-undergrunden summer det løs rundt om bandet Guns N’Roses, der indspiller en lovende demo. - Stryper kører også glam looket i LA, men spiller kristen hård rock, også kaldet white metal. - Dio udsender sit tredje album, mens Gary Moore og Phil Lynott laver et sidste, vellykket samarbejde med hittet “Out In The Fields”. - King Diamond afrunder året med en koncertpremiere i Saga, København fire dage før jul, og finder deres indre metalliske drillenisse med debutsinglen “No Presents for Christmas”. Michael Denner fortæller om opstarten på King Diamond projektet. God lytning, og på snarligt genhør i det nye metalår 1986 om blot en uge! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Metalåret 1984 rummer mange mesterlige album udspil, men intet over eller ved siden af Metallicas “Ride The Lightning”, færdigskrevet og indspillet i København. Det skulle da lige være Mercyful Fates fabelagtige opfølger “Don’t Break The Oath”, måske? Eller Judas Priests gennemførte “Defenders of the Faith”? Eller eventuelt Deep Purples nær-perfekte comeback med “Perfect Strangers”? Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår dette mægtige og mangfoldige metalår sammen med vores tre faste studiegæster, Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter; - Metalåret 1984 må nødvendigvis starte på Amager, hvor Metallica låner Artillery og Mercyful Fates fælles øvelokale. Her skriver bandet de sidste par numre til “Ride The Lightning”, som de indspiller i Sweet Silence studiet i samme bygning. - Michael Stützer beretter om besøget, og om at være blandt de første til at høre de nye numre fra “Ride The Lightning”, der ifølge Steffen Jungersen betød et reelt vagtskifte i heavy metal. - Metallica afholder dansk koncertpremiere i København, mens den danske metal undergrund summer livligt løs med bands som Wasted, Evil, Maltese Falcon og Witch Cross, der bliver det første heavy metal-band på Roskilde Festival. - Jyske Pretty Maids udsender deres suveræne debutalbum “Red, Hot & Heavy”, der gør Steffen Jungersen til rendyrket fandreng. - Mercyful Fate følger fornemt op på mesterværket “Melissa”: Michael Denner fortæller om indspilningen af “Don’t Break The Oath”, turnélivet i Amerika, og om at kaste sig ind i en karate-turnering med Motörheads hårdføre roadcrew. - Den nye og hårdere metal bevæger sig fra NWOBHM-inspiration til noget hurtigere og allerhelvedes grummere: fra Anthrax i New York og Slayer i Los Angeles, over Bathory i Sverige, Celtic Frost i Schweiz og tysker thrasherne Destruction, Sodom og Tormentor (snart Kreator), til Voi Vod i Quebec, Canada. - Doro Pesch og Warlock udsender deres debutalbum, og metal scenen får en stærk og sympatisk frontkvinde. - Twisted Sister kan bare ikke snuppe mere på hverken MTV eller alverdens koncertscener, og skriger “NO! We’re Ain’t Gonna Take It”; Van Halen hitter med klassiker-keyboardriffet på “Jump”; og Scorpions giver os en ny, catchy heavy schlager, “Rock You Like A Hurricane”. - Studieværten og Steffen Jungersen gennemgår årets udspil fra Saxon, Iron Maiden og især Judas Priest og Dio. - Vi runder det mangfoldige metalår ‘84 af ved at lovprise David Coverdale og Whitesnake for “Slide It In”, inden studieværten og Jungersen går i jubelmodus over comebacket fra Deep Purple mark II, “Perfect Strangers”. God lytning, og på gedigent genhør i metal-året 1985 om blot en uge! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

1983 var året, hvor Metallica, Slayer og Mercyful Fate hver især albumdebuterede på fuld fræs med henholdsvis “Kill ‘Em All”, “Show No Mercy” og “Melissa”. Det var nyt, det var hårdt, det var vildt åbenbarende, og der var bare smæk på. Men de gamle og tunge drenge bed stadigvæk fra sig i ‘83: Ozzy, Dio, Sabbath, Lizzy, Motörhead, Maiden, Priest og Accept. Sidstnævnte med en sand metal schlager-slagsang i “Balls To The Wall”. Studievært Jens "Jam" Rasmussen rocker året benhårdt igennem sammen med de tre top-kyndige studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - Hardcore punken rykker i studieværten, der ser pogo, slamdans og stagediving udfolde sig til koncerten med engelske G.B.H. i København i marts ‘83. - Efterfølgende undrer studieværten sig: hvorfor er der ingen bands, som kombinerer hardcore punkens aggressive fart med metallens tyngde og gnistrende guitarer? Svaret følger pronto med årets debut album fra Metallica (“Kill ‘Em All”) og Slayer (“Show No Mercy”). - Steffen Jungersen glæder sig over det fede metalliske rifferama på “Kill ‘Em All”, mens Michael Stützer hæfter sig ved den energi og friskhed, der præger albummet. - Masser af interessante debutanter på den nye amerikanske metal scene anno 1983: Armored Saint, Exciter, Pantera, Savatage og Anthrax. - Motley Crüe udvider fanbasen med “Shout At The Devil”; Twisted Sister mener det bogstaveligt med “You Can’t Stop Rock’n’roll”; Manowar spiller med metal musklerne på “Into Glory Ride”. - Nye album fra Saxon, Iron Maiden og Accept. Vi går i dybden med sidstnævnte, der laver en af de ultimative heavy metal slagsange, “Balls To The Wall”. - AC/DC producerer selv “Flick of the Switch” til kernefansene, mens ZZ Top laver moderne boogie rock på mega-sællerten “Eliminator”. - Motörhead får tilført feinschmecker guitarsoli fra Brian Robertson på “Another Perfect Day”, mens Robertsons gamle band Thin Lizzy afrunder i dynamisk stil med deres sidste studiealbum “Thunder and Lightning”. - Med “Pyromania” peaker Def Leppard som nr. 2 på den amerikanske hitliste, og giver et intimt show i København. Desværre er guitaristen Steve Clarke i problemer. - Dio anmoder os på det kraftigste, om at komme op af stolen og skråle med på “Stand Up And Shout”, der åbner hans forrygende debutalbum “Holy Diver”. - Ozzy kommer solidt videre efter det tragiske tab af Randy Rhoads året før. På “Bark At The Moon” var Rhoads erstattet af guitaristen Jake E. Lee, der gik rent ind hos Jungersen og Stützer. - Black Sabbath forbløffer med Ian Gillan som frontmand på “Born Again”. Albummet skiller vandene. Jungersen og Stützer forklarer, og samstemmer: Sabbath og Gillan skulle altså ikke have spillet “Smoke On the Water” den aften i Falkoner Teatret. - Dansk heavy metal rykker med Pretty Maids og Witch Cross, som står på scenen til studieværtens metal koncertdebut. Op på motorcyklen og afsted. - Vi afrunder i den dunkle og absolut metallisk mesterlige afdeling: Mercyful Fates genredefinerende debut album, “Melissa”. Michael Denner fortæller om tilblivelsen og det telepatiske samarbejde med Hank Shermann, mens Steffen Jungersen står for metalliske superlativer de luxe. God lytning, og på tungt rockende genhør i metal-året 1984 om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Metal-året 1982 blev et allerhelvedes hårdt af slagsen med Metallica og Mercyful Fates første udgivelser. Venom beredte sporet for black metal og Accept inspirerede til speed- og thrash metal. 1982 var også året, hvor Ozzy-guitaristen Randy Rhoads omkom ved en tragisk flyulykke, og hvor der udkom store og vigtige album fra blandt andre Iron Maiden, Judas Priest og The Scorpions. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår dette helvedes interessante heavy metal-år sammen med vores tre faste studiegæster: Steffen Jungersen, Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Nedslagspunkter: - “Mettallica” er sidste band på opsamlingspladen “Metal Massacre”. Det ekstra “t” er en stavefejl, og rettes til “Metallica” i de senere oplag. - Metallicas forbilleder i Motörhead udgiver det album, bandet arbejdede på under Lars Ulrichs besøg i deres øvelokale året forinden: “Iron Fist”. - Engelske Discharge udgiver det hidsige hardcore-album, “Hear Nothing See Nothing Say Nothing”, der inspirerer de fire unge skole-elever og bandkammerater i LA-bandet Slayer. - Mercyful Fate tager til det metal-begejstrede Holland og indspiller deres debut-EP “Mercyful Fate”. Bandmedlemmet Michael Denner tager os med på turen, og Steffen Jungersen erindrer, da EP’en ramte ham lige i smasken. - Venom udsender det diabolske og hæsblæsende album, “Black Metal”, der afføder navnet på den mørkeste, metalliske subgenre. - Accept-nummeret “Fast as a Shark” sætter nye standarder for speedet metal, og tænder ild i brødrene Stützer i bandet Devils Symphony. - Tank-sangen “Heavy Artillery” giver ideen til et nyt bandnavn hos brødrene Stützer i Tåstrup. - Sangeren Paul Christensen fra Vejle og guitaristen Kenneth Hansen fra Horsens er begge til Thin Lizzy-koncert i Århus i januar, og finder sammen i bandet Pretty Maids senere på året. - De gamle Deep Purple-medlemmer er fortsat aktive rundt omkring - i Gary Moores band, Whitesnake, Rainbow og Gillan. - De gamle venner i Uriah Heep er ude med en ny sanger, og hyrer den fyrede Ozzy-rytmegruppe, Lee Kerslake og Bob Daisley. - Den helt store tragedie finder sted om morgenen den 19. marts 1982 i Florida, da guitarist Randy Rhoads omkommer i et flystyrt undervejs på turneen med Ozzy. - Ozzy udgiver et dobbelt livealbum, udelukkende med Black Sabbath-sange, “Speak of the Devil”, den 22. november 1982. Black Sabbaths livealbum med den nu afgående Dio, “Live Evil”, følger en måneds tid efter. - Led Zeppelin udsender det niende og sidste studiealbum “Coda”, to år efter bandets opløsning. - Amerikansk hard rock og gang i den: KISS hylder den højtlydende rock’n’roll i “I Love it Loud”; Twisted Sister debuterer med dedikeret rock’n’roll-attitude; Aerosmith rocker videre uden bandets vanlige guitarduo; og Van Halens leger løs på deres femte album, “Diver Down”. - Metalkrigerne i Manowar debuterer med deres power metalliske slagsange på “Battle Hymns”. - Lars Ulrich og James Hetfield har rekrutteret et par nye medlemmer til Metallica, Cliff Burton og Dave Mustaine, og skaber stor opmærksomhed med demoen “No Life ‘Til Leather”. - Iron Maiden udgiver deres første album med Bruce Dickinson, ”The Number of the Beast”, der går rent ind hos metalfolket. Men var det så bedre end forgængeren “Killers”? Jungersen og Stützer går i dybden og måler de to album på decimaler. - Judas Priest er tilbage i topform på "Screaming for Vengeance". Jungersen og Stützer er igen i zen. - Vi afrunder det tungt rockende 1982 med The Scorpions’ fremragende album “Blackout”, der også hyldes af Jungersen og Stützer, som ikke mindst stiller skarpt på guitarerne, inden røgen lægger sig. God lytning, og på glædeligt genhør i det næste metal-år 1983 om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I 1981 skyllede bølgen videre fra den engelske New Wave of British Heavy Metal, og bands som Iron Maiden, Samson, Saxon, Def Leppard og Tygers of Pan Tang.  Der var også fuld gang i de britiske frontløbere Black Sabbath, Ozzy Osbourne og Motörhead. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metalbandet Artillery, og musiker med meget mere, Michael Denner, fortæller. Motörhead havde endda besøg af danske Lars Ulrich i deres øvelokale. Et par måneder senere havde Ulrich selv sin første Metallica-øver med James Hetfield ovre i LA. I Danmark stillede Brats knivskarpt på metallen og blev til Mercyful Fate. Der var megen anden hård rock i 1981, så tag med os tilbage til dette mægtige metal-år sammen med vores faste, tunge hold: Jens "Jam" Rasmussen, studievært, og de tre kompetente studiegæster, journalist Steffen Jungersen og d’herrer guitarister Michael Stützer Hansen og Michael Denner. Lyt til POVcasten her: 1981 i nedslagspunkter -  The New Wave of British Heavy Metal skyller videre, og i forskellige retninger: Iron Maiden udgiver monsterværket Killers, Samson byder på den kommende Maiden-sanger Bruce Dickinson, og Saxon hylder heavy metal-kulturen på Denim and Leather. Def Leppard laver AC/DC partyrock på High N’ Dry og Tygers of Pan Tang laver fed riff-metalrock på begge deres 1981-album. - Danske Lars Ulrich er flyttet til Californien for at forfølge sin tenniskarriere, men tager lige på en metallisk dannelsesrejse til England i sommeren 1981, hvor han blandt andet er til festival med Ozzy Osbourne og Motörhead, som han også besøger i deres øvelokale. - Opildnet af dannelsesrejsen, beslutter Lars Ulrich sig for selv at danne et band. I oktober 1981 har han sin første Metallica-øvesession med guitaristen James Alan Hetfield i Los Angeles, Californien. - Jungersen og Stützer jubler over Ozzys andet soloalbum Diary of a Madman og Motörheads vaskeægte livealbum No Sleep ‘Til Hammersmith. - Venom debuterer med rå garage metal, diabolsk image og eksplicit Satan-retorik. - Danske Brats skruer bissen på, laver fede heavy metal demoer, får Michael Denner tilbage i lineuppet, og bliver til… Mercyful Fate.  - Denner og Stützer fortæller om Mercyful Fates koncertpremiere på Selsmoseskolen i Tåstrup, og lidt om anden dansk hård rock anno ‘81: Devil’s Symphony, The Studs, Pretty Maids og Pulze. - Los Angeles 1981 er andet end stedet for den første Metallica-øver: Joan Jett grovhitter med I Love Rock’n’Roll og Motley Crüe albumdebuterer med hedonistisk hard rock på  Too Fast For Love. I Helsinki albumdebuterer Motley Crües åndsbrødre i Hanoi Rocks. - Tilbage i LA, aflirer Y&T en stor smule AC/DC og tænder en tidlig glød i Lars Ulrich, mens Van Halen fortsætter rockfesten på deres fjerde album. - Ritchie Blackmore og Rainbow indspiller nyt album i Sweet Silence med Flemming Rasmussen, hvilket ikke mindst noteres af ovennævnte Ulrich. - De tidligere Deep Purple-sangere, David Coverdale (i Whitesnake) og Ian Gillan (i eget band) er fortsat produktive. Sidstnævnte udgiver endda hele to album i 1981.  - Jungersen gen-introduceres i studiet til tonerne af Accepts Son of A Bitch, men lever fint med det. - Vi afrunder med årets album fra Black Sabbath, Judas Priest og AC/DC, som alle tre havde noget at leve op til fra året før. God lytning, og på genhør i 1982 om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I fjortende episode i podcastserien om 'Det tunge stedbarn' er vi nået til det første år i det store gennembrudsårti for heavy metal. Hvor "heavy metal" blev et kendt musik-begreb, og hvor metal-musikken blev hårdere og tungere, men også pænere og mere poppet. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen, og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metalbandet Artillery fortæller. I første afsnit af podcastserien "Det tunge stedbarn: Heavy metal genren i 80'erne" brager det løs med etablerede navne i nye former (Black Sabbath med Dio, Ozzy solo, AC/DC med Brian Johnson), de helt nye headbanger-bands (Iron Maiden, Saxon, danske Brats), og Judas Priest, der indrammede den tunge tidsånd med "British Steel". Studievært er Jens "Jam" Rasmussen, og som studiegæster har vi fortsat den sublime ekspert-duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, der også var med i vores forløber "Det tunge stedbarn: Heavy metal-genrens fødsel". Desuden kan vi byde hjerteligt velkommen til vores nye gæsteekspert, guitarist og komponist Michael Denner (Brats, Mercyful Fate, King Diamond m.fl.). 1980 i nedslagspunkter: - Black Sabbath kommer fornemt videre uden Ozzy Osbourne, og Ozzy kommer overbevisende videre uden Black Sabbath. - Vi går i dybden med deres overrumplende 1980-værker, Black Sabbath med Dio: "Heaven and Hell" og Ozzy Osbourne: "Blizzard of Ozz". - Årets tragiske dødsfald: AC/DC-sanger Bon Scott (1946-1980) og Led Zeppelin-trommeslager John Bonham (1948-1980). - AC/DC hyrer den nye sanger i Brian Johnson ind, og laver tidernes hard rock-mastodont. "Back in Black", mens Led Zeppelin går i opløsning. - Vi kommer også omkring årets bevægelser fra blandt andre Whitesnake, KISS, Def Leppard, Thin Lizzy, The Scorpions, Van Halen, Motörhead... og de seje kvinder på heavy banen: Joan Jett, Heart og Girlschool. - 21-årige Steffen Jungersen er på pilgrimsfærd i det heavy metal-bølgende London, hvor han bl.a. oplever Iron Maiden, Saxon og Judas Priest på få dage. - Jungersen og Stützer kommenteret årets udspil fra de tre ovennævnte bands: "Iron Maiden", "Wheels of Steel", "Strong Arm of the Law" og årets store heavy metal-statement "British Steel". - Guitarist Michael Denner fortæller om Brats' bevægelse fra punk til heavy metal på debut albummet "1980", og om mødet med sangeren Kim Bendix Petersen alias King Diamond fra bandet Black Rose. - Den 16-årige Lars Ulrich flytter til Californien, hvor han begynder at spille trommer til idolerne Diamond Head, hvis 1980-album "Lightning to the Nations" bliver hans store inspirationskilde og pejlemærke. God lytning, og på genhør i 1981! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Med både vemod og glæde præsenterer vi her vores sidste afsnit i serien om den tunge rock i 1970'erne, "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel". Vemod, fordi det er sidste afsnit om det fundamentale årti i den tunge rocks historie. Glæde, fordi 1979 byder på en række fabelagtige nedslagspunkter. Som i de foregående afsnit gennemgås heavy-året 1979 af studievært Jens "Jam" Rasmussen og den metal-kyndige gæsteduo Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Fansene i Londons metalundergrund efterspørger forgæves en Iron Maiden-plade, så bandet udgiver deres demo som "The Soundhouse Tapes". - I maj '79 åbenbares The New Wave of British Heavy Metal over hele Storbritanien med bands som netop Iron Maiden, Samson med den lovende sanger BruceBruce, Trespass, Mythra og Son of a Bitch. Sidstnævnte albumdebuterer i 1979 under navnet ... Saxon. - Heavy metal-forløberne fra Birmingham, Judas Priest, udgiver et af årtiets bedste album, "Unleashed in the East", mener begge vores studiegæster. - Lemmy Kilmister realiserer for alvor Motörhead på albumparret "Overkill" og "Bomber". Bandet associeres med både den nye metalbølge og punk, men er mest rock'n'roll. Det band har ikke mindst Steffen en mening om. - Det nye heavy metal-udtryk dyrkes også i Tyskland af de albumdebuterende Accept og fremdeles af The Scorpions, som atter har Michael Schenker tilbage i folden. Han kan dog også høres i sin sidste tid med UFO på det dobbelte livealbum “Strangers In The Night”. - Hank Shermanns band Brats pladedebuterer på den legendariske punkopsamling "Pære Punk". Kort efter inviteres Michael Denner med i bandets nye line-up, som drejer sig fra ren punk mod heavy metal. Judas Priest-inspirationen begynder at sætte sig igennem. - Shermann og Denner har endnu til gode at møde Kim Bendix Petersen, der stadig laver Deep Purple-orienteret heavy rock i Black Rose ude på Københavns Vestegn. - Livet efter Deep Purple: Ritchie Blackmore udgiver den første - og mere polerede - Rainbow-plade efter Dio's exit, mens David Coverdale har Jon Lord med på Whitesnake-albummet "Lovehunter". - Led Zeppelins første udgivelse i tre år, “In Through The Outdoor”, bliver også bandets sidste studie album. - Over til Amerika, hvor KISS inspireres af samtidens disco på deres spidsfindige hit, "I Was Made For Lovin' You". - Aerosmith hærges af skriveblokering og interne stridgheder, men får alligevel færdiggjort "Nights In the Ruts", mens Van Halen rocker hårdt og festligt videre på deres andet album. - Thin Lizzy byder Gary Moore velkommen som ny guitarist, og laver deres velsagtens bedste og mest kreative album "Black Rose: A Rock Legend". - Vi afrunder året og årtiet på hovedvejen mod helvede og det nye 80'er årti. AC/DC begår deres gedigne gennembrudsværk "Highway To Hell", der bliver det sidste med Bon Scott som sanger. Som sådan er 1979 en slags kulmination, men også en overgang. Til metalrockens store gennembrudsårti i 1980'erne, både kulturelt, kunstnerisk og kommercielt. Vi planlægger at starte den nye serie om 1980'erne op til sensommeren/i det tidlige efterår. Hold øje. Indtil da: Hav en fornøjelig lytning af dette 1979-afsnit, god sommer, og på gensyn i 1980! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Året er 1978 og vores tunge rockverden åbenbares af den himmelstormende debut fra amerikanske Van Halen med vidunderguitaristen Eddie i spidsen. 1978 byder også på det sidste Black Sabbath album med Ozzy ved mikrofonen i 35 år, mens bands som AC/DC og Judas Priest stormer frem med to x to topsolide albumudgivelser. Ronnie James Dio laver sin sidste plade med Rainbow, og Brian Robertson tager afsked med Thin Lizzy. Inden da laver han lige “verdens bedste guitarsolo”. På årets sidste dag indspiller Iron Maiden deres første demo.Det tunge rock år 1978 bliver behørigt vendt af studievært Jens “Jam” Rasmussen og vores faste og fabelagtige gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Van Halen debuterer med et af 70’ernes absolutte hovedværker, hvor guitar virtuosen Eddie Van Halen danner skole for tusindvis af metal guitarister.- Den sidste heavy rock-energi klemmes ud Black Sabbath med Ozzy i front på “Never Say Die!”- AC/DC leverer rusten, beskidt bluesrock på “Powerage” og rødglødende rock’n’roll på “If You Want Blood”.- Judas Priest skærper deres definerende metal-lyd endnu et hak, og designer deres tidlige heavy metal-outfit med læder og nitter. Michael Stützer Hansen inspireres af både look og guitarlyd. - Den unge guitarist Hank de Wank (f. René Krølmark) udfolder sig i det københavnske punkband Brats og inspireres af både KISS/Ace Frehley, The Ramones… og Judas Priest. - Mens Hank er ved at omdirigere Brats i heavy metal-retningen, udgiver københavnske Zig Zag Band et hårdt rocket album med titlen “To Streger Over Den Fede”.- Den europæiske metal-scene anno ‘78 præges af blandt andre schweiziske Krokus, tyske Scorpions og walisiske Budgie. - I Amerika udgiver Aerosmith “Live Bootleg”, som bl.a. indeholder den funky rocker “Walk This Way”, der kommer til at inspirere New Yorks hiphop-scene i det efterfølgende årti. - Ronnie James Dio laver sit sidste album med Ritchie Blackmore’s Rainbow, mens David Coverdale sammentrækker ordene “White” og “Snake”. - Thin Lizzy udgiver det dobbelte livealbum “Live & Dangerous”. Brian Robertson forlader bandet kort efter udgivelsen, hvorpå han laver “verdens fedeste guitarsolo”. Steffen Jungersen føler og forklarer. - Iron Maiden indspiller deres første demo på årets sidste par dage, og gør sig klar til at erobre Londons metal undergrund i det nye år.Vi byder på en lille times tråd-snak fra 1978, og ønsker god lytning! Og dernæst på genhør til seriens sidste afsnit, fra 1979, om ca. 14 dage. Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

For mange rockfans er 1977 synonymt med den såkaldte "77-punk", der i høj grad definerede den nye punk bølge med The Sex Pistols og The Ramones i spidsen. Men 1977 var også - eller især - hårdt rockende tiltag fra bl.a. AC/DC, Motörhead, Thin Lizzy, Rainbow og UFO, samt overbevisende pioner-metal udgivelser fra amerikanske Riot og engelske Judas Priest. Og var der måske et lille inspirationsmæssigt link mellem kvindebandet The Runaways i Los Angeles og undergrundsbandet Iron Maiden i London? Også dét runder vi i vores podcastafsnit fra det tunge rock år 1977. Som i de foregående 70'er år er studievært Jens "Jam" Rasmussen i yderst kompetent selskab med heavy metal-eksperterne Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - AC/DC lander midt i Londons punk virvar, og forkynder rock'n'roll musikkens lyksaligheder. - Thin Lizzy mener det alvorligt med deres 8. album "Bad Reputation". - The Sex Pistols og The Ramones kommer begge til Danmark, hvor den 13-årige Lars Ulrich er blandt koncertgæsterne. - Motörhead albumdebuterer et rock'n'rollet sted mellem heavy rock og punk. - Hvordan oplevede vores studiegæster så 77-punken? Ganske positivt, såmænd. - Hård rock anno '77 var ikke bare punk, men også Blue Ôyster Cult, KISS og Rainbow. - David Coverdale solodebuterer med albummet "White Snake" og får inspiration til sit kommende bandnavn. - 1977 er også hitlistevenlig boogie rock fra Status Quo og arena rockende klassiker-omkvæd fra Queen. - I Nordamerika leverer Rush og Ted Nugent rockhits på hver deres måde. - UFO udgiver "Lights Out" og tænder lys i blandt andre Iron Maidens Steve Harris, som måske også hører et særligt nummer med kvindebandet The Runaways? - Amerikanske Riot laver solid heavy metal på debutalbummet "Rock City", der er på forkant med den forestående og banebrydende New Wave of British Heavy metal. - Slade polerer lyden i Amerika, Aerosmith rocker videre samme steds, mens Alice Cooper kæmper med alkoholisme og dårligt mentalt helse hjemme i Detroit, Michigan. - Et par triste sensommerskæbner: I august afgår rock'n'roll kongen Elvis Presley ved døden, og måneden efter går glam rock-ikonet Marc Bolan bort. - Judas Priest banker hovedet på metal-sømmet og sætter deres læder og nitter på plads på tredje albummet "Sin After Sin". Tag med os tilbage til det tunge og mangfoldige rock år 1977, så skal vi nok sørge for både heavy metal, punk, rock'n'roll, hard rock, glam og garage rock! Rigtig god fornøjelse, og på gensyn i 1978! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

I tiende episode i pod krøniken om heavy metals fødsel er vi nået i skolealderen, hvor bolden især lå på Judas Priests banehalvdel. Jens ‘Jam’ Rasmussen og hans gæster, anmelder og forfatter Steffen Jungersen, og Michael Stützer Hansen, bl.a. radiovært og guitarist i metal-bandet Artillery, guider dig gennem det hele. Vi er nået til den sidste halvdel af 70’erne, hvor punkrocken sendte dens første frenetiske snotklatter i hovedet på alt og alle, mens især Judas Priest definerede den nye heavy metal-lyd. Der var også hard rock i topklasse fra bl.a. Thin Lizzy AC/DC, Aerosmith, Rainbow og Blue Ôyster Cult, mens Black Sabbaths syvende album viste sig bedre end dets rygte. I undergrunden lurede opkomlingene Motörhead og Iron Maiden. Studievært Jens "Jam" Rasmussen gennemgår det hårde rockår 1976 i dedikeret selskab med de faste metal-eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Judas Priest udgiver deres andet album, Sad Wings of Destiny, der af eksperter ofte kaldes den første fuldblods heavy metal-plade. - De tidligste udgydelser i den nye punk rock bølge: Først newyorkerne The Ramones’ debutalbum, dernæst de første udspil fra Londons notoriske The Sex Pistols og The Damned. - Black Sabbath omgives af både tung metal, melodisk hard rock, aggressiv punk, soft rock… og nikker til de gamle idoler i The Beatles. - De nye amerikanske hard rock-hittere Boston supporter Black Sabbath og fylder de store koncerthaller op. - KISS fortsætter rockballet i Detroit Rock City, mens Led Zeppelin udgiver både en koncertfilm og et nyt studiealbum. - Thin Lizzy har et overbevisende udgivelsesår med to stærke studiealbum. Det første, Jailbreak, bliver bandets gennembrud. - AC/DC er ude med deres to første internationale album, High Voltage og Dirty Deeds Done Dirt Cheap, som charmerer med kæk og bundsolid boogie rock. - Vores studiegæster jubler vildt og inderligt over årets Aerosmith-album, Rocks. - Lemmy og Motörhead indspiller deres debutalbum, men pladeselskabet vil sgu’ ikke udgive det! - Blue Öyster Cult profilerer sig med albummet Agents of Fortune og hittet “(Don’t Fear) The Ripper. - Dio og Rainbow på vej frem mod nye triumfer, David Byron og Uriah Heep på vej mod deres afsked. - Alice Cooper går ad H’ til, Marc Bolan og T-Rex elsker (fortsat) at boogie rocke. - Slade tager til USA og polerer deres rocklyd, Queen forbliver majestætisk rockende i London. Iron Maiden koncertdebuterer, The Scorpions finjusterer deres heavy metal. Masser at lytte til, altså, så tag turen med os tilbage til det hårde men alsidige rockår 1976. Med både fuldblods heavy metal, fræsende punk, melodisk hard rock og festlig boogie rock. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Ingen midtvejskrise at spore i heavy metal-året 1975, hvor vi i år fejrer 50 års jubilæum for hovedværker fra både Alice Cooper, Led Zeppelin og Black Sabbath. Vi kommer selvfølgelig omkring disse i dette podcastafsnit, men også andre virile 50-års jubilanter som Ritchie Blackmore's Rainbow, Queen, Aerosmith, The Sweet og Thin Lizzy. Og så er der den spøjse danske heavy-vinkel anno 1975: Røde Mor. Ja, sgu'! Som altid er studievært Jens "Jam" Rasmussen i engageret selskab med de tungt rockende eksperter Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Alice Cooper går solo, optræder i København og sætter kursen for King Diamonds senere sceneoptræden. - I 1975 hedder King Diamond endnu blot Kim Bendix Petersen. Her gør han sig som rytmeguitarist i bandet Brainstorm, som bl.a. spiller Deep Purple covernumre. - Den ikoniske ex-Purple guitarist Richie Blackmore debuterer med sit nye band Rainbow, der har den magiske metalrock-sanger Ronnie James Dio i front. - Deep Purple rekrutterer ny guitarist i den unge amerikaner Tommy Bolin, der har godt greb om spaden, men kun en kort epoke i bandet. - Lemmy skriver og indspiller sit sidste nummer inden han forlader Hawkwind. Nummeret hedder... "Motorhead". - Det rocker på forskellig vis i Amerika: fra ZZ Top over KISS til Blue Öyster Cult. - Michael fortæller om raketguitaristen Ace Frehley, Steffen om en særlig guitarstemning i Blue Öyster Cult-balladen "Then Came The Last Days of May". - Queen indspiller "A Night at the Opera" og hæver baren op i himmelstørrelse med uforlignelige "Bohemian Rhapsody". - Rush og Thin Lizzy er fortsat produktive og på vej fremad. - Det danske venstrefløjs kunstnerkollektiv Røde Mor laver rødglødende heavy rock, og en satire over betonforstadens ulykkelige skæbner. - En epokegørende aften i netop betonforstaden: studieværten befinder sig vis á vis selveste glamidolerne The Sweet lige inden de forvandler sig til sorte metalrockere. - The Scorpions giver den som tysksproget Sweet-coverband, og laver deres eget tredje album... på engelsk. - Power balladen slår igennem hos Aerosmith, Nazareth, Alice Cooper og på hitlisterne, men ikke hos AC/DC. - Vi afrunder med to hovedværker: Led Zeppelins ambitiøse dobbelt album "Physical Graffitti" og Black Sabbaths eminente udkomme af ryggen-mod-muren "Sabotage". Tag med os tilbage til 1975 og kom i guldrandet jubilæumsstemning med vort metalrockende studiehold og hard rock- og heavy-klassikere ad libitum. God lytning! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så er vi nået til det herlige heavy år 1974, hvor de "gamle" forløbere Black Sabbath, Led Zeppelin og Alice Cooper ikke udgav nye albums, men forberedte hver deres monsterværk til året efter. Til gengæld var der debutudgivelser fra de unge knøse i Judas Priest, AC/DC og KISS, og de første par albums fra den nye udgave af Deep Purple. 1974 var også året, hvor Bachman-Turner Overdrive begejstrede med fængende hard rock-hits á la '74, Slade hev rockfans i biografen, læderklædte Suzy Quatro var kvinden på scenen, og The Sweet affyrede en tidlig heavy metal-raket med kurs mod sen-70'erne og 80'erne. Vi er atter i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores sublime gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslag: - Flammen tilbage i det nye Deep Purple line-up med "Burn" albummet og den unge frontmand David Coverdale. - Men... flammen brænder hurtigt ud for Ritchie Blackmore, der kvitter Deep Purple efter "Stormbringer" pladen. - Efter fem års tilløb albumdebuterer Judas Priest med et forvarsel om de nye metaltider. - AC/DC singledebuterer og fjoller lidt rundt i dresseringen. Skoleunifomen sidder dog godt fast på Angus Young. - KISS debuterer med deres ikoniske maskering og festklædte syng-med-rock-og-rul. - Amerikansk rock'n'roll og heavy fra Aerosmith, Lynyrd Skynyrd og Blue Öyster Cult, og sprød europæisk hard rock-lyd fra Free, Queen, The Scorpions og Thin Lizzy. - Canada byder sig til med Rush og Bachman-Turner Overdrive, der skaber eufori hos gæstepanelet 51 år efter. - I Danmark spiller den 15-årige guitarist Michael Denner progressiv rock og heavy med syre-elementer i Iron Space, mens Mo I Rana laver solid Led Zep-inspireret rock. - Slade går til filmen med "Slade in Flame", som Vesterbro-knægten Michael Trampenau ser tre gange på sin konfirmationsdag. - Amerikanske Suzy Quatro hitter med sin tætsiddende læderdragt og numre som "Devil Gate Drive". - Vi går i dybden og afrunder med The Sweets pioner heavy metal-nummer "Set Me Free". Hav en fin tur tilbage til 1974, og på snarligt genhør i det næste afsnit fra 1975, som udsendes om ca. 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

12. april var det præcis 60 år siden, The Byrds single, ’Mr. Tambourine Man’ udkom. En af de mest betydningsfulde sange på 60ernes konstant pulserende rockscene. Sangen - såvel som lyden af The Byrds generelt - var med til at etablere fænomenet folk-rock og senere afledte genrer som bl.a. psykedelisk rock, countryrock og indierock. Johnny Marr fra The Smiths har sagt om kilderne til det, der skulle blive hans distinkte stil: “George Harrison and Roger McGuinn’s influence was so all-pervasive. You can’t get around it if you were born anywhere between 1963 and the present day.” Sagt på en anden måde var det i Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker, vokalharmonierne og den skarpe vellydende produktion, at The Beatles og Bob Dylan første gang mødtes udenfor deres egne udgivelser og liveoptrædener – så at sige. For Bob Dylans vedkommende var påvirkningen meget konkret. Som mange andre af The Byrds senere hit er ’Mr. Tambourine Man’ skrevet af Dylan – som også ’All I Really Want To Do’, ’Chimes of Freedom’ og ’My Back Pages’. I dette ekstranummer af POV Mediano Music taler Jan Eriksen og journalist Jakob Lambertsen om The Byrds sange og betydning. - "Mr. Tambourine Man" – hvad gør den sang så fantastisk i The Byrds version – og hvordan endte den hos The Byrds? - Hvad var det med The Byrds og Bob Dylan? Hvordan gik det til, at fem unge mænd fra Californien (eller i hvert fald med L.A. som geografisk udgangspunkt) fik noget, der lignede et samarbejde, med den allerede berømte nordøststatsamerikaner? - The Beatles var en anden inspiration. Hvordan ytrede det sig? - Hvilket slags år var 1965 musikalsk? Hvad var The Byrds oppe imod? - Hvor meget var trend og attitude? Hvordan var det miljø, gruppen var en del af? - Hvilke personligheder var de Roger McQuinn, David Crosby, Chris Hillman, Gene Clark og Michael Clarke. Hvor kom de fra? - Hvori bestod modsætningerne, dynamikken ... hvorved adskilte de sig fra f.eks. The Beatles og The Beach Boys? - Efter tre store hits forlod Gene Clark, den ene af forsangerne, gruppen i februar 1966. Hvorfor og hvordan? - Hvilken betydning kan et tiltagende stofmisbrug have haft på musikken og kemien mellem gruppemedlemmerne? - I sommeren 1967 blev David Crosby fyret af de øvrige tilbageværende for at skabe historie med Crosby, Stills, Nash & Young. Han blev kortvarigt erstattet af ... Gene Clark. Hvorefter de var tre tilbage. Roger McGuinn, guitar og sang. Chris Hillman, bas og sang. Michael Clarke, trommer. - The Byrds musikalske udtryk forandrede sig indtil de stoppede i 1973. Hvordan?

Velkommen til oliekriseåret 1973, hvor Richard Nixon indtager det Hvide Hus, og Alice Cooper hærger de amerikanske koncertscener og hitlister med chok, rock og horror. Herhjemme betyder oliekrisen bilfrie søndage, og i stedet kommer støjen fra bands som Slade og "Cum On Feel The Noise", Nazareth og Black Sabbath, som endda komponerer blandt genfærd, mens danske Midnight Sun sætter "Kul På". Så, tag med os tilbage til heavyåret '73, der nok var fattig på olie, men ikke på tung rockenergi! Som altid er vi i selskab med studievært Jens "Jam" Rasmussen og vores formiddable gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Alice Cooper går til tops med "Billion Dollar Babies", mens bandet imploderer indefra. - De fire new yorkere i Wicked Lester inspireres stort af Alice Cooper og bliver til... KISS. - Aerosmith debuterer, de transvestit klædte The New York Dolls lancerer deres præ-punk/glam og Iggy & The Stooges udviser frenetisk rå kraft. - Det amerikanske band Grand Funk hylder den søde, søde Connie , mens texanske ZZ Tops' hyldest til øldrikkerne inspirerer Lemmy i England. - Looooovende lyde på den nye britiske rockscene: Thin Lizzy, Judas Priest og Queen. - T-Rex hitter fortsat, og inspirerer blandt andre de senere Def Leppard- medlemmer i Sheffield. - Glad rock'n'roll til en krisetid fra Slade, Nazareth og Geordie med en ung Brian Johnson i front, syv år før AC/DC. - Led Zeppelin på amerikansk monsterturné og en musikalsk tur rundt i både funk, pop og reggae. - Uriah Heep.sanger David Byron med nok en solid blåkopi til den senere King Diamond. - Hollandske Golden Earrings "Radar Love" hitter hos både Kim Bendix Petersen og Michael Trampenau. - I KB Hallen er Lars Ulrich til sin første Deep Purple-koncert, og dagen efter køber han sin første heavy rock plade. - Black Sabbath indlogerer sig på et 1700-tals slot, hvor den gamle slotsherre optråder som genfærd, og hvor bandet vender tilbage til den tunge, okkulte stemning på "Sabbath Bloody Sabbath". - Lars Ulrich får "Sabbath Bloody Sabbath" i julegave, og hører "Kul På" med Midnight Sun. Hav en fornøjelig tur tilbage til 1973, og på snarligt genhør i det næste afsnit fra 1974, som udsendes om 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så går den hårde rocktur tilbage til 1972, som bød på både stener rock og tunge spidsfindigheder fra Black Sabbbath, signatursange fra Deep Purple, Uriah Heep, Thin Lizzy og Alice Cooper, og et par drengedrømmedrøn fra Status Quo og Slade. Vores faste gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen, fortsætter topformen. Nedslagspunkter: - Black Sabbath laver tung stener rock på "Vol. 4". Det fjerde mesterværk ud af fire mulige. - Deep Purple laver fede numre på "Machine Head", men de lyder bare bedre på "Made In Japan", mener Steffen. - "Smoke on the Water". Hvad er det nu med dét riff? Michael Stützer forklarer. - Dobbelt op med det bedste Uriah Heep. - Vi hører danske beton rock toner fra både Horsens og Skive. - Vi kommer omkring Lemmy i Hawkwind, Dio i Elf og Marc Bolan i T-Rex. - Blue Öyster Cult, Thin Lizzy og Nazareth er også med. - Status Quo og Slade tænder drengedrømme hos både Steffen og Michael. - Vi takker af med Alice Coopers absolutte signatursang. God lytte-tur tilbage til 1972, og vi høres ved i det næste afsnit fra 1973, som udsendes om under to uger! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Efter vores første to-delte afsnit fra fødselsåret 1970 er vi fremme ved det gode år 1971, som blev et særdeles interessant inspirationssår for mange metalmusikere og rockfans, blandt andre vores faste gæste duo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. Nedslagspunkter: - Med "Fireball" laver Deep Purple forarbejdet til noget, der ligner speed metal. og rammer lige i øregangene på Steffen, Michael og knægten Lars Ulrich. - David Byron og Uriah Heep leverer falset-inspiration til teenagedrengen Kim Bendix Petersen. - Jethro Tull inspirerer Michael, og får Steffen til at sige noget flabet om Tony Iommi (hvor er den gule breaking news bjælke, når man skal bruge den!?) - Led Zeppelin laver en album klassiker, genopdager 50'er rock'n'roll, og lader John Bonham banke ekstrahårdt til gryderne, noterer Michael. - Black Sabbath's tredje album, "Master of Reality": På højde med det højeste, mener Steffen. Ikke kun i bandkataloget, men i hele rockhistorien. - Moses fra Esbjerg byder på et af Danmarks første heavy rock albums, og med en vis inspiration fra Black Sabbath. - Grand Funk og Budgie tænder også ilden hos den unge Kim Bendix. - The MC5 besørger Motörheads senere eksistens. - Marc Bolan og T-Rex introducerer glam rock, og optegner måske et spor til melodisk hard rock? Steffen Jungersen var ikke T-Rex fan, men han anskaffede deres plader af smålumre grunde. - Alice Coopers gennembrud, både kommercielt og kunstnerisk. Lyt endelig med, og vær klar igen til det næste program, Afsnit 3: 1972, som udsendes om cirka 14 dage! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Det handlede meget om Black Sabbath dengang i 1970. Det handler fortsat meget om Black Sabbath i disse februardage i 2025, men det er så en anden historie. Men, der var en masse andre gode, tunge bands og heavy rock pionerplader i det herrens første heavy år 1970, som vi gennemgår i denne anden del af vort første afsnit om heavy metal-genrens fødsel. Igen sammen med vores kære, kyndige gæster, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen. I “Afsnit 1. 1970: Den smertefulde fødsel - del II” har vi blandt andet følgende nedslagspunkter: - Deep Purples nye “mark II” line-up lægger et gedigent grundfundament med albummet “In Rock”. - Den tidlige tunge lyd hos Uriah Heep, Grand Funk, Mountain og The Doors (!) - Den rå rocknerve hos MC5, The Stooges og Alice Cooper - Den første danske præ-heavy kommer via den hårde blues rock og det psykedeliske power format hos Blues Addicts nord for København, Cinderella i Randers, Terje, Jesper og Joachim i Esbjerg og hos Pan i hovedstaden - Heavy metal-ordet tages i anvendelse af amerikanske anmeldere, mens “beton rock” (den danske betegnelse) bliver genstand for både ørefigner, forståelse og ivrig debat. - Den følsomme side af beton rocken: Purple, Heep, Sabbath (ja, selvfølgelig sniger de sig også med ind i dette afsnit). - Led Zeppelin bliver klodens største rockband, laver akustisk folk rock og en metaforisk slagsang for heavy rockens indtog anno fødselsåret 1970. Stor tak til Jungersen og Stützer, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music, for at facilitere denne 50 minutters tunge heavy-snak fra fødselsåret ‘70! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så oprandt den store, tunge dag endelig: torsdag den 13. februar 2025, selve 55-årsdagen for Black Sabbaths debutalbum, og dermed for selve heavy metals-genrens fødsel. Og hvordan fejrer man så lige dét? Man kunne måske lytte til en Black Sabbath-podcast om fødselsåret 1970? Vi udsender i alle fald netop I DAG det første afsnit af vores lydfortælling, "1970: Den smertefulde fødsel - del 1", hvor vi gennemgår de to hjørnesten, Black Sabbath og opfølgeren Paranoid, der begge udkom i det historiske år 1970. Til at understøtte vores tilbageblik til fødselsåret og Black Sabbath-pladerne har vi landets førende heavy metal-skribent Steffen Jungersen og Artillery-guitarist Michael Stützer Hansen, som begge har været Black Sabbath-fans i over 50 år. Stort tak til begge d'herrer, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music for at facilitere denne lille times Black Sabbath-snak. Værsgo' og lyt, og hiphip for de(n) 55-årige! Nedslag: - Det tunge stedbarn fødes i og af smerte - Hvad F..... foregår der her? Black Sabbath skaber en ny stemning - Kritikerne giver stedbarnet klø, mens Steffen Jungersen møder Black Sabbath på en helt særlig skoledag - Tony Iommis nedstemte, dunkle guitartone. Gibson-eleven Michael fortæller - Black Sabbath beder Gud og ikke Satan om hjælp, men skaber okkult uhygge - Black Sabbath lander på den britiske Top 10 hitliste, og får selskab af landsmændene Black Widow - Black Sabbath skifter spor fra "Walpurgis" til "War Pigs" og indspiller album nr. 2, Paranoid - Black Sabbath starter og slutter med singlehittet "Paranoid" ved deres første danske koncert - i KB Hallen den 12. december 1970 - Paranoid udsendes, inspiratoren Jimi Hendrix dør - Black Sabbath (og Wishbone Ash) inspirerer et garageband i hjembyen, der kalder sig Judas Priest NB: Jo, fødselsåret var selvfølgelig andet end Black Sabbath, men vi mente bare, de fortjente deres egen 1970-podcast. I anden del af "1970: Den smertefulde fødsel" kommer vi således omkring Deep Purple, Uriah Heep, Led Zeppelin, Alice Cooper og andre mægtige musiksager fra året 1970. Denne del 2 udsendes næste torsdag den 21. februar. Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Så byder vi velkommen til anden del af prologen til "Det Tunge Stedbarn - heavy metal genrens fødsel". En lydfortælling i elleve afsnit - fra undfangelsen af heavy metal i sen 60'erne til genrens fødsel og omflakkende opvækst i 70'erne. I denne del II af vores prolog, går vi tæt på den sidste del af 60'erne, hvor det for alvor begyndte at lyde hårdt og tungt i garagerne og klubberne i Michigan og Californien, over London og Birmingham, til Københavns Vestegn. Vi kommer omkring de mere hårdt rockede anslag, der lød i årene 1967, 1968 og 1969, lige ved indgangen til heavy metals fødselsår, 1970. Blandt andet med følgende nedslagspunkter: - Michigan rocker massivt med Grand Funk, MC5, Iggy og the Stooges og Alice Cooper - Engelske Arthur Brown introducerer maskering og ild i håret - Chicagos Coven præsenterer okkultisme og sangtitlen "Black Sabbath" - Efteråret 1969: Hippieutopien topper og braser sammen - Californiske Steppenwolf serverer os "heavy metal" ordet - "Easy Rider" filmens ærinde og motorcyklens symbolik - En snak om motorcykelkultur, arbejderklasse og musikpræferencer - 1968: Amerikanske anmeldere anvender "heavy metal" ordet - Tony Iommi mister et par af sine fingerled, men reddes af en handicappet sigøjnerguitarist - Birmingham-bandet Earth hygger sig med blues rock - Led Zeppelin bliver til efter deres debutaften i Gladsaxe og Brøndby - Deep Purple debuterer i Tåstrup og optræder på en P-plads i Mørkhøj - Earth inspireres af skrækfilm og bliver til... Black Sabbath Som gæst i studiet har vi igen den navnkundige Kim Kofod, kendt som "Rockuglen", der oplevede de førmetalliske bevægelser da de skete i sen-60'erne. Stort tak til Kim, til producer Jan Eriksen og POV Mediano Music for at facilitere - i denne omgang knapt en time og tre kvarters præ-heavy snak og masser af fed musik, værsgo' og lyt! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens "Jam" Rasmussen Produktion: Jan Eriksen - som beklager, at lyden ikke er optimal. Det skyldes en program-fejl, som er rettet før de næste episoder.

I vores podcast serie "Det tunge stedbarn: Heavy metal-genrens fødsel" fortælles om heavy metal.genrens fødsel i 1970, og genrens udvikling op gennem 70’erne: èt afsnit for hvert metal-år 1970 til 1979. Men hvem og hvad blev heavy metal- og hård rock-pionerer som Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple selv inspireret af? Hvordan udviklede rockmusikken sig i en hårdere retning? I den første af to dele af vores prolog, fortæller vi om populærmusikkens udvikling fra den tidlige rock’n’roll i 50’erne, over den britiske bølge i start- og midt-60’erne og den danske pigtråds-scene i samme periode, frem til psykedelisk beatmusik og hård blues rock i power trio-formatet. Som gæst i programmet har vi Kim Kofod (f. 1947), bedre kendt som “Rockuglen”, der er en essentiel figur på den danske metal scene, hvor hans pladebutik Rockuglen var en institution i hovedstadens metal-miljø fra omkring 1983 og cirka 33 år frem - også som pladeselskab og koncertarrangør. Kim er en af de eneste nulevende personer, der dedikeret har været med hele vejen - fra start-60’er pigtrådsmusikken, hvor han selv spillede i band og oplevede The Beatles live i KB Hallen, over ungdomsoprørets hippie beat i sen-60’erne, den politiske rock i 70’erne, og frem til alskens metal-subgenrer i 80’erne, 90’erne og fremefter. Vi kommer blandt andet ind på: – Chuck Berry og Link Wray, som sætter tingene i gang i 50’erne – Hårdhedens hierarki: The Beatles, The Rolling Stones og The Pretty Things – Pigtråd som ungdommens udtryk og skældsord for forældrene – Overgangen fra pigtråd til beat til psykedelisk rock – Skillelinjen: The Who og Jimi Hendrix går amok, Cream blæser salen omkuld – Blue Cheer skruer op og opfinder “heavy” – Grand Funk åbner porten til masse-publikummet POVcasten om heavy metal-genrens fødsel er godt i gang, og vi er på vej til selve undfangelsen i anden del af prologen! Idé, tilrettelæggelse og research: Jens 'Jam' Rasmussen Produktion: Jan Eriksen

Selvom det snart er 55 år siden The Beatles stoppede, er de næsten mere populære end nogensinde. Sidst i november er der premiere på Scorseses nye dokumentar 'The Beatles '64'. I denne POVcast møder du et af de mennesker, der var tættest på, da musikverdenen drejede sig om The Beatles akse. Fra 1962 til 1972 var Freda Kelly ansat som sekretær og fanklubleder, først for Brian Epstein - senere efter hans død i 1967 for Apple Corps. Og dermed for The Beatles. Hun var førstehånds vidne til deres, ja, sensationelle udvikling. Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt 'Verdens mest eftertragtede kvinde'. Egentlig er Jan Eriksen stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre - har ligget i en digital skuffe, siden han sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen. Ved en spontan indskydelse optog Jan Eriksen en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day’s Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god. I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern. ”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun. Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger. Hør hende fortælle om: - forskellene mellem de fire beatler indbyrdes. - samarbejdet med manager Brian Epstein. - Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik. - øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne. - Magien. - The Fab Fours luner. - festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden. - da hun blev fyret af John Lennon. - to af de største oplevelser med The Beatles. - mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub. POVcasten et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger.

Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet ’A Hard Day’s Night’, der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier. Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid. I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’. For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast. Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night' til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album. ”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium. ”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963." Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange i POVcasten. --- Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv: "Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan. På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer. Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme. https://soundcloud.com/mediano_music medianomusic.nu https://www.janhaveeriksen.dk/podcast/ Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs: Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.

Pligten Kalder har netop udsendt EP'en 'Til afståelse'. Under deres seneste turne optrådte Johan Olsen - også kendt fra Magtens Korridorer - Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen flere steder for udsolgte huse. Orkestret, der egentlig begyndte som en værtshusjoke, har i sit eget rolige tempo opbygget et stort stampublikum. Man kan roligt sige, at intet andet i Danmark lyder som Pligten Kalders kabaretagtige chanson og poppoesi. Torben Steno er kendt for sit journalistiske virke som radio, podcast- og tv-vært, men i denne i POVcast handler det altså om musikken. Steno og Jan Eriksen taler blandt meget andet om Pligten Kalders nye EP – og diverse andre plader i Stenos eget navn. Bl.a. ældresagspop-nummeret ”Kun kommunen kender din krop,” (oprindelig skrevet til Mette Horns teaterforestilling ”Damen med de blå tænder”). Sangen handler om livet som gammel på den sidste station, plejehjemmet, og den haft ret svært ved at trænge igennem lydmuren. ”Man kan skrive og fremføre sange om hvad som helst, men åbenbart ikke om at gå med tung voksenble på et plejehjem,” som Steno siger, og tilføjer: "Nu ved du jo, at dem, der i dag sidder på plejehjemmet, er dem, der var unge, da Jimi Hendrix var på toppen." Men hvorfor har ældresagspoppen trange kår? Det taler Torben og Jan om i POVcasten. Lyt med og hør: - om at sætte ord på det, som ’man’ ellers ikke synger om. - inspirationen til Pligtens Kalders dansktophit 'Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november'. - om Torben Stenos ikoniske elastikoptrukne Optigan-orgel, som han frelste fra et kummerligt endeligt i Svendborg, og som nu spiller en særdeles central rolle i Pligten Kalder. - hvilken rolle Sidse Babett Knudsen og for den sags skyld også Amanda Lear spiller i en af Stenos mange sange. - en uforbeholden hyldest til John Mogensen, der med Stenos ord "flyder i hans årer". - Guitaristen Ivan Horns sidste indspilning nogensinde - Pligten Kalder-musicalen ”Emhætte og ulven”, hvor Johan Olsen spiller figuren Emhætte, der besidder en glidende kønsidentitet et ubestemmeligt sted mellem de p.t. kendte 74 køn. - ”Det eneste, der er en stensikker kommerciel succes lige nu. Det er musicals,” som Steno siger. - Steno, om end lidt skeptisk, give et lille indblik i arbejdsprocessen i Pligten Kalder. "Hvad er der så mere?," for nu at citere den ene af to John Mogensen-sange, du kan høre i POVcasten. Ja, der er så bare det at lytte med her:

I denne POVcast taler Jan Eriksen med en af de første kvindelige danske kvindelige sangskrivere med succes, Pia Raug. Album som ”Hej lille drøm”, ”Saga”, ”Det” (med Inger Christensens digte) og ”Iskrystaller” satte en gang for alle pioneren på det musikalske danmarkskort. Efter et par årtier som fagpolitiker oplever hun nu et sent comeback. Unge kolleger som bl.a. Tina Dickow og især Kresten Osgood og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som Raug har optrådt sammen med, viser deres respekt. Alene i marts har Pia Raug og hendes faste medmusikant og nabo Søren Thuesen syv job. I begyndelsen af marts kørte POVs Jan Eriksen til Omø - med bare 152 indbyggere - sydvest for Sjælland, for at tale med ”Den danske Joni Mitchell”, som hun engang blev kaldt. Om historien og vejen tilbage til scenen og hvad, der blev af den lille drøm. Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” – den med ”Jeg vil male dagen blå” - er for længst folkeeje og optræder i adskillige sangbøger – også Højskolesangbogen. Den kan findes i et hav af versioner på sociale medier. Det skulle vise sig at blive en humørfyldt, meget ærlig og til tider følelsesladet samtale i det gamle husmandssted på Omø. I årevis havde Pia Raug følelsen af at være ude af sync med sin samtid. ”’Hej lille drøm’ blev enormt populær, men det har også været den, der kunne skille mig fra mine samtidige musikere. De kunne godt nok brække sig i lårtrykke stråler over den plade. Det har jeg som sanger været ked af. For man drømmer om at have et fællesskab.” I forbindelse med udgivelsen I 2015 af bokssættet "Fugleflugt" lyttede Pia Raug for første gang i årevis til "Hej lille drøm". ”Pludselig kunne jeg forstå, hvad de mente. Men samtidig kunne jeg høre, hvor afsindigt flot akkompagnementet er. Jeg kunne forstå, at det var den, der satte min karriere i gang, og som har gjort at jeg kunne blive ved indtil nu,” siger hun, og tilføjer: ”Jeg har opdaget, at der har været en del mødre som har tvangsstoppet deres børn i lange perioder, flere år, med Pia Raug-sange – i dag møder jeg nogle af dem, hvis mødre har introduceret dem til en anden måde at tænke musik på, som kunne få dem til f.eks. at blive malere, fotografer og hvad ved jeg." Så det handler om anerkendelse og genkendelse. Men det handler også om: - arbejdet og succesen med Raugs musik til Inger Christensens langdigt ”Det”. Og det menneskelige grundvilkår, angst – og poesien som den eneste rigtige medicin. - de tidlige år, hvor hun bl.a. var med til at starte Midtfynsfestivalen. - Joni Mitchell, som hun engang var til bal i den borgerlige sammen med. Betalt af ABBA. Kan man sige. - Raugs arbejde i diverse faglige råd og foreninger, i Danmark og internationalt. - samarbejdet med og begejstringen for diverse musikere og især lydtekniker og producer Flemming Rasmussen, der ubesværet skiftede fra indspilninger med Metallica til Pia Raug. - Forholdet mellem kunst og krig – for 30 år siden og nu. - myten om Achilleus og skildpadden … I slutningen kan du høre den endnu uudgivne sang "Flaget", en sang Pia Raug skrev til sin gode veninde Lisbeth Kirk, der var gift med den nu afdøde EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. Sangen fortjener en bedre indspilning end via Jan Eriksens telefon. Men optagelsen giver en fornemmelse af, hvad det er for en sang.

"I arrangementerne på de fleste numre findes en hjerteligt intim og tidløs atmosfære, som jazzvokalist er hun meget varm og blid og en af de bedste, der findes." (Anmeldelse i det svenske musikmagasin LIRA). Den danske jazzsanger og -guitarist Mette Juul høster store roser verden over for sit seneste album, ”Celeste”. Herhjemme har Gaffa givet det fem stjerner. De seneste tre-fire år er POV Mediano Musics Jan Eriksen i stigende grad begyndt at lytte til jazzmusik. Først og fremmest blå jazz – cool jazz, bossa nova. Læs evt. mere her: https://pov.international/kind-of-blue/ Så tiden er inde til jazz i en POVcast – der har dog tidligere været besøg af Cæcilie Norby, Fredrik Lundin og Trinelise Væring. Denne gang handler det altså om Mette Juul. Det er historien om en kunstner, der voksede op i østjyske Hornsyld, mødte et vendepunkt, da hun som 13-14årig tilfældigt hørte en percussionist (formentlig Marilyn Mazur) i Horsens. Et senere vendepunkt var et kassettebånd med Joni Mitchells album ”Don Juan’s Reckless Daughter”, som en kæreste sendte til hende. ”Jeg malede meget dengang, og røg i øvrigt også - så der stod jeg og malede og røg og lyttede til Joni Mitchell,” som hun siger… Når jeg lytter til hende, har jeg det som om det er mig, alene hun rammer i hjertet. Men det samme kan masser af andre jo sige.” Derfra gik det videre gennem undervisning – bl.a. på musikkonservatoriet – til en karriere som solist. Efter sejren i en musikkonkurrence i Estland har Juul optrådte meget rundt omkring i Europa. På det nye album, ”Celeste”, er der versioner af diverse jazzstandarder og numre, hun selv har skrevet. Det er klassikere, ja, men i det musikalske rum, der opstår mellem Juul, den amerikanske guitarist Mike Moreno og den svenske bassist Lasse Danielsson er der intet, der lyder helt, som det plejer. ”Celeste betyder himmelsk eller at være tæt på himlen. Et sted, hvor lytteren inviteres til at drømme sig væk fra tidens intense verden og ind i et håbefuldt sfærisk lydunivers,” som det er skrevet om det nye album. Et eksempel er ”Nothern Woods”, som kan høres i POVcasten. ”Jeg tror på, at der sker noget med én, når man kommer ud i en skov. Hele ens sanseapparat, duftene – man bliver påvirket af luften, også øjet. Det grønne. Det kan være, at jeg har skrevet Northern Woods, fordi jeg har en længsel efter noget mere natur,” siger Mette Juul. I denne POVcast handler det om sang, musikalsk proces, at finde sig selv i en kreativ verden, at kaste sig ud i sange fra den såkaldte The Real Books, der er sunget hundredevis af gange før – og om at finde sine ben, når man ankommer fra en lille jysk provinsby til jazzland med firetoget. ”Jazz holder dig openminded. Det slår mig, at det sgu er et meget godt drug. Det er sundt, der er god næring i. Musikken er levende, du kan ikke tage den i hånden. Den vil hele tiden komme glide ud gennem fingrene og komme ud i nye formationer."

Vi kender alle lyden af korsangerne, der besmykker og bringer harmoni og luft i musikken. Vi hører dem løfte omkvæd efter omkvæd, men hvem er de? Mange af de såkaldte korsangere arbejder i skyggen af stjernerne. I denne POVcast taler Jan Eriksen med Gry Harrit, der medvirker på mere end 100 danske plader. Efter en pause i 0’erne vendte hun tilbage som korsanger nu kun for Sebastian – og ellers som solist. Foreløbig har Gry Harrit udgivet en del singler, et album og en EP. Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023. Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden. Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere. "Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester," siger Harrit. POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen. "Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl," siger hun grinende. Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab. Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene. Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause. Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band. "Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, "Tak, Knud"," siger Gry Harrit. Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian. Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024.

I år er det 45 år siden, Pink Floyds foruroligende storværk "The Wall" udkom. At historien om Pink og muren stadig er relevant blev bevist med teaterkoncerten "The Wall", der netop har kørt for fulde huse i Østre Gasværk og Musikhuset Aarhus. På verdensplan er "The Wall" det ottende mest solgte album nogensinde. Afhængig af, hvem man spørger, har det solgt mellem 23 og 30 mio. vinyler. Jan Eriksen købte albummet den dag, det udkom – 30. november 1979 - i Guf på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det gør ham ikke til ekspert i ”The Wall”, men det er foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen til gengæld. Så i årets første POVcast hjælper han Jan med at bryde mammutværket om muren ned. Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, ”The Dark Side of the Moon”. I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål: - Sådan helt ærligt, Larsen: Er “The Wall” et Pink Floyd eller Roger Waters-album? - Hvad inspirerede Roger Waters? - Hvor meget Rogers Waters er der i Pink? - Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet? - Hvad er det i al grimheden på ”The Wall”, der tiltrækker? - Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin? - Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet? - Hvilken rolle spiller Waters forhold til mor og far, der døde i Krigen? - Hvor mange "mure" er der i historien om "The Wall". - Hvad er "The Wall"s relation til Waters soloalbum "The Pros and Cons of Hitch Hiking". - Hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin? - Hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to. - Hvilken er den bedste udgave på plade af ”The Wall”? - Hvad var det med den samtidige punkscene og Pink Floyd – og specielt ”The Wall”? - Hvad har vært Jan Eriksen – noget overraskende – til fælles med David Gilmour? Dette og meget mere i denne POVcast:

Denne POVcast dykker ned i et forholdsvis uopdyrket kapitel i dansk rockhistorie. Den er først og fremmest en hyldest til en af de store originaler i danskrockens tidlige år, Hans Vinding - og hans band, Hyldemor. Den aktuelle anledning er vinyl dobbeltalbummet ”Glem det hele – husk det live 1979 – 81”. Jan Eriksen har inviteret guitarist John Teglgaard i studiet. Han var medlem af Hyldemor og senere Bifrost og havde bl.a. et kort ophold i Lone Kellermanns band. Hans Vinding, der døde i 1999, var det absolutte centrum i Hyldemor. Bortset fra den nævnte hyldest er POVcasten en vandring gennem et kreativt musikmiljø i det dengang nyetablerede Christiania, hvor både Hyldemor og Tom Lundens Bifrost en periode slog rødder, og hvor Lunden skrev den ikoniske ”I kan ikke slå os ihjel”. Teglgaard etablerede øvehuset REBEFA (Rock er bedre end fast arbejde) i Christiania. ”Jeg kan godt se, når jeg tænker tilbage, var det ikke lige økonomien, jeg tænkte på. Men jeg havde set, hvordan mange voksne i Horsens, hvor jeg kom fra, var fuldstændig nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Jeg ville en anden vej,” siger Teglgaard bl.a. I POVcasten fortæller han om sin vej ind i Hyldemor efter – i tidens ånd - bl.a. at have været i lære i Indien hos en sitarlærer og have etableret bandet Masala Dosa. Som Steppeulvene nåede Hyldemor kun at udgive ét album, ”Glem det hele”. Bandet har aldrig helt fået samme anerkendelse som Eik Skaløes band, men dykker man ned i Hans Vindings tekster, finder man indimellem guld af lige så høj karat som hos Skaløe. ”Hans var et af de mest empatiske mennesker, jeg har kendt – men når han var plaget af smerter, det kunne være efter et epileptisk anfald eller p.g.a. livets hårde realiteter, så led han meget. Så sad hans følsomhed helt uden på tøjet”. I perioden, hvor livealbummet er optaget, bestod Hyldemor af Hans Vinding, Steen Claësson (tidl. Furekåben og Burnin' Red Ivanhoe) på violin, Jens Breum (tidl. Alrune Rod, død 2014) på trommer og John Teglgaard på guitar. I POVcasten taler John Teglgaard og Jan Eriksen om: - Hans Vindings kontakt med kreative kilder, ingen andre kendte – og perioderne hvor han var fanget af mørket. - inspirationen fra jazz, jazzrock, indisk, afrikansk musik, britisk folkrock, ikke mindst Bert Jansch. - bevidsthedsudvidende stoffer og hvad de gjorde ved dem, der indtog dem. F.eks. dengang en mand stillede sig bag John og placerede en dolk mod hans strube. - lyden af Teglgaards sitar på en kultplade med Rudi og hans letbitre band. - cadeau til Uffe Lorentzen og Peter Sørensen, der begge har stor andel i den fornyede respekt, Hyldemor har opnået de senere år. - cadeau til de producere og lydteknikere, der var med til at løfte dansk rock til et nyt niveau i slutningen af 70’erne. - årene med Bifrost på rejsen fra udgangspunkt i Christiania til kommerciel succes. John Teglgaard var medlem fra 1978 til 1985. - ikke mindst den rolle Vivi Flindts guldtrusser spillede for Hans Vinding. - et Hyldemor-nummer der blev skrevet på Eiffelbar på Christianshavn af Tom Lunden og Hans Vinding. Lyt med her:

Mange forbinder sikkert navnet René Wulff med bandet C.V. Jørgensen, hvor han var trommeslager. Det ganske lille band udgav tre album i perioden fra 1976 til 1979. ”Storbyens små oaser”, ”Vild i varmen” og ”Solgt til stanglakrids” er milepæle i dansk rockmusik. Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster. ”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast. Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten. Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere. Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!” Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes. Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog. ”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.” René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”. Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog "Det Ganske Lille Band - mine år med C.V. Jørgensen". Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast. Noter: Det skal understreges, at: - Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals. - René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten. - teksten til "Time Slips Away" fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville. - du kan følge Rene Wulff og albummet "Small Steps - High Spirit" på Facebook.

I denne POVcast er Jørgen Klubien gæst. For anden gang i POV Mediano Musics femårige historie. Første gang handlede det om Klubiens liv og karriere, denne gang tager han og Jan Eriksen udgangspunkt i en ny plade. Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder. Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien. Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger. ”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien. Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi. Med et citat fra selveste Clint Eastwood, "I don’t let the old man in" (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu. ”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.” Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om: - samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt. - kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles - at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder. - at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark. - at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves. - at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?

”Alle har en drøm at befri," synger Jens Unmack på et Love Shop-nummer. Indtil for nylig har en af Jan Eriksens beskedne, ubefriede drømme været en POVcast med Jens Unmack. Love Shop udsendte for nylig albummet "Blues Europa", det 14. Som samtidig er det 7. med Love Shop Mark II, bandet Unmack dannede efter Hilmer Hassigs og senere Henrik Halls død. At det efterhånden er et solidt sammenspillet band blev bekræftet under en uges koncerter i Hotel Cecil efter pladeudgivelsen sidst i oktober. I denne POVcast handler det især om Love Shop 2023. Men ikke kun. For som Unmack siger, ”flere af sangene har et erindringsagtigt fokus”. Nye sange som ”For blinde børn” og ”Tilbage til Viborg” peger tilbage mod det første album, "1990". Flere sange – bl.a. klassikeren ”En nat bliver det sommer” – tog udgangspunkt i Unmacks rejse dengang fra domkirkebyen Viborg til København, og alt det, der skete i den nye by. ”Jo ældre, jeg bliver, kan jeg ofte gå og have en dialog med mig selv, eller blive mindet om steder, jeg har boet eller har været. Har været til fester eller har kendt folk, der har boet. Jeg er bevidst om den forandring, København har gennemgået, når jeg går igennem byen. Eller om den pige, jeg kendte i London, som jeg engang besøgte hos hende og hendes ven, hvor hun spillede Enyas ”Orinico Flow” hele natten. Jeg boede sammen med en, der var helt besat af bandet Ballet Mécanique, derfor er den sang og det navn med i teksten til "For blinde børn". Hvad blev der af dem?” Dermed er vi inde på de hukommelsesfragmenter, inspiration, referencer og det stof, Jens Unmack tekster bliver skrevet på. ”Vi har altid dyrket intertekstualitet, som det hedder med et fint ord, i Love Shop. Hvor man blander referencer til film, musik, bøger ind i teksterne, hvor de optræder i et nyt lys. Hilmer prøvede at lære mig om David Bowies cut-up teknik, hvor jeg hellere ville fortælle historier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde historier at fortælle, fordi mit liv var ret begivenhedsløst som sådan.” Og så er der det klassiske grundvilkår i Love Shop. Der SKAL ikke være, men MÅ meget være en god melodi til at sætte stemningen, ofte med en melankolsk tone. Meget få på den danske rockscene kan pakke fragmentariske tekster, nuancerede musikalske arrangementer ind i så stemningsfyldte melodier som Love Shop. ”Jeg tænder på melodien i en sang, og det en melodi kan rent stemningsmæssigt. Jeg kan godt høre kunstmusik eller vanskelig rockmusik, men det er en kæmpe force, hvis melodien også er der.” Hør også Jan Eriksen og Jens Unmack tale om - Love Shops første koncert overhovedet – ”under det happy go lucky navn Lit de Parade” - som opvarmning for Velvet Underground-ikonet Nico. - krige og konflikter i det gamle Love Shop – og samarbejdet i det nye Love Shop. - så forskellige referencer som Kenyas nationalmelodi, Telegramstationen i Oslo, Norman Mailers roman ”De nøgne og de døde” og en af de nye sange, der blev ”helt Kim Larsen-agtig” og som viste sig at være svær at forløse. - Jacques Brels mesterværk "Amsterdam", alle havneby-sanges store modersang. - et citat fra forfatteren Scott Fitzgerald: "Jeg savner ikke min uskyldighed, jeg savner glæden ved at miste den." "Man kan godt savne intensiteten dengang, jeg var ny i København, men Gud, hvor var der også meget usikkerhed, skørlevned og dårligdom," som Unmack siger. - nævnte "Alle har en drøm at befri". Hvor med Unmacks ord: ”Hilmers talent stråler som en forstemmende sky på himlen.” Meget mere i POVcasten:

Oscar Mukherjee er en uhyre aktiv musiker. For nylig udsendte hans band, The Mukherjee Development, albummet ”Should I Dance For You?” – samtidig er 27-årige Oscar aktiv i bluesbandet Pay Day. Det begyndte med, at POV Mediano Musics Jan Eriksen hørte rygtet om en forrygende liveband. Så lyttede han til deres nu to album, gik til en koncert, som han forlod nærmest begejstret. Det lød som, hvis alt det bedste fra westcoast rock, sydstatsrock og britisk indierock blev forenet. Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2019 og -20. Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder - og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt. Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København. ”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.” Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country. Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar. Vi taler om Oscars opvækst i San Francisco, om kulturel appropriation - at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold," som Oscar synger i en sang. Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet. Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You?” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.” Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas. "Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP "Sentimental Sleep" hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme." Hør meget mere i denne POVcast.

I november 2023 opfører Gangway albummet ”Happy Ever After” ved to koncerter i hhv. DR Koncerthuset (22.11) og Musikhuset i Aarhus (25.11). I den anledning – og fordi en podcast om Gangway længe har været en ønskedrøm – inviterede Jan Eriksen bandets guitarist og sangskriver Henrik Balling i studiet. ”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser. Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”. Det samme gælder et andet af Gangways store hits, "Mountain Song" fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik. ”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling. I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne. "Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud." ”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen - når Danmark scorede under fodbold-EM - fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken. Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”. I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer. I denne POVcast handler det bl.a. om: - heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.” - at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det. - hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”. - filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik. - sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.” - valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne. - samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After". - hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret "Manic Days?" Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning. Dette og alt muligt andet i denne POVcast.

En af de mest originale stemmer i dansk musik tilhører Bo Nørgaard Evers. Det gælder ikke bare hans karakteristiske stemme, men også teksterne, der er poesi på et smukt, hverdagsagtigt gadeplan. De er sjove, ofte tragikomiske – hvis ikke melankolske. Og ofte lidt dybere end de umiddelbart giver sig ud for. I denne POVcast har Jan Eriksen besøg af Bo Evers. I 2014 hittede han ud af det blå med storhittet ’Fred’ og senere især med ’Barry White’. ”Det var dengang, jeg var i heavy rotation,” som han siger. Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, 'Liv', og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange. Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian. Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen. ”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li' den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario. "Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk." Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte. Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af. ”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer. Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på 'Liv' har et mørke og dybde under humoren. Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med 'Balladen om staden' på pladen 'Christiania – stik dem en plade', der udkom i 2020. ”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han. De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang 'Mor' fra det nye album. Og så er der sangen 'Alt det der', der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger: "For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer' for ellers var vi ikke her". Dette og meget mere i denne POVcast.

POV Mediano Musics Jan Eriksen er taget en tur ud til Frelserkirken - et stenkast fra Dæmonernes Port. Franz Beckerlee er aktuel med biografien ”Franz Beckerlee – Stonefree et liv med og uden Gasolin’”. I den anledning har han været så venlig at invitere indenfor i sin lejlighed. I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør. ”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten. Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne. ”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.” Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen. Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være. ”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee. Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker. ”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen - samme producer som manden, der producerede "Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee. Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen. ”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee. Det handler også om - inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones. - millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til. - Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”. - kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band. Dette og meget mere i denne POVcast.

”Bad cowgirls go everywhere,” synger Tamra Rosanes på sit nye album. Og for nylig lagde hun vejen forbi POV Mediano Musics kontor/studie. Især for at tale om sit nye album, ”New Better Day”, som hun udsender i anledning af sit 50 årsjubilæum som dansk bosiddende kunster – jubilæet fejrer hun i øvrigt med en turné her i sensommeren og efteråret. På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken. For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform. I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker. POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker - de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa. Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis - mindre end en måned efter "That's All Right" var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender. Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader. Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde. ”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden," siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville. ”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.” Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra. ”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.” På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song". ”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet." Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville. Marty Stuart: The Whiskey ain't Working Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer John Prine: Sweet Revenge - trommer Kenny Malone U2: Angel of Harlem - lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) - lydteknik Fergusson

Husker du ”I Count the Minutes”? Det gør vi. Siden begyndelsen for snart fem år siden har vi på POV Mediano Music talt om at lave en podcast af den klassiske ”hvad blev der af?”-type. Med en eller flere kunstnere, der pludselig brød igennem, stjal alle radioflader, hitlisteførstepladser, vandt grammyer/DMA, optrådte på alle tv-shows og festivaler - og siden, ja, så hørte offentligheden ikke så meget. Så da Jan Eriksen blev spurgt, om han kunne tænke sig at tale med den pladeaktuelle Susanne Ørum skyndte han sig at sige ja. I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med "I Count the Minutes". I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”. ”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne. ”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum. Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark. I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne. Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige. Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til. ”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum. Nu udkommer albummet "Get Real" altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt. ”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”. Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende. "Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. "Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige”". En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han." Alt dette og meget mere i denne podcast. OBS - de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er: Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne” Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around” Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy” Lars H.U.G: "First Love in Space" Lis Sørensen: “Kærtegn”

Som The Beatles havde The Quiet Beatle, George Harrison, havde – og har – Shu-Bi-Dua den stille guitarist og producer, Claus Asmussen. Det handler som regel om Michael, når man taler Shu-Bi-Dua, men i denne POVcast er Claus i centrum. I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det. Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne. Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer. I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af "Hair" og "Jesus Christ Superstar" i Danmark - derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005. Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”. ”Allerede til to’eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2’eren.” Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med. Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til. - Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager? - Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på "Krig og fred" – som, ja, krig uden fred? - Hvorfor blev SBD's studie i Kbh. K kaldt "en schweizisk bank". - Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration? - Hvordan var deres arbejdsproces? - Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet. - Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne? - Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA? - Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen? - Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, "Bare man kan logre". Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.

"Mine album udkommer tæt. Der er ikke mere end 20 år i mellem dem," siger multikunstneren Søren Kragh-Jacobsen selvironisk i denne POVcast. Og sandt er det, at hans bidrag til den danske musikskat er forholdsvis få. Til gengæld er de kendt af mange. De seneste to album, ”Isalena” og det nye, ”Tranedans”, har manifesteret Kragh-Jacobsen som sangskriver og formidler med sit eget udtryk og dybde - som et sted mellem en dansk Mikael Wiehe, Leonard Cohen og idolet Charles Aznavour. Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer. "Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen. Især Dogme-filmen, "Mifunes sidste sang" manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør. "Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet." Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv. Det nye, aktuelle album, ”Tranedans" sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: "Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi." Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: "I har været r..forkælede". ”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.” Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang: Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk: Hans to første spillefilm 'Vil du se min smukke navle?' (1978) og den prisbelønnede 'Gummi Tarzan' (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. 'Guldregn' (1986 - først udsendt som tv-serie) og 'Skyggen af Emma' (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre. Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen 'Mifunes sidste sang' (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også 'Isfugle' (1984), 'Skagerrak' (2003) og 'Det som ingen ved' (2008) handler om rodløse voksne - den sidste i thrillerform. 'Drengene fra Sankt Petri' (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede 'Øen i Fuglegaden' (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund. I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som 'Det som ingen ved' (2008), 'I lossens time' (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR's dramaserie 'Borgen' (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af 'Bedrag' (2016).

For præcis 40 år siden udkom The Polices album ”Synchronicity”, som skulle vise sig at blive trioens sidste. I den anledning har Jan Eriksen inviteret musikeksperten Thomas Ulrik Larsen i POVs studie, hvor han splitter "Synchronicity" ad og forklare alt det, der ligger bag et af musikhistoriens mest intellektuelle rockalbum. The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen. ”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede. 0- ”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var "Synchronicity", fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.” I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani. Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave - på falske forudsætninger. "Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten. ”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han. I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik. "Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund." Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can’t Stand Losing You”? The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere. ”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen. Han går i dybden med "Synchronicity" og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste - og forfatteren Arther Koestler. "Synchronicity" er et album med mange, mange lag.

En af de store sangskrivere på den danske musikscene, Anne Dorte Michelsen, har udsendt albummet ”Thumbs Up” – og så har hun i øvrigt modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I anledning af det nye album har Jan Eriksen inviteret Anne Dorte Michelsen i POV Mediano Musics studie. Det handler selvfølgelig om det nye album, hvor der bl.a. er et par sange, der hver på sin måde tager udgangspunkt i MeToo – nemlig ”Det var de år vi var mest vrede” og ”Fucking feminister”. Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten - en samtale om Carole Kings album "Tapestry". Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende. ”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede," siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter. ”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,” I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far. Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps. ”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden. Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på "Thumbs Up" - om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok "Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid." Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun - igen med et glimt i øjet - synger: "Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i." I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om … - Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange. - inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen. - samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross. - noget så eksotisk som lykkelige sange. - den bizarre begejstring for Barry Manilows "Mandy".

I 1999 lærte alle med et radioapparat nærmest fra den ene dag til den anden Marie Frank at kende. Sange som "Symptom of My Time", først og fremmest, "Save a Little Love", "Worth it" (2001) og "Under the Water" i et remix blev spillet igen og igen. Også i udlandet. Nu, 24 år senere udsender Marie Frank en EP med titler som "Det bedste ud af alting", "Hvem ved hvad vej det går" og "Stenslag". POV Mediano Musics Jan Eriksen har besøgt Marie Frank i Langå, hvor hun med en fantastisk udsigt til Langå sø bor sammen med sin mand, musikeren Anders Pedersen og deres to børn. I podcasten taler de om alt det, der skete dengang, hvor hun rejste rundt i verden, og bl.a. øvede sit håndværk i New York – og hvad der er sket siden og, hvor de nyeste sange kommer fra. ”Måske havde Danmark brug for en pige med en guitar dengang,” siger hun selv som en mulig forklaring på det pludselige gennembrud. I USA havde de Sheryl Crow, Suzanne Vega og Joni Mitchell. Det handler om tilfældige møder som blaffer bl.a. med bossen for Spot Festivalen og en DR radiovært, der skulle komme til at hjælpe hende videre. Indspilningen af debut-albummet ”Ancient Pleasures” i et studie i New York med det funky navn Dan's House of Love. Det handler om en turne, som Marie måtte gennemføre i en kørestol og på krykker. Efter et par hektiske år i begyndelsen af 0’erne blev Marie Frank selvstændig – hverken hun eller det tidligere pladeselskabet havde særlig travlt med at forhandle ny kontrakt – og selvstændig har hun været siden. Så det er også historien om kampen for at bevare sin integritet i en branche hvor alle flår i en. ”Jeg følte, at jeg blev modarbejdet af mit pladeselskab, der gerne ville flytte rundt med mig. Du bliver hele tiden stillet overfor det spørgsmål: hvis du bare vil det og vil det. Det konstante pres. Der var så mange, der havde en holdning, vi synes du skal gøre det og det. Jeg synes på en måde det er en barsk måde at henslæbe sine tyvere på.” Det handler om et gedigent benspænd, da festivalen Wig Wam krakkede med et brag og efterlod en række uskyldige musikere uden penge. Men det handler Ikke mindst om mødet med Howe Gelb, lederen af et af første markante alt-country bands, Giant Sand, og andre amerikanske musikere som Grant Lee Phillips og legenden Lucinda Williams. Møder som naturligt har påvirket hendes sangskrivning og betydet en masse gode oplevelser og rejser. Albummene "Where the Wind Turns the Skin to Leather" og "Kontinua", Franks første dansksprogede album, er ganske udmærkede danske americana-album. Og selvfølgelig taler Marie og Jan om arbejdet med at etablere et musikmiljø i Langå. "Det er en lille smule mere hillbilly-agtigt herude i Langå," som hun siger. Dette og meget mere i denne podcast.

Efter en pause på et par måneder, hvor POV Mediano Musics Jan Eriksen bl.a. har skrevet roman og holdt ferie, er vi tilbage med en ny podcast. Denne gang er gæsten rockveteranen Henning Stærk. Også han har holdt en længere pause – en album pause. Faktisk har han ikke udgivet en plade siden 2009. Han har overvundet gigtproblemer, men er nu fit for fight og aktuel med "Big Boss Man", opkaldt efter et af de numre, der var med til at give Elvis Presley et comeback i 1968. Flere numre på den nye plade er inspireret af Cash’s "American Recordings"-plader. Bl.a. en flot version af Tina Dickows "Someone You Love". Henning og Jan taler om Stærks sanglærer Elvis Presley, der lærte ham at synge i barndomshjemmet i Holstebro. Om den første koncert, hvor Stærk sang iført en nyindkøbt Stones-trøje (rullekravebluse). Og om drømmen om at undslippe Holstebro, der resulterede i ”flugten” til Aarhus, hvor han til sin overraskelse bestod første år på jurastudiet, indtil der blev fuldt fokus på musikken. De taler om de første pionerdage med pigtrådsmusik, og miljøet i Aarhus, hvor musikere som Lars Hybel, Lars Muhl, Per Frost, Georg Olesen, Lis Sørensen og Hans Erik Lerchenfeldt spillede og jammede sammen på byens scener. Inden Stærk for alvor blev solist i 1982, var der årene med Jackie Boo Flight, Spillemændene og Gnags, der havde brug for en en "anden-trommeslager" model Allman Brothers. Gennem de sidste 40 år har Stærk etableret sig som en af landets bedste fortolkere af den klassiske, autentiske rockmusik, country og soul. Og han har arbejdet sammen med producere som Mike Vernon (som bl.a. producerede en legendariske John Mayall & The Bluesbreakers plade med Eric Clapton i 1966) og Joe Hardy (ZZ Top). Det har ført til hits som signatur americana-sangen, Poul Krebs ”Sweatheart” og Niels Maatofts ”Tender Care – Tender Touch” og fortolkninger af bl.a ”Fire”, ”Switchboard Susan”, ”Hard to Handle” og ”Heart of Gold”. Der er nørdesnak om bl.a. Johnny Cash (som Stærk har mødt en enkelt gang), Hank Williams, Maetoft, Micky Jupp, Kris Kristofferson, John Prine og Elvis gamle samarbejdspartnere, gospelkoret The Jordanaires, som medvirker på flere Stærk-numre på "Dreams to Remember", der blev en kæmpe kommerciel succes. ”Det var en overraskelse, at det blev et gennembrud. Det var et resultat af mange tilfældigheder, en af dem, at The Jordanaires kom til at synge kor, som var et stort historisk vingesus for mig. Fordi jeg er gammel Elvis-fan. Da vi hørte det kor, de lagde på, kunne vi bare høre, hold kæft hvor lyder det svinefedt, det her,” siger Henning Stærk blandt meget andet.

Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi. 69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude. Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten. Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”. Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” - og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo. Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere. Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69. På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum. Dette og meget mere i denne podcast.

Efter en længere pause er Nikolaj Christensen tilbage med ny musik - foreløbig tre singler og snart et helt album. Efter et larmende gennembrud i slutfirserne/starthalvfemserne med hits som ”Du er min” og ”Kommer nok hjem” – og senere en del job som skuespiller – er det gået op og ned og op igen for Nikolaj og hans piloter. Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock. Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken. ”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.” Fremefter var det som som at sidde "på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud. ”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.” Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen. Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham. Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden - og kompromiserne - om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser. Lyt med og hør mere, om: … da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre. … inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk. … dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith … dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone. … da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed. … at "mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til".

Den 25. februar 2023 ville George Harrison være fyldt 80 år. Selvom det er lidt mere end 21 år siden, The Beatles guitarist døde, og hans aske for længst er strøet ud over de hellige floder Ganges og Jamuna, virker det nogle gange som om, han og de tre andre er stadig er lige så fab som for 50 – 60 år siden. I denne podcast hylder Jan Eriksen og foredragsholder, musiker og forfatter Per Vium George Harrison som medlem af The Beatles. Der kommer senere i år en POVcast om Harrison som solist. Det er fjerde gang, Per Vium gæster POV Mediano Music for tale om John, Paul, George og Ringo – men denne gang er det altså George – og de andre. Det handler om George Harrisons karakteristiske, økonomiske spil på sin Rickenbacker og de andre guitarer. Og en smule om hans muse dengang, Patti Boyd. Det handler om hans fortsatte kamp for at få plads i og påvirkning af The Beatles. En påvirkning, der efter Sgt. Pepper ikke bare var begrænset til studiet på Abbey Road, men også kom til at omfatte rockmusikken som sådan. Harrison var den mørke, spirituelle beatle, der bragte inspirationen fra østerlandsk filosofi ind i den vestlige ungdomskultur. Jan og Per taler om hans kompositioner, der i stigende grad blev mere centrale på The Beatles skelsættende album – hvad der kendetegnede hans sang, stil og guitarspil. De taler også om Peter Jacksons film ”The Beatles: Get Back”, som Per Wium mener er særdeles unfair overfor George Harrison. Playlist: Do You Want To Know a Secret Don't Bother Me I Need You Think For Yourself Taxman I Want To Tell You Within You Without You While My Guitar Gently Weeps Something I Me Mine All Things Must Pass

Sort Sol-legenden Steen Jørgensen er aktuel i en helt anden sammenhæng, end man normalt forbinder ham med. Da Jørgensen og hans partner, pianist og billedkunstner Marina Botes, forsigtigt sendte de første par numre fra deres fælles pladeprojekt til pladeselskabet var de i tvivl. Ramte de for langt fra den musikalske skive anno 2022/23? Hvad den så i øvrigt er. Steen Jørgensen er kendt som en af de helt store i dansk rock’n’roll. Projekt ”Jørgensen Botes” er alt andet end rock. Men de blev modtaget nærmest overstrømmende på pladeselskabet: gør, hvad I vil, og vi udsender det. 10. februar udkom så pladen, hvor de med egne ord undersøger ”felterne mellem klassisk musik, elektronisk musik, rock og danske tekster”.   Jan Eriksen inviterede dem i POVs studie til en samtale om samarbejdet. Hvordan opstod musikken i det intime rum i deres hjem ved den klassisk uddannede Marina Botes klaver? Hvordan er albummet opstået - musikalsk og tekstligt, hvordan er deres samarbejde - og hvor kommer den musikalske inspiration fra. Og hvordan er det at synge på dansk på et helt album? ”Jo, det er lidt grænseoverskridende at synge på dansk, men jeg har haft lyst til det i mange år. Det skulle løsrive sig fra det, jeg ellers har lavet i mange år, Sort Sol og andre projekter, og blive fuldført med Marina,” siger Steen Jørgensen i podcasten, og tilføjer om den turne, der følger op på albummet: "Jeg har heldigvis altid nerver på, men det er gode nerver. Der skal helst være nerver på." "Vi ville undersøge, hvordan det ville gå, hvis vi byggede bro mellem vores respektive verdener," siger Marina Botes. Nummeret "Dråberne" peger på et af albummets temaer, tiden - og hvordan vi bruger den, og måske ikke bruger den: ”Nummeret er et stille, diskret opgør med, at tingene går så stærkt. Det er virkelig rart at give sig selv lov til at gå i ring. At man kan forsvinde og miste tidsfornemmelsen. Det ligger også indlejret i teksten, for når sommerregnen falder går man ofte i ring indenfor. Eller går udenfor og dufter til den." "Maskemand" handler om de masker, vi iklæder os, ofte mange i løbet af dagen. Og for den sags skyld også masken, Steen Jørgensen selv iklæder sig, når han stiller sig op på scenen som midtpunkt i Sort Sol, som solist eller nu med Marina Botes. ”Det er jo også et rollespil at stå på scenen. Masken er også en måde at overleve på. At man kan træde ind i en rolle og have noget for sig selv. Og jeg mener også, at man har ret til det,” siger Steen Jørgensen. I podcasten kommer Steen, Marina og Jan Eriksen en tur omkring et ørkenlignende område i Sydafrika, der eftersigende ser ud, som da jordkloden var beboet af dinosaurer, og Rudolf Tegners skulptur Herakles og Hydraen ved Kronborg og tegneren og grafikeren Palle Nielsen. Desuden lidt nørdesnak om bl.a. ”uafrystelige” Leonard Cohen, The Beatles "Eleanor Rigby" og såkaldt barok pop, Richard Strauss’ ”Vier Lezte Lieder”, Moody Blues og Roxy Music.

Da Infernal i slutningen af 2022 udsendte jubilæumsalbummet ”Hormesis”, skete der noget ret overraskende. De fik flere, meget positive anmeldelser i de store medier – ”For første gang nogensinde,” som Lina Rafn grinende siger i denne POVcast. I anledning af jubilæet har hun og Paw Lagermann besøgt Jan Eriksen i POV.Internationals studie. Infernal var og er et af Danmarks første electroniske danceacts med kommerciel succes, ”da vi først fik hovederne ud af vores undergrundsmåse,” som Rafn også siger. De er still standing med stoltheden i behold, optræder stadig til festivaler og fester landet over, og plejer med succes imaget som feststartere. I podcasten taler Lina og Paw om 25 års jubilæet, som de markerer med ”Hormesis” – et anderledes, ambitiøst musikalsk konceptalbum. Noget andet end det, man normalt har hørt fra duoen. Til dels inspireret af filmen ”Tron Legacy” fra 1982. På albummet ser Infernal ind i fremtiden og ser tilbage til den første spæde musikalske forelskelse i Underworld, Prodigy og Chemical Brothers, dengang Paw og hans venner indspillede musik i et skoskab i en kælder. Og til dengang det begyndte med ”gimmick dance”, sækkepiber og S/M outfit på Club In i Nørregade. Det var dengang, ”vi var for hårde til Crazy Daisy og DR og TV-2”. Vi kommer selvfølgelig omkring Infernals helt store succes, singlen ”From Paris to Berlin”, der førte en stribe andre hits med sig i store dele af Europa. Efter gruppen var kylet ud af pladeselskabet EMI – som må have ærgret sig senere. ”Vi havde bare brug for at vise de andre, at de havde hovedet oppe i røven, at vi var den fedeste artist de kunne få. Den følelse af at blive overset og underkendt den sidder stadig lidt i kroppen på os,” siger Lina Rafn. Altid ærlige Lina og Paw fortæller lige ud og der er plads til selvransagelse og selvkritik. Eller som Lina siger: ”Jeg lød for pompøs, for overkorrekt, for skoleengelsk agtig, jeg kan ikke holde ud at høre de tidlige sange. Det er for karikeret. Min tekstskrivning i dag er et parløb med at gøre det mere troværdigt, komme ud af det at lyde som en musicalsangerinde – hen til et menneske.” Lyt til podcasten og hør nærmere om : - da Infernal bevidst søgte det homoseksuelle publikum i deres disco ”Electric Cabaret”-periode, men til sidst måtte bevæge sig videre musikalsk og æstetisk. ”Der er folk, der tror, at jeg er homo. Det har jeg ikke noget imod, jeg havde det fint med det - men det blev kørt meget langt ud og til sidst var det for meget,” siger Paw Lagermann. - historien om, hvordan en skitse, oprindelig skrevet af Tommy Seebach endte på et Infernal album – efter at have været en tur omkring Kylie Minogue- Forhandlingerne med Seebachs sønner var hårde. - samarbejdspartneren, der kom til at skrive ”Horemis” i stedet for ”Hormesis”. - deres hyldestnummer til Kenneth Bager, der i sin tid gav dem deres første kontrakt.

Den 1. marts er det 50 år siden, det ikoniske "The Dark Side of the Moon" udkom. Mange tal taler deres eget sprog om albummets popularitet og blivende status som et af rockhistoriens vigtigste album – her er bare et enkelt: Gennem 24 år lå albummet på den amerikanske album top 200. I anledning af jubilæet har POV Mediano Musics Jan Eriksen inviteret Pink Floyd eksperten Thomas Ulrik Larsen i studiet. Blandt sine mange meritter er Larsen tidligere guitarist i det danske hyldestband Pink Floyd Project. Altså har han været den danske David Gilmour i en periode. Eriksen og Larsen taler da blandt meget andet også om Gilmours guitarspil i podcasten. "Gilmour er bluesguitarist. Det er nogle relativt enkle figurer, men der er noget med anstrøget. Noget af det, man ofte glemmer, når man taler guitarsoli, er at man er ilde stedt, uanset hvad man laver, uden rytmik. Han er en fantastisk rytmeguitarist, og det hører man også, når han spiller soloer," siger Thomas Ulrik Larsen. "The Dark Side of the Moon" er det første Pink Floyd album med Roger Waters som eneforfatter til teksterne, og det første, hvor de enkelte numre hænger sammen i suiteform. Med andre ord er det Pink Floyds første konceptalbum. For første gang taler Waters direkte til sine lyttere uden flyvske metaforer. Det handler om alt det, der truer med at påføre det moderne menneskes ”Brain Damage” - penge, dødsangst, fobier, identitetskriser, nationalisme samt samfundets manipulation af vores tanker og holdninger. I dag står "The Dark Side of the Moon" med Thomas Ulrik Larsens ord som: ”Den langsommelige kæmpe, der ikke vil gå væk. Det der med, at det trisser afsted fra start til slut. Der er et enkelt nummer, nemlig "Money", hvor de kommer op i omdrejninger. Det er den langsommelige dinosaurus, som har været her siden tidernes morgen, og vi hører den stadigvæk. Det har noget at gøre med dens langtidsholdbarhed, at den har fået denne her status." Og selvfølgelig kommer podcasten omkring ”The Gig in the Sky”, der har givet sangerinden Clare Torry en evigt lysende plads i rockarkiverne med sin udtryksfulde sang – som nogen har kaldt "en dødskantate". Ifølge Thomas Ulrik Larsen kan det nu ligeså godt handle om sex. "Det siges, at "The Great Gig in the Sky" blev brugt som lydspor til de såkaldte liveshows i Amsterdam, hvor man kan se par dyrke sex," siger han. NB – POV Mediano Musics aftale med rettighedsorganisationen KODA, som vi selvsagt respekterer, at vi kun spille uddrag af de enkelte numre. Desuden forekommer de enkelte numre ikke i samme rækkefølge som på albummet. Så meget desto mere grund til sætte albummet på grammofonen, CD-afspilleren eller finde det på pc, iPhone e.lign., når du er færdig med podcasten. I podcasten taler Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen bl.a. om: - det stiftende medlem af Pink Floyd, Syd Barrett – er det rigtigt, som myten siger, at Waters tekster direkte handler om Barretts psykiske sygdom? - sammenhængen mellem "The Dark Side of the Moon" og tidligere Floyd-album, specielt "Meddle". - udviklingen fra psykedelisk band til en del af den voksende engelske bølge, progressiv rock, også kendt som prog rock. Eller var Pink Floyd overhovedet et prog rock band? - hvad det var for noget med Wrights joystick? - et eller rettere flere bud på, hvorfor albummet har opnået sin status som et af de vigtigste rockalbum nogensinde.

Uden store armbevægelser har duoen Maja Og De Sarte Sjæle manifesteret sig som et af de mest krøllede og personlige popacts i Danmark. Alene navnet siger noget om en skæv tilgang til musikken. Man kunne også nævne titlen på deres nye album, ”Vroom Vroom”. Faktisk findes der ikke en kunstner på den danske musikscene, der ligner sønderjyske Maja Og De Sarte Sjæle. Det skulle være Annika Aakjær, som gruppen har turneret med. Det er en påstand, men hvem kunne ellers finde på at inddrage Egon Olsen i en sang om eksistentiel udlængsel. Det gør Maja og de sarte sjæle i ”Olsen Bandens sidste bedrifter”. Hvor Maja bl.a. synger: Hun havd' en chef i SuperBrugsen / Som hun havd' lyst til at spark' i struben / Så en dag sagde hun op og sagd' / Maja, ville du ha' min ryg / Hvis jeg sku' bruge en Gajol, et bat og en hamburgerryg? Som i Olsen-bandens sidste bedrifter / Hvor de til sidst stikker af til Mallorca Eller tekstlinjer som: Jeg har aldrig ku' li' fantasy / Og jeg har aldrig ku' li Game of Thrones / Der er alt for mange karakterer / Plottwist og incest og barnemord / Men du elsker det crap / Og jeg elske at se de med dig. POV Mediano Musics Jan Eriksen bemærkede første gang for alvor duoen, da de stillede op i Melodi Grand Prix med en sang med titlen, ”Den eneste goth i Vejle”. Andre titler som det seneste hit, ”Euro 92”, ”Wittgenstein”, ”Den værste jul ever” og ”Din bodycount T-shirt” og ”Game of Thrones” siger noget om en duo, der står helt på deres egne ben. I anledning af det nye album tog Maja toget fra Haderslev gennem det dengang sneklædte Danmark for at medvirke i denne podcast. Her fortæller hun om, hvordan de to fandt sammen om deres popduo med de på en gang sjove og meget hverdagsnære og realistiske tekster. Og om: - deres udgangspunkt i Sønderjylland, som de ikke har planer om at forlade. - inspirationen – måske – fra Marie Key. - Nørre Nebels rolle i dansk Melodi Grand Prix’s historie - at synge duet med sit helt store ungpigeidol og føle sig lidt fangirl-agtig - arbejdet med at følge op på det første hit, Uden dig. - hvordan Maja og de sarte sjæle er blevet ’adopteret’ af de succesrige producere Pitchshifters (Andreas Odbjerg, Medina) og Lasse Lyngbo (Vinnie Who, Hjalmer, mfl.). - en pause, der var nødvendig på grund af stress, bl.a. - at skrive en uuofficiel fodbold til EM 2021, som blev et stort hit. - drømmen om at kunne leve af musikken, der blev tændt allerede i pigeårene.

I denne episode af POV Mediano Music har Jan Eriksen besøg af Bjørn Fjæstad, der netop har udsendt albummet ”Uncover”. Fjæstad er multikunstner – eller med hans egne ord: ”Jeg er lidt af en kludetæppe-dude”. For godt og vel 30 år siden var han med til at skabe Baal, der lød som intet andet på den danske rockscene, dengang ofte sammenlignet med David Bowie og Queen. Siden har Baal udgivet otte studiealbum og to livealbum og turneret flittigt. Samtidig er Fjæstad blevet en dansk Mr. Teaterkoncert – indtil videre har han været med i 13, fra Bob Dylan over Mozart til Bowies "Lazarus". Du kender ham sikkert også fra tv, ikke mindst "Rytteriet". Som det ligger i titlen, er ”Uncover”en samling coverversioner af sange, der har haft stor betydning for Fjæstad siden drengeårene. Som han siger: ”Sangene er en mikroskopisk lille del af soundtracket til min ungdomsforelskelser og den ulykkelige kærlighed. Sangene som satte lyd på drømme og fik mig til at glemme hverdagen for en stund.” Det er sange som Bee Gees' "To Love Somebody", The Cars' "Drive" og The Korgis' "Everybody's Got to Learn Sometime". Og som altid i POV Mediano Musics podcast dykker vi også tilbage i historien, til dengang Baal blev dannet i resterne af et andet band. "Vi lavede sådan en selvspunden mytologi om os selv, som vi kaldte Baal manifestet. Når jeg taler om det i dag lyder det helt skørt, men det var dels for vores egen skyld, dels for sjov. Det var noget med, at vi havde fundet hinanden i Krakow, nogle af os." Lyt med og hør Fjæstad fortælle om: - inspirationen fra Bertolt Brechts teaterstykke Baal om en kvindeglad outsider. - den musiker, han mener skal have æren for, at Baal stadig eksisterer. - dogmet bag indspilningen af "Uncover": afstå, afstå, afstå. - hvad der første frem til, at han indspillede en version af Dolly Partons evigt grønne ”I Will Always Love You”. - sine to møder med David Bowie, det første gang tilfældigt som dreng i Grøften i Tivoli, anden gang backstage i Vega. Hør hvordan det spændte af. - hvad musikken kom til at betyde for ham, da han som dreng så sin stedfar tæve moren indimellem. - dengang han og barndomsvennen Lars hoppede i fløjssofaen med hver sin badmintonketcher og spillede luftguitar til Meat Loafs ”Bat Out of Hell”. - hvilken Baal-tekst, Bjørn Fjæstads datter har tatoveret på sin arm. - baggrunden for "sorg"-solopladen "Du kender intet til mig". ... og meget andet.

I denne POV Mediano Music podcast har Jan Eriksen besøg af Billy Cross og Rasmus Dissing. Den dansk-amerikanske guitarist har slået sig sammen med trioen Dissing, Dissing, Las – til lejligheden udvidet med Dan Hemmer på keyboard og Jesper Elnegaard på trommer. Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”. Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før. ”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten. I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist. I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition. ”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross. Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy. Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at: - B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming...) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking. - Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten. - Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”. Dette og meget mere i denne podcast. Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger. Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA. I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere. Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu. Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.

Som datter af Annisette og Thomas Koppel er Naja Rosa Koppel er født ind i musikken. I denne podcast, der tager udgangspunkt i Naja Rosas nye album ”Closer to the Sun”, slår hun og Jan Eriksen indtil flere cirkler frem og tilbage til dengang i begyndelsen af årtusindet, da hun blev medlem af forældrenes The Savage Rose. Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas ”Closer to the Sun”. Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose. Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet. Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles: Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang, hun åbner munden, fra? "Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Koppel, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden. "De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas." I podcasten fortæller Naja Rosa om: - da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere. - samarbejdet og samværet i ”familien Savage Rose”. - det desværre lidt underkendte album ”The Place I Call Home”, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der var med til at sætte sit aftryk på deres album. - en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre sammen. - mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på ”Closer to the Sun”, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album. - de mange tanker og refleksioner, delvis som følge af en selvudviklingsproces, der ligger bag teksterne på det nye album.

I disse dage er det præcis 50 år siden, Steely Dans debutalbum ”Can’t Buy a Thrill” udkom. Egentlig skulle de to belæste nørder fra Bard College i New York have skrevet numre til andre, men en fremsynet pladeselskabsmand indså hurtigt, at deres mærkeligt nok BÅDE akavede OG groovy, jazzede rockmusik kun kunne spilles af Donald Fagen og Walter Becker selv. Det var musik, der er for de få og de mange på samme tid, og svært at forestille sig Barbra Streisand i pailletkjole synge "Rikki Don't Lose That Number". Så de dannede Steely Dan, opkaldt efter en ståldildo, der optræder i beatforfatteren William S. Borroughs roman ”Nøgen frokost”. I Beckers og Fagens musikalske laboratorium skulle de komme til at skrive og indspille hits som ”Rikki Don’t Lose That Number”, ”Hey Nineteen” og ”Reeling in the Years” og dermed overskride grænsen fra kult til mainstream. Selvom foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen nok også har en pointe, når han i denne podcast siger: ”De, der elsker Steely Dan, dyrker det meget, meget intenst – og så er der de andre 99,9 pct. Der er næsten større sandsynlighed for at være transkønnet i Danmark end fan af Steely Dan. Vi er nede i promiller.” I podcasten taler Larsen og Jan Eriksen om Steely Dan fra den spæde begyndelse over de succesfulde 70’ere, hvor duoen/gruppen mere eller mindre godvilligt blev en del af West Coast Rock-bølgen - og deres comeback i 90erne efter en pause. Især var der et vist slægtskab med Doobie Brothers, hvis sanger Michael McDonald også i en periode spillede og sang med Steely Dan, live og i studiet. Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen taler bl.a. om - Steely Dan's tekster, der bl.a skildrer mord, utroskab og ludomani og et persongalleri, der består af prostituerede, kriminelle, stofmisbrugere, seksuelle afvigere og mennesker som anden vis er kørt af sporet eller lever på kanten. Ofte med et humoristisk islæt. Hvis de ikke ironiserer over aldrende mands forhold til en yngre kvinde. - den litterære påvirkning fra bl.a. science fiction og klassisk græsk litteratur. - hvorfra Steely Dan hentede deres inspiration. - det for sin tid måske paradoksale, at to intellektuelle æggehoveder som Fagen og Becker gjorde så meget ud af groove og musikkens kropslige aspekt. De arbejdede bl.a. tæt sammen med den legendariske trommeslager Bernard Purdie (Aretha Franklin, James Brown), der har lagt navn til The Purdie Shuffle. - albummet "Gaucho", der blandt meget andet er kendt som det første rockalbum, hvor der optræder en samplings-redigeringsmaskine til trommer, kaldet ”Wendel” - opfundet af Steely Dan's lydtekniker. - hvad ligger der bag Steely Dans eget udtryk om deres musik, "junk sculpture"?

For næsten 40 år siden fik Cæcilie Norby sin debut som medlem af gruppen Street Beat, der en periode hærgede de danske livescener. Senere skiftede hun til Frontline og så var der jo rockbandet One Two. I dag kan hun se tilbage på en imponerende karriere, der har etableret hende som internationalt anerkendt og berømmet jazzsanger, i en periode med tilknytning til det prestigefyldte pladeselskab Blue Note Records. Cæcilie Norby optræder i mange kroge og hjørner af verden. I denne podcast møder hun Jan Eriksen, og den direkte anledning er det nye album ”Earthenya”, som hun udgiver på sit eget selskab Loud Lady Music. Med sine soul-, rock og singersongwriter inspirerede sange er pladen er en slags frikvarter fra jazzen. Et storyteller-album. Med udgangspunkt i flere af albummets sange, taler Cæcilie og Jan både om karrieren og nuet, og de fordele, der kan være i at have nået en alder, hvor man er blevet bedre til at sige nej til bullshit – ud fra princippet, at det gælder om at få det bedste ud af livet. "Der er også en befrielse i det at blive lidt ældre – man lærer at sige, "ja, ja, altså pyt"." ”Jeg eksperimenterer med nogle genrer – jeg har ikke tidligere gjort mig i R&B eller soul. Jeg kunne godt tænke mig at være i nogle grooves. Jeg har spillet meget ballader og jazz som har en fremadrettet energi. Og det elsker jeg. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve det tilbagelænede moody groove,” siger hun om sin nye plade. Hun kalder selv sine nye sange små “film” i ord og toner. En 'film' er fra hendes tidlige barndom i halvfjerdserne om vennen med de forpinte øjne. I podcasten kan du blandt meget andet høre om: - hvordan Nordbys medvirken i ”Toppen af Poppen” inspirerede til ”Earthenya”. - dengang One Two blev lagt for had i Vejle og omegn. - hvad der skete, da hun havde så travlt med at shoppe jeans i New York, at hun glemte sin aftale med selve topchefen for Blue Note Records. - samarbejdet med jazz-ikoner som Diane Reeves, Curtis Steigers og Brecker-brødrene. - hvordan Nordby finder styrke i sine relationer til barndomsveninder og livsvidner – bl.a. Nina Forsberg, som hun delte liv og job med små ti år i One Two. - hvad der egentlig skete, da Cæcilie Norby mødte Spice Girls. - mødet med en gammel, umulig kæreste, der kortvarigt tændte en ild og blev til en sang. - at tænke tilbage på barndommens bedste ven, som man nu i dag ved gemte på historier om dysfunktion.

I denne podcast møder Jan Eriksen Fallulah, aka Maria Christina Apetri - sangskriver, artist, iværksætter, aktivist og rollemodel. Den 8. oktober afholdes der Hej Søster Fest i koncertstedet Vox Hall i Aarhus. Blandt mange andre aktiviteter er denne årligt tilbagevende festival blevet til på initiativ af Fallulah. I år optræder bl.a. Anne Linnet, AySay, Annika Aakjær og Rebecca Lou i løbet af aftenen. Oprindelig var Hej Søster en playliste på Spotify bestående af danske kvindelige artister og bands, efter Fallulah havde set Gramex’ 2018 opgørelse af top 10-afspilninger i danske radioer. Der var ingen kvinder på den liste. Derom og om Fallulahs markante stemme i kønsdebatten i øvrigt i musikbranchen taler hun og Jan. Og de taler om Fallulahs nyeste single “Autumn Leaves”. Helt usædvanligt udkommer den ikke på Spotify, men kan downloades fra crowdfunding platformen Patreon. Efter uheldige erfaringer med pladebranchen har Fallulah valgt at gå sin egen vej. Som hun skriver på Patreon: “The traditional music industry way is so dated, has a screwed up power and money balance and is sometimes even dangerous. It has killed off many artists' love for music and creativity, which in my opnion is a tragedy.” I podcasten uddyber hun bl.a.: ”Jeg er også sangskriver for yngre kunstere, og jeg kan se, hvor det skrøbeligt, det bliver, hvis der kommer forkerte holdninger til deres arbejde, men som de alligevel føler at de er nødt til gå nedad. Lige så snart du gør det, har du tabt dig selv – lige så snart du gør det mister du din identitet,” siger hun: Og om det nye Patreon-initiativ: “Igennem nogle år har jeg følt mig fjern fra mit publikum på en mærkelig måde. Min musik blev spillet i radioen, også det nyere, hvilket er vigtigt, og jeg kunne godt se at de streamede godt, men jeg fik ikke noget feedback fra folk. Men det var en mærkelig vakuumagtig fornemmelse.” Lyt til podcasten og hør nærmere om: - vigtigheden af rollemodeller i en ”på mange måder rådden branche”. - Hvorfor repræsentation (det som nogle kalder kønskvotering) er så vigtig. - opgøret med det, hun kalder, en sygelig sammenligningskultur. - vigtigheden af musik, når samfundet er i krise. - dengang Spice Girls invaderede Marias pigeværelse og skulle få enorm betydning for hendes voksne persona, Fallulah - da en tidligere musik-booker gav Fallulah en offentlig undskyldning. En gestus, som hun i dag har et ambivalent forhold til. - vigtigheden af at ære dem, der gik forrest – som fx Anne Linnet og Trille, der oprindelig udsendte singlen og albummet Hej Søster. - inspirationskilderne, 60’er ikoner som Dusty Springfield og senere Fiona Apple og måske lidt Kate Bush.

Under pandemien reagerede Aura Dione lidt anderledes end så mange andre. Hun begyndte at optræde så meget som muligt – først digitalt, senere lidt på gader og stræder, på små steder. Ud af disse koncerter opstod ideen om at genindspille en stribe gamle sange i nye mere autentiske, ’pure’ versioner, hvor Auras vokal om muligt står endnu tydeligere frem end på de oprindelige. De udkommer nu på albummet "Life of a Rainbow". I den anledning mødte Aura Jan Eriksen i studiet. Med udgangspunkt i "Life of a Rainbow" fortæller Aura ærligt og reflekteret om sin rejse fra debutalbummet "Columbine" til nu, 14 år senere. En rejse, der har budt på lidt af hvert – store hit med bl.a. "I Will Love You Monday", "Song for Sophie" og "Columbine". Med mere end 2.600 optrædener de første år, 138 flyrejser bare et enkelt år, en flytning til Los Angeles, en meget omtalt skilsmisse – og et langt ophold på et buddhistisk kloster i Nepal, som inspirerede hende til at finde et nyt menneskeligt, spirituelt ståsted. ”Jeg gik igennem en rigtig speciel skilsmisse – jeg kom lige fra L.A. i USA og fra et jetsetliv med privatchauffør og et fuldstændig crazy liv til lige pludselig at sidde med en kuffert og se ud over dette helt anderledes sted, hvor der ikke var kontakt med nogen. Jeg tænkte, at det kunne være, at jeg kunne bruge det helt anderledes liv til at genoprette balancen. Og det sluttede da også med, at jeg flyttede ind i Klosterstræde i København og landede på begge mine ben,” siger hun bl.a. Og som hun også siger: "Man kan frarøve et menneske alt, men du kan ikke tage det, der er genetisk givet. Så da jeg følte, at jeg var på grænsen til ikke at vide, hvad jeg skulle i mit liv efter nogle vilde år, så var det musikken, der sagde: jeg er her stadig. Det gav mig den største power og styrke. Jeg har aldrig følt mig så rig, som da jeg opdagede, at musikken var en uudtømmelig kilde inden i mig. Selv da jeg ikke ville mig selv eller ville verden, var musikken en indre kraft. Den tanke havde jeg lyst til at give videre til verden." Det handler om at finde ind til kernen: "Det er ikke mit kald at stå på scenen at synge "Geronimo" som karaokemaskine." Aura Dione og Jan Eriksen taler bl.a. også om: - den i første omgang skræmmende og intimiderende oplevelse at skrive sange sammen med Rick Nowell, der har bl.a. arbejdet sammen med Madonna, Lana del Rey og Stevie Nicks. - at søge ud om aftenen og natten i country-klubberne i Los Angeles og blive hængende sammen ”gamle mænd med skæg til navlen” og tale om mandolin og banjo. - drømmen om at skrive en klassiker som ”Jolene”. - at balancere sine feminine og maskuline sider. - at finde sin indre Sound of Music på Færøerne, hvor Aura har familie og hele syv videoer til det nye album er indspillet. - at turnere i Rusland og Kasakhstan og optræde nogle steder, som "jeg aldrig nogensinde har lyst til at optræde igen".

I denne podcast møder Jan Eriksen den danske ”rock’n’roller by heart”, Mike Tramp, og journalist og forfatter Lars Daneskov – sikkert kendt af mange for sine mange år som vært på DR Radio. Kimen til deres venskab opstod for mere end 30 år siden, da Daneskov rejste til Lund i Sverige for at interviewe Tramp - dengang kommercielt på højden af sin karriere med heavyrock bandet White Lion. De to har tidligere skrevet biografien ”Vagabonden – Historien om Mike Tramp” sammen – og nu albummet ”For første gang”. Daneskov har skrevet teksterne og Tramp musikken. Mike Tramp kalder det sin mest personlige plade nogensinde. I podcasten kan du høre dem fortælle om venskabet og processen. Som har resulteret i en plade, der på den ene side handler om et stærkt venskab mellem to mænd, hvor musikken, livet, omverdenen bliver behandlet, og hvor de i kritiske stunder har spurgt hinanden: ”Var det virkelig, hvad livet havde til os?”. Glæder, opture, nedture, dybde som i de fleste nære venskaber. Hør Daneskov og Tramp komme hele vejen rundt i denne podcast. På albummet synger Tramp varmt Daneskovs tekster om sine rødder på Vesterbro. Der er en hyldest til Tramps afdøde bror, barfly’en Kim Trempenau. Om fordommene, Mike gennem årene har mødt i den danske presse og om lukkede porte og fundamentalisme i hård rock – og den latente følelse af hjemløshed hos en musikalsk kosmopolit. Om en af teksterne, ”Drømme”, siger Lars Daneskov: ”Jeg tænkte, at det bliver nok en up tempo glad popsang, for den er kæk og glad og et glad lille omkvæd. To dage senere talte jeg med Mike, og du sagde. Jeg går lige og prøver at finde en vej ind i det, så det ikke bliver Kurt Ravn eller Poul Bundgaard. Og jeg tænkte, hvad er det for isflage, du har bevæget dig ud på? Så kom der en pianovals, hvor det eneste akkompagnement udover piano er strygere - og der har du sgu aldrig været.” Som det ligger i albumtitlen ”For første gang” er det første gang Mike Tramp synger på dansk, siden han og Mabel vandt Det danske Melodi Grand Prix for 44 år siden. Som en form for understregning af, hvor langt, vi kommer rundt i denne podcast, bliver der nævnte kunstnere som fx The Carpenters, Bee Gees, Osvald Helmuth, Gasolin’, Kim Larsen, Slade, Sweet, The Walkers, Bruce Springsteen, Tom Petty, The Beatles, Elvis Presley.

I denne episode af POV Mediano Music handler det om at møde djævlen i skikkelse af en håndfuld lovlig smarte pladeselskabschefer. Egentlig var Joe Johansen, kendt som B-Joe, tæt på at opfylde den klassiske rock'n'roll barndomsdrøm om stjernestatus, flotte piger og hus i Los Angeles. Hans band havde underskrevet en international millionkontrakt, albummet "Ready to Ride" var indspillet, udkommet internationalt, bl.a. med stor succes i Tyskland. Efter at have opbygget et ry som et af landets bedste klubbands, bl.a. i Lades Kælder i København, havde B-Joe oplevet at spille i rockmusikkens eget land, USA. Han og hans band levede rocklivet med piger og sprut – og en aften fandt B-Joe sig selv på et luksushotel i Los Angeles, hvor det vrimlede med jakkesæt – og bullshit. Han blev bedt om at komme ind på en af pladebossernes hotelværelse, hvor han blev truet på livet. B-Joe har i årevis været fascineret om rock’n’roll ur-legenden om bluesmusikeren Robert Johnson, der ved en korsvej efter sigende solgte sin sjæl til djævelen mod til gengæld at få succes. Den aften i L.A. stod B-Joe der selv. Denne podcast handler om albummet "Ready to Ride", der udkom i 1992. ”Har jeg lyst til et liv, hvor jeg jeg tager stoffer og brænder hurtigt ud som menneske, eller vil jeg gå den anden vej? Det måtte jeg spørge mig selv om,” siger han bl.a. Historien om det 30 års jubilerende ”Ready to Ride” er en af de mest dramatiske historier om et dansk rockalbum. Den involverer feministiske demonstrationer i Texas, svindel, tyveri, kokain, mordtrusler, løfter om verdensherredømme og fame and fortune, millionkontrakter, videoindspilning i Los Angeles og, ja - sex, drugs & rock’n’roll. Hør hele historien i denne podcast. B-Joe og hans gamle band fejrer 30 årsjubilæet med et par koncerter i september, måske flere koncerter. Derudover har B-Joe Johansen mange andre jern i ilden. Han har netop produceret et nyt album med Erik Grip, spiller med sin blues-trio, han har etableret eget pladeselskab, der bl.a. udgiver en ny plade med Jens Rugsted – og han er guitarist i Michael Hardinger Band, der spiller det gamle Shu-Bi-Dua guld over hele Danmark.

I januar 2020 sagde en læge til Morten Kærså: ”Du har nok ikke mere end et par tilbage at leve i”. Fire år forinden havde han fået konstateret prostatakræft i stadie 3. Det var altså alvorligt. Det har været en hård omgang for Morten Kærså, de sidste seks år, men heldigvis har han gjort lægernes ord til skamme. ”Jeg har aldrig været så frisk og rask,” som jeg er nu, siger han i denne podcast. Også Moonjam lever i bedste velgående – har optrådt hele sommeren. De seneste tyve års tid har Morten Kærså boet i en usædvanlig hyggelig ’luksusødegård’ i nærheden af Tyringe i Sverige. Inspireret af de mange koncerter på Kærsås Facebook-profil kørte Jan Eriksen en tur langt ind i en den svenske skov og mødte musikeren, komponisten og forfatteren Morten Kærså til en snak om karrieren, om at sætte en ny barre for dansk rock med Sneakers. De talte bl.a om: - et knust hjerter i Paris, der blev grundlaget for Sneakers. - da Sanne Salomonsen erobrede Kærså og dermed pladsen som forsanger i Sneakers. - hvad der skete i maskinrummet, da fusion, jazz, funk og rock blev til dansk poprock. - Sanne og Mortens unikke samarbejde – med tekstforfatter Hans Henrik Kolze som tredje kreative hjul. - lyden af Sankt Peders Stræde. - ærgrelsen over de internationale muligheder, der brast, da Sanne Salomonsen og Kærså - og dermed Sneakers – splittedes. - et kort møde med Quincy Jones. - Kærsås helt specielle samarbejde og venskab med Sebastian gennem mere end 40 år. - om dengang underboen Kim Larsen lånte et tema fra Kærså. - Moonjams bizarre rejser til Nordkorea, Nevada og Thailand. - da Kærså efter Minnesota behandling for stof- og alkoholmisbrug besluttede at flytte til Sverige. - kræftsygdommen, der naturligt nok har stjålet en stor del af Kærsås fokus de senere år. - livet på Havgårdsnäs – hvor Kærså endelig har fundet sin lykke sammen med kæresten Majbrit.

Så er POV Mediano Music tilbage efter sommerferien. Gæsten denne gang er musiker og komponist og ”ham, der kæfter op om klima”, Jens Lysdal. Han, der med rimelig god samvittighed kan kalde sig bæredygtig musiker, udsender meget snart et nyt album, ”Paradis til låns” i sin karakteristiske stil – hvor visetradition, blues, americana, latin, jazz, pop og world møder hinanden. Alene albumtitlen, "Paradis til låns" fortæller om Lysdals engagement i miljø og klima. Det samme gør titler som ”En varmere sommer” og ”Festen er forbi”. Et meget smukt nummer i øvrigt. Desuden har han skrevet melodien til miljøsangen ”For vist vil de komme”, der blev optaget i Højskolesangbogen, selvom selveste Bent Fabricius-Bjerre egentlig havde skrevet en anden. Statements som "Charterindustrien skal da lukke nu" og "Vi pisser på vores børn og børnebørn" er skarpe. Men som han også siger: "Hvis musikken kun har det politiske lag, bliver det for agiterende. Hvis det kun har det personlige lag, bliver det for navlebeskuende." Podcasten handler om Lysdals musik, den musikalske proces i hans værksted, om forholdene for musikere i dagens Danmark og om at vælge musikalsk frihed fremfor musikalske begrænsninger – og så bringer vi en nyhed: Sammen med bl.a. tidligere Roskilde Festivalen-boss Leif Skov og tidligere pladeselskabsdirektør Michael Ritto, har Jens Lysdal dannet foreningen Grønnere Musik med formålet at stå til rådighed for festivaler, spillesteder og musikere med rådgivning om bæredygtighed. Hør mere i podcasten. Jens Lysdals første album, "A Matter of Time", udkom i 1995. Han fortæller om sit mangeårige venskab og samarbejde med den uforlignelige bassist, salig Hugo Rasmussen, og selvfølgelig er der et par anekdoter om travle Hugo. I podcasten fortæller Lysdal om sine optrædener og arbejde i lande som USA, Tyskland, Holland, England Canada og Portugal. Og han fortæller om sit samarbejde med to af rockmusikkens mest berømte session- og studiemusikere, trommeslageren Danny Frankel og steelguitaristen "The Impeccable Greg Leisz", der har indspillet hele fire album med Joni Mitchell og arbejdet med k.d. Lang, Emmylou Harris, Alison Krauss, Bon Iver, Bruce Springsteen, Daft Punk, Eagles, Emmylou Harris, Eric Clapton, Grant Lee Buffalo, Haim, Sheryl Crow … og… ”Clapton pays me a ridicolous amount of money," sagde Leisz - så Lysdal kunne sådan set bare betale, hvad han havde lyst til. Og sådan vrimler det med anekdoter.

Nu bliver det nørdet. Beatles-nørdet. Lørdag 18. juni fylder Paul McCartney 80. I denne podcast taler Jan Eriksen med den danske Mr. Beatles, Arno Guzek – kendt af Beatles-fans verden over. Sammen hylder de Sir Paul, gennemgår de forskellige faser i hans karriere – så meget, der kan nås på en time og et kvarter. Tilbage i 1976 udsendte Guzek ”Beatles Discography”, der er af mange anses for den ultimative guide til The Beatles plader. Ja, Jan købte den selv for sine sparepenge kort efter, den udkom. Her er der faktuelle oplysninger om mere eller mindre ALT, der foregik under optagelserne ikke mindst i de ikoniske Abbey Road studier. Så stor er Guzeks viden om The Beatles historie, at Paul McCartney selv har brugt ham som konsulent i forbindelse med udgivelsen af opsamlingsalbummet ’Wingsspan’. Og Arno er i øvrigt i jævnlig dialog med McCartneys selskab om diverse sjældenheder. I podcasten forsøger Arno blandt meget andet en gang for alle at forklare, hvad det med McCartney og Michael Jackson og rettighederne til Lennon/McCartney-sangene egentlig handler om. Vidste du, at der findes optagelser af koncerterne d. 6. juli 1957 ved og i Woolton Parish Church i Liverpool, hvor 14-årige Paul første gang så John Lennon og hans Quarrymen spille. Optagelserne ligger i en bankboks et eller andet sted. Vidste du, at det meste af den med god ret berømmende Peter Jackson dokumentarserie ”Let it Be” har kunnet høres – og delvis ses - på diverse ikke helt legale bootleg-optagelser, inden optagelserne med Scotland Yards mellemkomst vendte hjem til familien Beatles? Alt dette og meget mere i denne hyldest til fødselaren.

Verdenssucces er et stort ord. I tilfældet Tone of Voice Orchestra er det berettiget. Næst efter MØ, formentlig - og måske et eller to andre album, er deres album, ”Tone of Voice Orchestra”, det danske album, der har fået flest internationale anmeldelser i år. Dertil en placering på hitlisten World Music Charts Europe, hvor de i maj lå i top 20. Gennemgående for anmeldelserne lyder det: Dette lyder ikke som noget andet. Se evt. mere på www.vaering.com. I denne POV Mediano Music taler Jan Eriksen med kernen i orkestret, ægteparret, saxofonist med meget mere Frederik Lundin og sangskriver Trinelise Væring. Hver for sig og sammen har de afsøgt musikalske grænser i en hel del år efterhånden. I podcasten taler de om deres samarbejde gennem mange år, om begyndelsen, hvor Trinelise Væring valgte at søge ind i jazzmiljøet, hvor hun mødte Lundin: ”Da jeg var ung i 80'erne oplevede jeg popmusikken som meget storskydende, stiv og pik og håret tilbage og masser af rumklang på trommerne. I jazzmiljøet mødte jeg masser af søde drenge, der var in it for the music og ikke så meget andet. Havde jeg været født ti års senere havde jeg også siddet med en guitar som Joni Mitchell.” I podcasten taler de om at eksperimentere, om at blende sine mange inspirationskilder sammen, om at gribe fat i lytterne, inden de når "ned i beskyttelsesrummet", versioner af argentinsk musik, kompromisløshed, kampene når man arbejder sammen som par. Læsere af POV.International, som Mediano Music i dag er fusioneret med, kender Trinelise Væring som musikskribent med fingeren på pulsen, især inden for americana-musikken, som også inspirerer hendes og Tone of Voice Orchestras musik.

Efter et par års tilløb besluttede den danske sangskriver, Stefan Mørk, og hans amerikanske partner in crime, Blue Foley, at etablere festivalen Nashville Nights International Songwriters Festival. Det foregik og foregår igen i år i Odense i september. Nashville Nights er, som navnet mere end antyder, en americana-festival – med deltagelse af artister og sangskrivere fra nær og fjern. I år bl.a. den amerikanske indie-stjerne John Grant. Mediano Musics Jan Eriksens hærdede musikhjerte banker for americana-musikken, der har lige så mange musikalske forgreninger som Mississippi har bifloder. Stik ham en et billede af en Stetson, en whisky og det nye album med Miranda Lambert... Derfor taler han i denne podcast med Stefan Mørk og Blue Foley om deres initiativ, som det er planen at importere til andre europæiske lande og såmænd også USA. De taler om inspirationen fra filminstruktør David Lynch, om øjeblikket i 2021, hvor Stefan efter et stort økonomisk underskud, måtte beslutte, om han ville fortsætte i 2022. Om udfordringerne med at kommunikere ud, hvad Nashville Nights egentlig er. "I danskere er rednecks," siger Blue Foley som svar på spørgsmålet, hvorfor danskerne mon har taget så forholdsvis varmt imod festivalen. Jan har desuden talt med den danske sangskriver Lasse Storm, der sidste år modtog Nashville Nights sangskriverpris. Han udsendte tidligere år albummet "Holmegårdsvej og andre historier" med bl.a. radiohittene "Holmegårdsvej" og "Ung, fuld og dum". Lasse er en af de heldigvis mange unge danske sangskrivere, der skriver snirklede, begavede tekster med stort lyrisk snilde. Disclaimer: Til almindelig advarsel forekommer betegnelserne country og countrymusik adskillige gange i podcasten.

De seneste fire-fem år er 80erne vendt tilbage i sangskrivning og produktion - ikke mindst i dansk popmusik. 80'erne, som sitet discogs.com, der registrer alle plader i verden, betegner som den ’uskyldige æra’ i dansk rock. I denne podcast dykker Jan Eriksen ned i de rigtige firsere, som stadig lever i bedste velgående. I hvert fald hos sanger Heidi Degn og bassist Jette Schandorf fra Halberg & Friends. Poptøsen og basøsen, kalder de sig. Bandet, der ledes af Poul Halberg, er aktuelle med tre nye singler. Senere i år udkommer et album med tekster af andre sangskrivere, som også satte deres præg på det forkætrede 80ere: Steffen Brandt, Anne Dorte Michelsen, Elisabeth G. Nielsen og Alberte Winding - og Mona Larsen. Det første samarbejde mellem Halberg og Larsen siden de stoppede i 1985. Poul Halberg og Jette Schandorf – der også danner par privat – har spillet og produceret sammen siden begyndelsen af 80erne i bands som News, Halberg Larsen og Ray-Dee-Ohh, hvor Jette medvirkede på enkelte numre på sin bas. I årevis var de medlemmer af Lis Sørensens band. Heidi Degn var den ene af to sangere i pop-bandet BeePop, der kom til lidt senere. Og hun var i øvrigt med på scenen, da Emmelie de Forest vandt Det Internationale Melodi Grand Prix i 2014. Det var dengang, Danmark kvalificerede sig til ESC-finalerne. Så det handler om POP. Det handler om bas. ”Det at spille bas sammen med en stortromme er så sexet," som Schandorf siger. Det handler om dansk rock i 80erne. Men også om Jettes baggrund i 70erbands som Hos Anna og Lillith. Baggrunden, den syrede begyndelse med Cream og Hendrix. Den ikoniske baslinje i Halberg Larsens 'Magi i luften'. Om tiden med News og ikke mindst mødet med Poul Halberg – ”Han spillede sig direkte ind i mit hjerte”. Og det handler om den nye musik med Halberg & Friends. Sidste efterår udgav Schandorf bogen ”Ti sekunder – om lidt så er jeg her. 60 år – 60 billeder”. 60 billeder af hende selv mere og mindre nøgen. Man kan kalde det et kropspositivt manifest om at stå ved sin krop og sig selv. Den taler de også om.

I år ville The Man in Black være fyldt 90. For nylig åbnede der et splinternyt Johnny Cash museum som nabo til Elvis museet Memphis Mansion i Randers. Under Nashville Nights festivalen i september i Odense afholdes der et Johnny Cash Tribute Show med bl.a. Allan Olsen, Kira Skov og Bjørn Fjæstad. Johnny Cash er stadig aktuel - der er altid grund til at tale om ham – og det gør vi så i denne episode af POV Mediano Music. Ligesom i en af vores mest lyttede episoder "Gud, country og comeback – Johnny Cash og American Recordings" er gæsten Dennis Greis Lydom, der bl.a. er den lykkelige ejer af plus 30 bøger om Cash. Lydom optræder som og holder foredrag om Johnny Cash. Denne gang handler om de to fængselsalbum, ”At Folsom Prison” (1968) og ”At San Quentin”, der udkom året efter. To album, der skulle blive et vendepunkt ikke bare i Johnny Cashs skrantende karriere, men i musikhistorien som sådan. Bl.a. affødte de flere af Johnny Cashs største hits overhovedet – "A Boy Named Sue" ikke mindst. Vidste du, at det blev spillet første gang under en sangskriversession hjemme hos Johnny, hvor han havde besøg af Bob Dylan, Joni Mitchell, Kris Kristofferson, Graham Nash og sangens ophavsmand Shell Silverstein? Dennis har ikke alene mødt Johnny Cashs trommeslager, W.S. Holland, sammen med sin rockabilly-gruppe Johnny Horsepower han har indspillet sammen med Holland i Sun studiet i Memphis. Hør om baggrunden for de to album, og hvad de skulle komme til at betyde for ham – hvor var Cash i sit liv og karriere? Hvad sagde pladebossen, den legendariske Clive Davis, da han første gang hørte om projektet? Hør om baggrunden for Johnny Cashs interesse i forholdene i de amerikanske fængsler og for de indsatte. Og hør selvfølgelig musikken.

”Stories to Tell” er titlen på et af de nye numre på Kasper Windings album ”The Test of Time, Pt.1”. Skulle man fortælle hele historien om Kasper Windings karriere ville der være mange historier at fortælle, og det ville kræve adskillige podcast-episoder. Så i denne episode af POV Mediano Music gør han og Jan Eriksen nogle nedslag. Det begyndte, da Kasper Winding som 14-årig skrev filmmusik til faren, Thomas Windings film ”Revolution i vandkanten”. Podcasten kommer forbi det første pladeprojekt, Buki-Yamas, den for en generation ikoniske film ”Mig og Charlie”, jobbet som studiemusiker i New York for bl.a. The Rolling Stones. "Oprindelig kom jeg med, fordi Keith Richards havde en ide om noget med to trommeslagere. Det var jo helt åndssvagt. For identiteten ligger jo i deres lyd. Så snart, der kommer en ny med, og trommer er meget markante, så forsvinder deres identitet lidt. Jeg endte op med at spille tamburin på et og stortromme på et andet nummer,” siger Kasper Winding. Hvilke numre fremgår af podcasten, hvor du også kan høre det ene nummer. Det handler om solokarrieren, der gjorde Kasper Winding til superstjerne i 80’erne, indtil han valgte at skrue ned for ambitionsniveauet efter et angstanfald efter en koncert for tæt på 100.000 publikummer i Valby Parken. Evnen til at få en koncert for så mennesker til at virke meningsfyldt er kun givet få. Det handler om inspirationen – måske – fra geniet Prince. Jobbet som (med)producer på to af 90ernes vigtigste danske album, Caroline Hendersons ”Cinemataztic” og C.V. Jørgensens ”Sjælland”. ”Det er sjældent, jeg græder, når jeg arbejder i studiet. Men det gjorde jeg der,” siger han om et af C.V.s numre. På spørgsmålet, om der var en samlet vision for Hendersons plade – som Jan synes, han hører, svarer Winding storgrinende: ”Det var der overhovedet ikke.” Faktisk blev han fyret fra projektet, og kaldt tilbage igen. Men det blev indledningen til samarbejdet og venskabet med Thomas Blachman – og senere fulgte det pludselige, overraskende verdenshit med singlen "Speechless" med Louise Norby på sang. Og selvfølgelig handler det om det nye album, indspillet under Corona lockdown i Paris, hvor Winding hr skrevet, "mit bedste nummer nogensinde", som han siger. Hør hvilket i podcasten, hvor der trækkes tråde helt frem mod situationen i Ukraine, og den verden, vi er ved at overlade til universets nåde og fromme. Undervejs møder du i øvrigt en sanger, der var for fuld og skæv til at levere en meningsfyldt indsats i finalen i Det internationale Melodi Grand Prix.

Hør for første gang en lidt af en helt ny Lars H.U.G.-sang med titlen “In a World Withoút Us” i denne podcast. Det er snart seks år siden Lars H.U.G optrådte officielt for sidste gang. I 2021 udkom albummet "L.A.R.S.T H.U.G Vega Koncert" med optagelser fra koncerten. 28. og 29. marts var der så premiere på en koncertfilm baseret på samme koncert. Men selvom Lars H.U.G. er stoppet som liveperformer, er han ikke færdig som gårdsanger. I denne samtale med Jan Eriksen tager han lytterne med helt ind i sit maskinrum og fortæller om sine arbejdsprocesser, om sine samarbejdspartnere, ikke mindst “vicesheriffen” Povl Kristian – og om, hvad der driver ham kunstnerisk - og i studiet. Det blev også til en snak om H.U.G.s karriere, der begyndte dengang i midten af 70erne, hvor han og en flok andre fandt sammen om et par guitarer. ”Jeg forsøgte sammen med nogle andre ligestillede at få et eller andet nyt stablet på benene. Bruge guitaren til at grave dybere ned, lave noget man kunne tage ejerskab til. Noget man selv kunne identificere sig med. Mødes med åndsbeslægtede, søge at finde en vej ind i noget terræn, hvor ingen andre havde været før.” Det blev til Kliché, der satte en ny standard for dansk rock. Og senere gik Lars H.U.G. solo med en stribe album med enorm både kunstnerisk og kommerciel succes. Det seneste, ”Ti sekunders stilhed”, udkom i 2017. Han har sågar nået at blive til leverandør til det kongelige danske hof med sangen “Mon de kan reparere dig”. “Kim Larsen kaldte mig hofsnogen,” som han siger med et grin. I dag kalder han sig Lars Haagensen og kommer også ind på sit nuværende kunstneriske arbejde. Som bl.a. er arbejdet med bogen ’Mine år med Lars H.U.G’, som er en slags biografi. Han har holdt nogle foredrag i Vartov i København om projektet. “Jeg er stolt af den bevægelse, jeg har gjort fra 1977 til nu, og jeg synes, det er en fornøjelse og en stor æressag at kunne træde ind på Vega – og bare tælle ned 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – tak for i aften.” Men helt færdig som gårdsanger er Lars Haagensen ikke. Han skriver stadig sange, igen på engelsk og skal til at finde en til at hjælpe med at finpudse – om der er et nyt album på vej vides ikke. En af sangene er dog mere eller mindre klar. Et stykke af den kan du høre i podcasten. ”Med eneret for universet,” som H.U.G. siger.

I 2019 udsendte danske Iris Gold sit første album Planet Cool, og hun nåede endda at optræde rundt omkring i Europa, inden Corona brød løs. I forbindelse med et sponsor-arrangement mødtes hun og Eurythmics-legenden Dave Stewart. De klikkede. Lidt senere optrådte hun på Stewarts initiativ ved en Eurythmics hyldest-koncert, arrangeret af Nile Rodgers. Mødet udviklede sig til et unikt samarbejde over tre måneder på Bahamas, hvor den uhyre aktive musiker og iværksætter Dave Stewart er i færd med at indrette et studie. Med sig havde Iris Gold sin lille søn, August, og nogle ideer til sange. I denne podcast fortæller Iris Gold og Dave Stewart om deres utrolige samarbejde, der udmøntede sig i albummet ”Woman” – udkommer d. 29. april. Alle sange er skrevet i samarbejde mellem Iris og Dave. Som altid med iris Gold i den genre, hun selv kalder Hippy Hop. Det er den forunderlige historie om et usædvanligt venskab og samarbejde mellem to generationer og musikere med vidt forskellig baggrund, musikalsk og menneskeligt. Hør Iris Gold fortælle åbenhjertigt om sine nye sange. Bl.a. ”Thank God I’m Alive”. ”Det var en lidt hård sang at skrive. Den handler meget om ting, jeg har været igennem. Om visse forhold. Meget om min barndom. Meget det med at hylde livet og bare det at have det sådan, fuck mand, hvor er det fedt, jeg er her stadigvæk. På det seneste har min søn været syg og været indlagt på intensiv. Han har det godt igen nu, heldigvis. Men hvis jeg skal synge den live, tror jeg, at jeg vil ændre sidste linje til Thank God, You’re Alive. Jeg har aldrig tænkt over døden før. Fordi jeg ikke har elsket så meget som jeg gør ham nu.” Det var i mødet i studiet og på græsplænen udenfor mellem Iris historier og Dave Stewarts ører, at sangene opstod. Alle, jeg har arbejdet sammen med – fra Mick Jagger til Stevie Nicks og No Doubt. Sangene opstår hurtigt – på 15 minutter. Men det er efter en ret lang samtale. Det er lidt som at gå igennem deres følelser. På en måde er en jeg en kanal for deres følelser. Sådan har det været med mange kvindelige kunstnere i årevis. Annie Lennox i første omgang, selvfølgelig.” Hør meget mere i podcasten. Der er udsendt fire singler fra ”Woman”: ”Lover on My Own”, ”Girl Pick up Your Drum”, ”Crushed Velvet” og ”Piece of Mine”. PS: For første gang i årevis mødes Annie Lennox og Dave Stewart snart. Den 26. juni skal de optræde i New York i forbindelse med deres optagelse i Songwriters Hall of Fame. På spørgsmålet, om det kan føre til et samarbejde, siger Stewart: ”Hvem ved, det kunne være sjovt.” Foto: Amanda Thomsen

Foto: Torben Christensen (c) Omkring årsskiftet udsendte Gnags en ny single, ”Kold vinternat”, som er forløber for et kommende album. I den anledning kørte Jan Eriksen på besøg hos en af de sande legender i dansk rockmusik, Per Christian Frost – mangeårig guitarist i Gnags. Senest vendte han tilbage til Gnags i 2015 – 41 år efter, han kom med første gang. ”Dengang spurgte Jens mig, om jeg kunne tænke mig at spille guitar i Gnags, og the rest is history,” som Per Frost siger i podcasten. Det er blevet til den hidtil længste podcast (i et enkelt afsnit) i POV Mediano Musics historie. For der var meget at tale om den flotte, tidlige forårsdag i udkanten af Risskov. Mange refleksioner over udviklingen i dansk rock gennem de sidste 50 år, og hvad, det er musik kan røre i mennesker og hvad, der er musikerens rolle i den sammenhæng. "Individuel kunnen på instrumenter er fantastisk. Men hvis alle bare bliver skolastisk dygtige, kommer det let til at lyde, som noget man har hørt før. next level i noget, der bare bliver endnu sværere. Men hvis man har fire gutter, der har været sammen siden teenageårene, hvor man har lært at bøje af mod hinanden, ligesom vi har gjort i Gnags – og som Gasolin’ gjorde, opstår der personlighed i et band, der ikke lyder som nogen andre. Tag de der grupper, vi elsker Stones og Beatles. Det er kampene, der skaber det unikke. Man bliver nødt til at bøje for ikke at knække. Det er i øvrigt også et AG – citat." Per Frost købte sin første guitar i Hagstrøm i Vestergade i Aarhus for 109 kr., og sin første Hoeffner bas i Randers: ”årgangen ældre end Paul McCartneys. Åndssvagt, at jeg har skilt mig af med den..." Som 13-årig havde han sine første faste spillejob på et mælkediskotek i Mundelstrup ved Aarhus. Han kom hurtigt ind i et musikermiljø med bl.a. Georg Olesen pg Svend Erik Lerchenfeldt (senere Taurus og TV-2), Lars Muhl, Henning Stærk, Jens G. Nielsen (Gnags) og Lis Sørensen. Hør Frost fortælle om en vild ’studierejse’ til punkens og new wavens London i 1977, hvor Huey Lewis røg Frost så ”absurd skæv”, at nogle hooliganoptøjer ved Queen Park Rangers stadion lignede en surrealistisk film. Det er historien om Gnags’ rejse fra sen-hippie kollektiv til rock’n’roll orkester omkring Burhøns 1979 og den senere inspiration af engelske Steel Pulse's besøg i Gnags’ studie – ”det var totalt Cheech and Chong”. Det besøg gav inspiration fra reggae og caribisk musik, der skulle gøre Gnags til pionerer – og som fik Frost til at gå tilbage til rollen som bassist. Det blev så også porten ind til en æra, som skulle gøre Gnags til det største dansk rockband i en periode. ”Vi havde lyttet meget til reggae. Men Carl Pitterson lærte os at vi skulle holde fast i rock og pop. Vi lærte hurtigt at elske os selv som en form for bastard, der ikke bare tog de ting, der var gængse i Jamaica-reggae”. Frost forlod Gnags, da bandet var kørt fast, og da ingen af de andre medlemmer var med på Per Frosts forslag til en måde at afrunde æraen. Hør hvilket i podcasten. Du kommer du helt med ind i maskinrummet i Gnags og hører hvordan f.eks. numre som Rytmehans og Safari blev til. Om bandets musikalske visioner og Men selvfølgelig handler det også om Frosts solokarriere og mange jobs som side man for bl.a. Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og Poul Krebs. Og den aften i 1997, hvor Frost fandt sig selv på scenen sammen med B.B. King. Lyt til podcasten her:

I denne podcast taler Jan Eriksen med guitarist Jacob Gurevitsch. Mange kender ham muligvis fra tv-programmerne 'Vild med dans' og 'Toppen af poppen', hvor han medvirker som medlem i Antonelli Orchestra. Han har tidligere spillet sammen med bl.a. The Savage Rose, Cæcilie Norby og Erann DD. Jan har inviteret Jacob Gurevitsch i studiet for at tale om ’hemmelige’ verdenssucces. Gurevitsch er nemlig en af verdens mest streamede akustiske guitarister på Spotify og især YouTube – faktisk er kun få videoer med f.eks. den spanske campéon, Paco de Lucia, streamet mere end de 35 mio. gange Gurevitschs 'Lovers in Paris' er streamet. Oprindelig var det jobbet som guitarist i Savage Rose, der ledte ham på sporet af den akustiske lyd af spansk flamenco. Helt præcist nummeret ’For Your Love’, der er stærkt inspireret af Rosens arbejde omkring 2000 på Costa Rica. For at kunne spille ’For Your Love’ købte Gurevitsch en spansk guitar, øvede sig en time om dagen, rejste til Buenos Aires, Stockholm, Prag, Rio de Janeiro og lånte en lejlighed på Montmartre i Paris, hvor han skrev nummeret ’Lovers in Paris’ – der altså i dag er en verdenssucces. Siden har Jacob Gurevitsch udsendt fire album inklusive det nyeste 'Yellow Spaceship', som har lokket en af de største stjerner i den spansk talende verden, Buika, til at synge med på. Lyt med her, hvis du trænger til lyden af sommer, sydlandsk stemning, strand eller smagen af en cerveza ved caféen og følelsen af la pasión – eller bare gerne vil høre en god historie. Undervejs hylder Jan og Jacob sidstnævntes gode ven og faste samarbejdspartner, percussionisten Jacob Andersen, der døde sidste år. Historien begynder på Ibiza.

Guitarist Mika Vandborg er næsten uafbrudt på turne i 2022. Først med Sanne Salomonsen sammen med makkeren fra Electric Guitars, Søren Andersen, derefter alene med Electric Guitars – og senere alene som solist. Vandborg var medlem af Gnags i ti år og er nu fast med på guitar, når Love Shop, Claus Hempler og Princes tidligere bassist Ida Nielsen spiller live. Men selvom hans datter en gang mente, at han sang som ”en doven, død fisk”, har Mika Vandborg også haft tid til at udsende albummet ”Den danske”. Om det nye album og karrieren, der begyndte, da niårige Mika hørte Jimi Hendrix i radioen og fik en åbenbaring, taler den uhyre veloplagte guitarist og Jan Eriksen i denne podcast. Det handler om årene som lærling hos ”den gamle rystefanden”, Peter A.G. Nielsen – "han har lært mig alt" – parallelt med guitarlir i Electric Guitars frem mod det nye album, der bl.a. blev anmeldt i Gaffa med fem stjerner og overskriften "Vandborgs voksenunivers er (ve)modigt og umanerligt godt skruet sammen". Sammen med Electric Guitars har Vandborg bl.a. udgivet det nu ikoniske helte-hyldestnummer ”Hero of Mine” med medvirken af guitarister som Franz Beckerlee, Jacob Binzer, Billy Cross, Aske Jacoby, Jens Runge, Poul Halberg og Tim Christensen. Hør i podcasten, hvilken af de ti soli, Mika Vandborg synes, er den fedeste – og fortæl det i øvrigt ikke til de andre ni. Han afslører også sin værste og bedste udenlandske koncertoplevelse. Den ene foregik i en tåge af gin og vin, den anden i Jim Morrisons fodspor. På sit nye album høres Mika Vandborg i et lidt mere afdæmpet udtryk end man kender ham fra Electric Guitars, bl.a. med en uforbeholden hyldestsang til Danmark, inspireret af en løbetur ved Århus Å. "Solen skinnede og jeg blev simpelthen bare så glad for at bo i Danmark. Jeg fik sådan en, "hold kæft, hvor jeg elsker Danmark"... Der er en naiv kærlighed: Hvor er der fedt her. Nogle gange glemmer vi, at vi bor i verdens fedeste land. Om nogen har jeg som musiker og som så mange andre lidt under Corona. Men prøv at tænke på mine kolleger i USA og Australien, der intet har i dag." Men det er ikke bare lun luft og lysegrøn himmel på albummet: Det indeholder også en protestsang, "Booker Blues", der som noget usædvanligt er rettet mod Vandborgs egen branche. ”Vi er en flok hippier, der løber rundt i det mest ultra liberalistiske erhverv i verden.Sangen er opstået ud af mange år i en branche, hvor jeg f.eks. har stået i WigWam (koncertturné, der krakkede og trak et hav af musikere med i faldet) med en mand, som kostede Gnags flere millioner, og som i retssagen sagde, "jeg er færdig jeg kommer aldrig tilbage". Og flere år senere står han med Lukas Graham og er tilbage, og vi andre har tabt årslønningerne." "På den anden side elsker jeg jo mit job og kunne ikke tænke mig at lave andet." Hør meget mere i denne podcast.

Umiddelbart lyder det måske som et akavet match. Men på papiret, på ordekvilibristernes skrivemaskinepapir viste det sig at være frugtbart. I 2018 fandt rapkunstner, perfomer og forfatter Pers Vers sammen med nationaldigter Benny Andersen om et fælles projekt. Bare en halv måned inden Benny Andersens død, besøgte han Per Vers i studiet og indlæste 30 af sine mange digte. Den dødsmærkede digter var på toppen den dag – og rapperen fik frit slag til at klippe, mikse, scratche og ikke mindst til at digte videre. Og det blev til albummet ’Sidste omgang’. Nu udkommer Mesterens og Lærlingens fælles pladeprojekt, som ikke bare blev Andersens sidste værk – det blev hans 117. værk. 117 - det nærmeste vi kommer et hverdagstal på uendelighed. I denne podcast taler Jan Eriksen og Per Vers om dette spoken word-projekt, en frit associerende samtale på tværs af generationer, og blandt meget andet om livets ubønhørlige gang mod døden. Andersen døde 16. august 2018. Pers far døde under arbejdet med musikken. Hør om: - samarbejdet mellem ’Den vildeste inspirationskilde’ og Per Vers. - at arbejde med døden som allesteds nærværende skygge. - manglende selvværd og det modsatte, livslyst og selvrespekt. - ufarlig hyggehumanisme og rasende racisme – og overleve at der altid vil være et par procent danskere, der er Vild med Paludans. - hvordan det kan være omvendt lindring at opdage, at Benny Andersen allerede for 50 år siden skrev om politisk korrekthed. - at omfavne sin folkelighed - kunst og kultur som en klub for folk, der elsker mennesker, folk der elsker fremmede mennesker. - det jazz-blå bånd mellem Benny og Per. - om balancen mellem at leve i nuet contra et liv med masser af planlægning og aftaler. - at lære at tro på fremtiden, når man som Per Vers mistede sin mor meget tidligt. - kærligheden til Dan Turèlls spoken word-projekter på især de to første plader med Sølvstjernerne. - ”altid livsglade” Søren Krarup og Sørine Godtfredsen, hvis definition af næstekærlighed ikke accepterer, at ”næsten” også er ham der går og vander sin mark i Mali.

I år er det 25 år siden, de første Spice Girls-singler og albummet ”Spice” udkom. Få eller nok nærmere ingen, der så med, da videoen til gennembrudshittet ”Wannabe” hærgede MTV, havde vel på fornemmelsen, at det skulle blive anslaget til 90’ernes største popkulturelle fænomen. For nylig udkom bogen ”Generation Spice Girls”, skrevet af cand. mag, forfatter og foredragsholder Elise Ligaard og journalist Nynne Hein Møller. I denne podcast har Jan Eriksen besøg af Elise Ligaard. Hun er selv en af de mange, mange tusinde nu plus30-årige kvinder, der sprang med på Girl Power-bølgen som pige - og stadig gemmer sin merchandise. På sin side var Jan en af de journalister, der dækkede Spice Girls i begyndelsen - og som nu har genlæst sine 6-7 artikler om Spice Girls med blandede følelser. I denne podcast taler Elise og Jan om alt det, der skabte Spice Girls. Om det, der var den egentlige lyserøde revolution i fortællingen om Spice Girls, nemlig at de som de første i musikhistorien henvendte sig til en målgruppe, der ikke tidligere havde haft et popkulturelt talerør – piger helt ned til 4-5-års alderen op til det, vi i dag kalder tweens. Hvad var det, for et tomrum Spice Girls udfyldte? Og Elise og Jan taler om: - musikken. - fordomme og uvidenhed om de fem kvinder, der i høj grad selv styrede løjerne. - sexisme i medierne. - at bruge sexappeal. - især den britiske pressens vanvittige heksejagt på de fem kvinder. - den på sin side ekstremt effektive kommercielle maskine bag fænomenet Spice Girls. - konsekvenserne for medlemmerne. - Spice Girls som feminister. - arven efter Spice Girls. - og selvfølgelig kommer de omkring den skæbnesvangre dag - d. 30. maj 1998 – hvor Geri Ginger Spice Halliwell offentliggjorde, at hun forlod Spice Girls.

Gennem fire årtier har Hanne Boel sat sit tydelige aftryk på den danske musikscene – som musiker, sanger, sangskriver og som underviser og professor på Rytmisk Musikkonservatorium. Hanne Boel er den kvindelige danske kunstner, der har solgt flest plader – omkring 2,5 mio. Og hun er stadig aktiv. Så sent som sidste år modtog Hanne Boel Musikforlæggernes Ærespris. Hun har netop her i efteråret afsluttet en turné med over 30 job, mens Corona-vinduet stadig var åbent. Tidligere i år udkom hendes seneste studiealbum, 'Kopi', indspillet sammen med musiker og producer Jacob Funch. Det er anden gang, Hanne Boel besøger Mediano Music. Første gang padlede hun og Jan Eriksen sig gennem Boels 40 år lange karriere – og selvom det denne gang egentlig mest handler om den seneste plade, der er en fortolkning af tiåret 2010 – 20 i dansk rock, kom det også til at handle om valg og fravalg gennem Hannes imponerende karriere. I podcasten gennemgår hun og Jan hendes versioner af Carl-Emil Petersens ’Frit land’, Marie Keys ’Landet’, Minds of 99s ’Hurtige hænder’, Peter Sommers ’Det evige nu’, Barselonas 'Åbne arme' og Rasmus Nøhrs ’Retursekund’. Hanne Boel taler om: - at turde kaste sig ud i fortolkninger af nye nationalhymner som ’Frit land’ og ’Landet’. - at søge at ramme tonen i originalen og alligevel flytte sangene et helt andet sted hen. - at invitere Minds of 99 ‘Hurtige hænder’ ud på dansegulvet med inspiration fra Leonard Cohens 'Ten New Songs' og Grace Jones, der på mange måder var definerende i begyndelsen af Hanne Boels solokarriere. Og i den sammenhæng erkende, hvad det kan betyde at tilhøre generationen før Aids. - at have det som sin primære drivkraft IKKE at lyde som Sanne Salomonsen. - at genbruge 80ernes lydæstetik uden at lyde tilbageskuende. - hvad det egentlig er, der sker for en kunstner, når man vokser fra at være hende eller dem i øverummet til, man pludselig finder sig selv foran et fyldt Parken. - glæden ved at se, at det stadig kan lade sig gøre at vinde hele nationen for sin musik. - om undren over, den danske musikscene – alting taget i betragtning – er maskulint præget. I 80erne var det kvinderne, der sad på den danske musikscene. Hvorfor er det, at ’lyden af kvinde er mindre populær end lyden af mænd’? - at opdage en fejl i sidste sekund i en Peter Sommer-fortolkning. - at høre Charles Aznavour i Peter Sommer. - oplevelserne under koncerterne live, der gør, at Hanne Boel bliver ved. - om at spille publikum som et orgel...

Det begyndte for et par år siden med sangen ”Åltins koldt i København”, sunget på synnejysk. Den blev et stort viralt hit, og i dag har Rikke Thomsen status som en af landets flittigste optrædende. For nylig udgav hun albummet "Opland." Hun har optrådt landet over, og næste år turnerer hun vinter, forår – måske en festival eller to – og senere igen til efteråret. I anledning af det aktuelle album besøgte Rikke Mediano Music. Til vært Jan Eriksens behagelige overraskelse blev det blandt meget andet til en samtale om inspiration fra Elvis Presley, Bruce Springsteen, John Mayer, Poul Halberg, Joni Mitchell - og Karl Ove Knausgård. Men først og fremmest om at vokse op i en by, Blans mellem Sønderborg og Aabenraa, med 517 indbyggere og Danmarks bedste badestrand for enden af Ballebrovej – og om at skrive sange med udgangspunkt i sit opland og se en mission i at fastholde netop dét, sit sønderjyske mål i sange om trygheden, længslerne og kedsomheden – og alt det andet, der skabte hende og den karriere, der venter forude. Rikke Thomsen er et talentfuldt, ungt kvindeligt bud i en genre, som hidtil mest har været befolket af mænd – først og fremmest Allan Olsen, Johnny Madsen og Niels Hausgaard, der jo altid har været der. Lyt med og hør om: - sangene der har været i Rikkes liv lige siden hun og Anton legede rockstjerner i Blans. - som den yngste nogensinde at modtage Modersmålsprisen. - den svære kamp mod amerikaniseringen af det danske sprog, især i Rikkes egen generation. - beslutningen om at gå sin helt egen vej i musikbranchen. - de afgørende points of no return: den nye lærerinde på Lilleskolen, der gjorde den helt store forskel, lyden af ”Born to Run” i radioen og søsterens lille skub, der førte til et afgørende valg. - inspirationen fra især Springsteen, der gennemsyrer det nye album. - fascinationen af de der "guitar men" i deres lædertøj, der bl.a. førte til uddannelsen som guitarist. - at sidde på teenageværelset og skrive følsomme, bløde kærlighedssange. - om samarbejdet med guitarist og producer Søren Andersen på det nye album med en lyd, der lyder lige så meget af folk som de popglade digitale 80ere.

I 90erne var Psyched Up Janis en del af den såkaldt grønne bølge i dansk rock. Der var dem, Passion Orange, Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside The Whale. Senere blev Sune Wagner medlem af Tremelo Beer Gut og den ene halvdel af The Raveonettes - senere igen solist. Bassist Jakob Jørgensen fortsatte i Knallert, Childrenn og nu guitarrock/psychedelia-bandet Ring Them Bells. I anledning af en kommende gendannelse af Psyched Up Janis og hele fire nye Psyched Up Janis-album med diverse nyt og remastered materiale og Ring Them Bells' nye single 'The Fall', har Jan Eriksen talt med Jakob Jørgensen. Det er historien om - to Sønderborgdrenge, der fandt hinanden, selvom de egentlig var kommet skævt ind på hinanden på tennisbanerne. - gennembrudet med I Died in My Teens. - om ikke at være inspireret af grunge, men snarere at få bekræftet af Nirvanas Nevermind, at de ikke var alene. - om de hundrede af breve, de modtog fra fans, hvoraf nogle enkelte takkede PUJ for ikke at have begået selvmord. - om Sune Wagners teksters rod i hans eget liv. - om koncerten i den legendariske New York-klub CBGB’s, som nu udkommer som live-lp, optaget gennem boardet i klubben, nu mastereret af Jan Eliasson, så det lyder cool. - om et møde på Bobi Bar i København, hvor Sune Wagner medbragte en ubehagelig besked. - de foreløbig fire gendannelser af Psyched Up Janis. Gruppen skal på turne som opvarmning for Dizzy Mizz Lizzy i 2022. - hvordan tilfældige møder til højre for Orange Scene i Roskilde kan føre til en ny gruppe. - den nye rolle som bassist i Ring Them Bells. - en tur på Christiania, der satte Jakob Jørgensens karriere i perspektiv.

En aften på svampe i 1999 udvidede Niels Roos’ verden. Ikke fordi han tog svampe, men fordi han første gang hørte et Eminem-nummer. Allerede i 98, hvor han gjorde sig som undergrundsrapper i Aalborg, havde han læst rygterne om, at Dr. Dre havde signet en hvid rapper. Det skulle senere blive til mange, mange aflytninger af Eminems anden LP, ’The Slim Shady LP’. "If I Had, det er jo et nummer, hvor han rapper om, hvor nederen, han er. Det er kun de grimme tøser, der gider knalde med ham, Han havde et skodjob. Det havde jeg også. Jeg var fucking rengøringsafløser. Det var første gang, jeg fucking bare følte det," siger Niarn bl.a.. Som Eminem havde og har sit alter ego, Slim Shady, havde Roos Niarn. I denne udsendelse fortæller Niarn om sin yndlingsplade, og: - hvordan den formede ham, der indtil da havde haft svært ved at identificere sig med andre rappere, der rappede om deres guldkæder og hvor seje, der var. - hvordan den gav ham selvtillid. - han tager lytteren med tilbage til 90’ernes Aalborg med brune fliser på badeværelserne. - til rapbattles mellem Niarn og et ungt medlem af Nik & Jay - til brune værtshuse. - til 1000Fryds undergrundsscene. Gæst: Niels Roos Vært: Lasse Yde Hegnet

Kan man virkelig blive ved med at tale om Gasolin’? Ja da – d. 21. november er 50 år siden, den første LP, ’Gasolin’’ udkom. 2. november udkommer endnu biografi om gruppen, der forandrede den danske musikscene i 1970’erne. Inspireret af Franz Beckerlee har bogen fået titlen ’Gasolin’ – Gudernes vilje’. Bogen er skrevet på basis af samtaler med 40 personer - ikke mindst da Franz Beckerlee, Søren Berlev og Wili Jönsson - af forfatterne Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsggard. Samtidig har de to forfattere helt eksklusivt haft adgang til de godt og vel 25 timers optagelser, filminstruktøren Anders Østergaard optog til dokumentarfilmen ”Gasolin’ – hvis du tør, så kom med mig…”. Dermed indeholder bogen interviews med Kim Larsen, der aldrig har været offentliggjort før. Med udgangspunkt i ét nummer fra hver af de syv Gasolin’-album har Jan Eriksen inviteret de to forfattere til en samtale om bogen, om Gasolin’ generelt og om forfatternes personlige forhold til musikken og myterne. Om ikke andet genopfriskes gammel viden, og giver svar på spørgsmål som: - Hvor var det, David Bowies ’Life on Mars’ og Joan Baez’ ’Geordie’ inspirerede Gasolin’. - Hvad var Freddie Mercurys kælenavn for Gasolin’? - Hvor var det nu, udtrykket ’Dæmonernes port’ stammede fra? - Hvad var det et medlem af Bessefars’ familie fortalte Jan i en gang i Aalborg. - Er det rigtigt, at Gasolin’ optrådte en sidste gang sammen i 90’erne? - Hvad brugte Gasolin’ ugebladene til, når de arbejdede? - Var de virkelig så meget uvenner, som alle går rundt og tror? - Hvilken Gasolin’-sang, der har afstedkommet flest kajeraslere og blå øjne? OBS: Tommy Bogs blev kaldt den femte Gasolin'. Han arbejdede bl.a. som gruppens lydmand. Hvide var roadie for Gasolin'.

”Når man skriver hits og har meget fokus på at ligge nummer 1, kan man der ret hurtigt gå sport i den. På et eller andet tidspunkt kan det blive trættende” Hvad gør man, når man oplever hitskabelonen som mere begrænsende end kreativt berigende? Tjah. En mulighed kunne være at gøre som Troels Gustavsen. For godt og vel 12 år siden kom Troels Gustavsen og hans makker Lasse Dyrholm drønende fra Nykøbing Falster ind på den danske popscene. Noah, som duoen kaldte sig, fik kæmpe hits med bl.a. ”Alt er forbi”, ”Over byen” og ”Før vi falder”. I 2015, da succesen var allerstørst, blev Noah halveret og bestod herefter alene af Troels Gustavsen. Efter endnu et album ”1988” og ikke mindst OL-sangen, ”Vi brænder” og hittet ”Ensom for evigt”, blev enmandsprojektet Noah til Troels Gustavsen. Det sidste års tid er han vendt tilbage under sit eget navn. Har man opholdt sig i nærheden af en dansk musikradio har det været svært at undgå det nye hit ”Knuste hjerter”. Han har netop udsendt albummet ”Det’ sådan mit hjerte er”. I denne samtale med Jan Eriksen reflekterer Troels Gustavsen over skriveblokering, personlig sangskrivning, inspirationen fra hans salig far, der aldrig stoppet. Om efter lang tids hårdt arbejde og søgen endelig at finde hullet igennem til ægthed og ny energi. ”Jeg tudbrølede hele vejen til Ry fra København, da jeg endelig fik hul igennem. Det sådan en kæmpe forløsning”, siger Gustavsen i podcasten. ”Jeg gider ikke tænke over musikpolitiet. Jeg gider ikke tænke over, om det er for poppet, eller om det rammer en trend, eller om det går til radio, alle de ting, jeg har tænkt rigtig meget over i Noah regi, og i virkeligheden siden mit første album. Det har jeg prøvet at parkere på mit nye album.” Lyt til podcasten her:

Den 5. november udkommer det første studiealbum med ABBA i 40 år - Voyage. Er det noget at tale om? ”JA!,” lyder svaret fra Mediano Musics Jan Eriksen, der har inviteret ABBA-eksperten Thomas Hemdorff i studiet. Udover at være ’livslang ABBA-fan’ har Hemdorff arbejdet på to forskellige pladeselskaber, der begge havde ABBAs musik på deres repertoirer. I den sammenhæng har han mødt både Björn og Benny. Ligesom Jan har interviewet begge d’herrer og Frida, i alt fire gange på telefon. Så begge har både den private og professionelle tilgang til musikken og historierne og myterne om Agnetha, Frida, Björn og Benny. Har du brug for reboote din ABBA-viden og måske begejstring er denne podcast vejen ad hvilken. Intet mindre end 15 af sine personlige favoritter i ABBA – kataloget har han udvalgt. Ud fra disse mange sange taler de to om ABBA i forskellige perspektiver. - Hvad sker der egentlig med ABBA i 2021 og 2022? - Hvad kom forud for ABBA? - Hvad skabte musikken? - Hvad var det med tekniker og producer Mikael B. Tretow og noget med at slå en kalkun ned på våd asfalt. - Hvad er det med Agnetha og ’the sound of heartache’. - Hvorfor endte det med to skilsmisser, der skabte en lille håndfuld af de smukkeste popsange nogensinde? - Hvad det for noget med det ’ukendte ABBA-nummer’ ’Just Like That’?

I denne podcast dykker Beatles-eksperten Per Wium og Jan Eriksen ned i The Beatles' kvaliteter som sangere. Hvem lå mon nr. 1 på 2020-listen over de bedst sælgende rockgrupper i verden … det gjorde The Beatles. Vi taler her om fysisk salg, vinyler og cd’er - 1,4 mio. i alt, ifølge Forbes. 51 år efter deres brud fylder The Beatles stadig en masse. Men måske fordi det forekommer at være en selvfølgelighed, taler man ikke så ofte om beatlerne som sangere. Det råder vi bod på i denne podcast. "Jeg er ikke Pavarotti," sagde Ringo Starr en gang. Men de tre andre var hver især markante sangere, faktisk er det svært, om ikke umuligt at forestille sig The Beatles’ sange uden lige præcis John, Paul og George hver for sig eller sammen tostemmigt og trestemmigt. De sang som en drøm, når de sang sammen. "De færreste mænd kan synge et A uden at gå i falset, det kunne Paul," som Per Wium siger i podcasten. Man kan ligefrem argumentere for, at det, der måske især adskilte de tidlige The Beatles fra andre pop- og beatgrupper, netop var deres sofistikerede vokaler. Rutinen efter mange hundrede job i Hamborg og hjemme i England. Selvfølgelig stærkt inspireret af forbilleder som Elvis Presley, Buddy Holly, Little Richard, Carl Perkins, The Everly Brothers, de tidlige soulsangere som The Marvelettes - dem med "Please, Mr. Postman". Efter to podcast med Per Wium er Mediano Music POVcast, som det hedder nu, er vi tilbage med en tredje, hvor Per som altid veloplagt fortæller om de fab fires arbejde som sangere.  Og selvfølgelig er der eksempler: ANNA (GO TO HIM) LONG TALL SALLY DON'T BOTHER ME HONEY DON'T TICKET TO RIDE THIS BOY HELP NOWHERE MAN THINK FOR YOURSELF BECAUSE

I foråret udsendte Sylvester Larsen sit 8. album ’Trolddom’. Hans bedste efter Mediano Musics Jan Eriksens mening – det gælder både melodier og produktion. Det virker som om, Sylvester er ved at finde sin form. I den anledning besøgte Jan ham i lejligheden tæt på Søerne i København, hvor han også boede som dreng. Tæt på Irmahønen, som hans far synger så smukt om i ’Hjerter dame’. Vi talte om Sylvesters karriere, hans mange plader, inspiration, samfundskritik og hans keyboardspil. Om at undre sig og søge svar. Det blev til en hyggelig samtale over et par økologiske øl. Vi talte også om musikrummet, som blev brugt af hans far, mens Sylvester midt om natten i værelset siden af hørte faren sidde med trommemaskinen og hans Korg keyboard, mens han skrev sange som ’Susan Himmelblå’, ’Jutlandia’, ’Flyvere om natten’ og ikke mindst ’De smukke unge mennesker’, der blev skrevet til Sylvesters nonfirmation. Senere optræder samme Korg på alle Sylvesters plader. I podcasten kan du høre hele historien om ’De smukke unge mennesker’ og Sylvesters svarsang ’Daddy-O’, skrevet til Kims 70 årsfødselsdag. Det handler bl.a. om, hvordan det var at blive lært i sangskrivningens ABC af Kim Larsen. - Om den afgørende køretur i farens 2CV. - Om det med den gode melodi, der helst skal være der. - Om hvad Sylvester lærte af sine år i New York som dreng. - Om alt det, der inspirerer ham som musiker, fra Scott Joplin over Supertramp til Blur og ikke mindst andre pianomen som Elton John og Billy Joel. - Om de heldigvis korte øjeblikke, hvor han spørger sig selv, om han gider fortsætte. - Om hans kærlighedsforhold til Rom, der fik ham til at skrive sangen ’Den evige stad’. - Om at skrive om og holde af hverdagen. - Om søgen efter svar på de store spørgsmål. Om at efterlade sig en verden Om karma. Om hvad det var, Sylvester ville med livet.

Tidligere i år og 2020 udkom der fire nye album, Johnny Cash, Forever Words Expanded med ny musik til gamle digte og tekster af Johnny Cash. POVs musikredaktør Jan Eriksen blev så begejstret for disse album, at han kontaktede en af Danmarks største Johnny Cash-entusiaster. Dennis Greis Lydom, der holder foredrag og optræder med Cash-musik. Resultatet af denne podcast, hvor de tager på vandring ned gennem de seks American Recordings album, der udkom i den sene del af Cash's karriere.  De to sidste udkom efter Johnny Cash's død i 2003. Efter musikpodcasten Mediano Music er blevet en del af POV hedder det fremover Mediano Music POVcast. I 1969 udgav Johnny Cash albummet At San Quentin, der blev det mest solgte album det år - i hele verden. 20 år senere var Johnny Cash på mange måder rangeret ud på et sidespor i sin karriere og til dels også menneskeligt. Godt nok havde han fundet sin gud og var kommet clean ud af sin misbrugsbehandling i 1983, men det kneb indimellem med at holde sig på stien. Efter sin anden fyring, denne gang fra selskabet Mercury, sang Cash Bob Dylans "It Ain't Me Babe" under en hyldestkoncert til den gamle ven, som Cash bl.a. havde indspillet sammen med på Dylans Nashville Skyline. Da pladeselskabsmanden Rick Rubin overværede koncerten, opstod der en drøm i ham. En drøm om at give Johnny Cash den respekt og de sange, han som en af de tidlige rockpionerer havde fortjent. Den var Cash helt med på, faktisk havde han en liste med 100 sange, som han godt kunne tænke sig at indspille. Så de mødtes og begyndte at indspille i Rubins stue. Resten er musikhistorie. Nu også fortalt i denne POVcast: På grund af en fejl i en ellers helt nyindkøbt mikser er lyden lidt ulden, men kan sagtens høres. Det beklager vi. Og så skal det tilføjes at The Class of '55, 'de fire vise mænd', som Jan Eriksen nævner i podcasten, er Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Roy Orbison og Johnny Cash. Nogle gange kan de ske, at det løber af med nørder, når de får talt sig varme. American Recordings American II: Unchained American III: Solitary Man American IV: The Man Comes Around American V: A Hundred Highways American VI: Ain't No Grave

Lydlandskabet #9: Rapport fra Summer Days i Roskilde, optakt til Minds of 99 i Parken – og vilde FVN. Efter en lovlig lang pause er Mediano Music tilbage – denne gang med niende episode af Lydlandskabet. Jan Eriksen og Tanja Brinks Toubro har haft travlt med bogskriveri, andre podcasts. Og nå ja, der var også noget med corona og bl.a. bla. De er i det hele taget fulde af undskyldninger. Men nu er der her med kort gæsteoptræden af Jans kat, Kiksen, i Lydlandskabet, podcasten der tager et vue ud over musikscenen lige nu og her. Tanja rapporterer fra Roskilde Festivals coronasikre mikrofestival Summer Days, hvor hun bl.a. har set Amina, Branco og faldt pladask for FVN. Og på dag 2 oplevede hun Ganger og Joyce og hun var til tyskerrave med Greta, der efterhånden er stamgæst i Lydlandskabet. Jan og Tanja ser frem mod festivalåret 2022 – og de ser på årets helt store begivenhed i dansk rock, bedømt ud fra volumen: Minds of 99’s udsolgte koncert i Parken d. 11. september. Ingen af de to af decideret fans af Minds of 99, men vil gerne forstå dem, som man siger. De har lyttet til Coco O’s nye album It’s a Process. Tanja er faldet for Angående Mig og Jan for et nyt album med Johnny Cash-sange. Efter at have gået i vuggestue hos Mediano, er Mediano Music er fusioneret med mediet POV.International. Der er tale om et helt udramatisk brud med Mediano, der fremover kun fokuserer på fodbold. Det betyder at Mediano Music flytter ind POV’s nye lokaler med podcaststudie tæt på Strøget i København. Der følger masser af nye podcasts i sensommeren og til efteråret. Bl.a. om The Man in Black, Johnny Cash.